Forfatter: admin (side 2 af 7)

Døden

Kolonien

Afgrund

Iskrystaller

Drøm

Råger

Skudår

Vand

Februar

Dråber

Skoen

Der ligger en sko på motorvejen. Jeg ser den fare forbi vinduet, og jeg kan ikke stoppe. Hvad skulle det også gøre godt for, der ligger kun én. Der er ingen, der kan bruge en enkelt sko til noget, med mindre man har fået amputeret et ben. Og selv der kan man ikke vide, om det er den rigtige sko. Det kunne være en venstresko, når det var højre fod, der stadig var intakt. Faktisk forsvinder skoen så hurtigt i bakspejlet, at jeg ikke når at se, hvilken fod den er til. Sandsynligheden for, at nogen kan bruge skoen til noget, er meget lille. Med mindre den bliver fundet af den, der tabte den. Og at den person ikke i mellemtiden har smidt den anden sko ud.

Læs resten

Stemmer

Alle disse stemmer og lugte, mennesker overalt omkring hende, alt for tæt på. Hun kan ikke lukke dem ude, menneskehavet slår sammen om hende, fylder hovedet med vat.

Hjertet stopper, åndedrættet er på vågeblus, hjernen mangler ilt. Det haster med at genfinde balