Alle disse stemmer og lugte, mennesker overalt omkring hende, alt for tæt på. Hun kan ikke lukke dem ude, menneskehavet slår sammen om hende, fylder hovedet med vat.

Hjertet stopper, åndedrættet er på vågeblus, hjernen mangler ilt. Det haster med at genfinde balancen. Hun lukker øjnene for at skabe sit eget rum, en luftboble midt i denne fremmede, undersøiske verden.

Her kan hun mærke dem, en efter en kommer de frem foran hende, viser deres indre liv, afgiver dufte, fortæller deres historie. Hun sanser deres drømme, længsler, håb, fortvivlelse. Hun ser deres verdener.

Så begynder hun at skrive.

Det buldrer og brager, han smider sig ned med armene oppe omkring hovedet. Knæene ryger op til hagen. Det sker automatisk, han kan ikke slå rygmarvsreaktionen fra.

Tankerne flyver i alle retninger, han bider tænderne sammen, vrister højre arm fri og hamrer den ned i gulvet. Stop … stop … STOP. Vejret ind gennem næsen – fem – fire – tre – to – en – pust langsomt ud. Rolig nu.

Kroppen holder op med at krampe. Han får fat i ørepropperne på natbordet, stilheden sætter ind.
I stuen fortsætter børnene begejstret med at sprænge den lange strimmel bobleplast fra papkassen med fladskærmen.

Pigen står på tæer foran kølemontren, men de farvestrålende yoghurtbægre er uden for rækkevidde. Hun kalder på sin mor, der er ved at undersøge mængden af tilsætningsstoffer i en spegepølse.

En midaldrende dame kommer pigen til hjælp og indkasserer et strålende smil. Der er varme nok til resten af dagen. Hendes egne børnebørn må ikke få sådan noget. Pigen dumper sin fangst i indkøbskurven.

Sikke en sød dame, siger moren, og sender et bebrejdende blik i hendes retning. Damen undviger behændigt sarkasmen. Hun blinker indforstået til pigen og lægger en plade chokolade i sin egen kurv.

Cyklisten har bundet hundesnoren fast til styret. Ved siden af triller en tæppetisser-terrier af sted. Man kan ikke se benene for pels, den har slidt dem af i forsøget på at følge med sin herre. Terrieren sakker bagud, cyklisten trækker i snoren, sænker farten.

Manden i bilen ser cyklisten i bakspejlet. Han holder ved kantstenen og venter på sin date. Endelig kommer hun. De er sent på den. Han lader cyklisten passere, gasser så op for at imponere damen og drejer ud på vejen.

Det lille bump tilskriver han kantstenen, rynker undrende panden ad cyklistens knyttede næve.

Hun har tænkt på det, siden hun så billederne af hvalen med maven fuld af plastik. Karkludene er hjemmestrikkede, tøjet økologisk. Hun har sit eget net med hen i supermarkedet, bruger aldrig mere fryseposer.

Venindernes blikke siger det hele. Misundelse, foragt, bedrevidenhed, hele spekteret. Man kan alligevel ikke gøre noget, siger de, din protest er en dråbe i havet. Måske, men så er den dråbe i det mindste ikke fyldt med mikroplast.

Hun har forberedt en overraskelse til dem i dag, en slags anskuelighedsundervisning. Kanden med friskpresset appelsinjuice står på bordet, hun mangler bare at tilføje lidt ekstra ”frugtkød”.

Vaskemaskinen drejer rundt, det samme gør hendes hoved, men tøjet vasker ikke sig selv. Næste gang må hun huske at vaske før byturen.

Vaskeriets app på mobilen bekræfter, at hun har to maskiner til rådighed. E-vaskeri, tja. Der går nogle år, før man kan sidde i sin lejlighed og teleportere vasketøjet ned i vaskeriet med sin telefon. Hun smiler, smækker lågen i, trykker start.

Hun sætter sig på bænken og griber i lommen efter telefonen. En ubehagelig tanke manifesterer sig et tåget sted i baghovedet. Hun drejer langsomt hovedet. Inde i vaskemaskinen til venstre flyder en sort firkant forbi.

Bænken føles kold tværs gennem vindjakken. Det er ikke sommer mere, men dynejakken og støvlerne ligger i en bagageboks, som han har glemt nummeret på.

Han tænder en smøg og læner sig lidt frem. Heldigvis regner det ikke, bænken er tør. Sidste år blev det ikke rigtig vinter.

Albuerne hviler på knæene, røgen siver ud af næse og mund, det ulmer i brystet. Blikket rammer de skæve tånegle i sandalerne. De er blålige.

Det går nok ikke. Han må vinde nøglen tilbage fra Tubbe i morgen. Han kan da ikke blive ved med at sidde i uheld.

Jeg er usynlig. Svæver gennem verden uden at efterlade spor. Min stemme er usynlig, min tekst på facebook. Glider gennem nyhedsstrømmen, lander mellem linjerne.

Jeg er ikke blevet væk. Jeg har aldrig været her. Jeg er til stede overalt.

En skygges åndedrag, en hvisken uden krop. Som en elverpige uden rygrad, krøllet sammen i din inderste hjernevinding, spytter jeg dig i øret.

Aldrig nok. Altid for lidt.

Strømmen er stærk, river dig med som en vissen kvist. Videre, videre. Vandfald forude. Det sidste sus, det sidste og det første. I morgen begynder jeg forfra. Skygger efterlader ingen døde kroppe.

Morgenkaffen dugger hans briller til. Med vilje. Hun reagerer ikke, det plejer ellers at få hende til at grine.

Hun har været så tavs på det seneste, han er bekymret. Engang gik han og ønskede, hun ville tie stille en gang imellem. Ikke længere. Han vil høre hendes tanker, hvad der plager hende.

Hun stirrer på ham med tomme øjne, en tåre finder vej ud af hans øjenkrog. Så banker det på døren, hjemmehjælperen kommer ind uden at vente på svar. Hun tager et frisk pust med sig udefra.

Hej, Nielsen, siger hun, sidder du her helt alene.

Han forestiller sig ofte, hvordan det er at være actionhelt. Altså, sådan i virkeligheden. Hans hårde fitnessmuskler ser blærede ud, pigerne er vilde med dem.

Fritidsjobbet på tanken er dog ikke det bedste udgangspunkt for action, han overvejer at forsøge sig som dørmand. Han er sikker på, det vil skaffe ham en kæreste på ingen tid, men på den anden side gider han ikke spille bussemand over for halvsnaldrede mindreårige.

Midt i det eksistentielle regnestykke står narkomanen med skyderen pludselig foran ham. Heldigvis er der en disk imellem. Han stormer ind på toilettet og låser døren efter sig.

Efter formiddagskaffen går han ud. Den salte brise stryger ham om kinderne og får øjnene til at løbe i vand.

Han går den sædvanlige rute, lader lydene og duftene trænge dybt ind i sjælen. Forbi bænken med stodderne, forbi pølsevognen, pakhuslejlighederne og den blå skulptur ved toldboden. Han stopper, mærker kaldet fra havnebassinets sorte vand.

Han har losset sild her så ofte, at han kunne finde rundt med lukkede øjne, hvis ikke det var for alle de nye påfund, der skyder op som forhindringer på hans vej. Han lader den hvide stok med de røde striber bestemme vejen hjem.

Det ser virkelig ud, som om kræet svømmer tværs over badeværelsesgulvet. Hun sidder på toilettet med hælene oppe på brættet. Hader, hader, hader kryb.

Hun er holdt op med at kalde på mor, når der sidder et stankelben i hjørnet, vil ikke høre mere om entomofobi, selv om rygsøjlen er ved at folde sig sammen og forlade hende hver gang.

Sølvfiskene er de værste. Hun plejer at tænde lyset på badeværelset og tælle til hundrede, før hun åbner døren. Men ikke denne gang. Det er på tide at tage sig sammen, hun fylder trods alt snart halvtreds.

Hver gang køleskabet slukker, vågner han. Det larmer som en vognfuld metalskrot på en hullet grusvej. Lige meget, han skal ikke noget, falder hurtigt i søvn igen.

Han er heldig, når han selv skal sige det. Skurvognen står i haven hos en venlig mand, der købte hans blad, dengang han stadig stod foran Kvickly hver formiddag. Han må bo her, så længe han bruger havelågen i baghaven og ikke går ind fra villavejen.

Der er stadig nok til et par dage i køleskabet. Han fylder en pose og trasker ned til de andre på bænken ved havnen.

Han skyller tallerkenen af, stiller den ved vasken. Chefen bliver sur, hvis han kommer for sent igen. Han har vænnet sig til at forsøde studietiden med takeaway og rødvin.

De andre kan bare lade hans tallerken stå. Man rydder op efter sig selv, men ikke altid med det samme. Hende den emsige er flyttet, så fælleskøkkenet er blevet helt hyggeligt.

Langhårede madrester i køleskabet er bagsiden af husfreden, han pakker sin egen mad ind. En uventet lyd får ham til at vende sig om. Køleskabsdøren går langsomt op, nogen eller noget har åbnet den indefra. Der røg det job.

Klappen åbner sig. Han stirrer på bundterne af pengesedler. Hånden krammer om mønten i lommen. Hvor mange lakridspiber kan man få for sådan et bundt? Han bliver næsten svimmel.

Det er mange år siden, men indtrykket har sat sig fast i en afkrog af hjernen. Han havde næsten glemt det. Nu står det så levende for ham, at han kan mærke fornemmelsen i maven igen. Men lakridspiberne er for længst fortid.

Hånden krammer om attrappen i lommen, da han smækker døren til tankstationen op og stormer frem mod den unge mand ved kassen.

Han koncentrerer sig om at høre, hvad kassepigen siger. Man kan ikke kalde dem damer længere. Det er svært, hun har tørklæde på.

Flaskerne kører forbi på båndet. Han skal også have en af dem fra hylden bag pigen. Han stirrer forlegent ned i rollatorkurven, undgår hendes blik.

Udenfor løser han pudlen og trasker hjemad. Sønnen kommer i dag, de skal have en øl og en snaps til silden. Han har endda været i bad.

Han hilser på et ungt par i solskinnet, de kigger den anden vej. Han smiler til bøgetræet ved indkørslen. Den gode stemning bliver hængende.

Hun mærker det, før hun træder ind over dørtrinet. Som om molekylerne i luften sitrer på en fremmed måde. Måske en lugt, en forkert luftfugtighed.

Hun har lært det af kæresten. Det er sådan noget, man tager med sig hjem fra Afghanistan.

Adrenalinen sætter ind, da hun tænder lyset. Ikke fordi hun er overrasket, det er mere chokket over at få bekræftet intuitionen. Ægget er væk. Lampen over sofabordet. Jord på gulvet. Ikke andet, men det er nok.

Benene svigter, hun sætter sig ned på gulvet og skjuler ansigtet i armene. Han rejste ud igen i morges.

Han ser bilen for sent, den kommer imod ham som gennem en portal fra en anden tid. Han river i rattet, men bilen fortsætter ligeud. Han skriger. Han slipper og stirrer paralyseret ind i lygterne.

Det er lige meget, hvad der faktisk skete. Resultatet er altid det samme: Sammenstødet flænser passagersædet op og sender hans datter i koma. Scenen gentager sig i en uendelighed, uanset om han sover eller er vågen.

Han skulle ikke have givet hende lov til at sidde på forsædet. Hun skulle slet ikke have været med. Han skulle have ventet med at tjekke den sms.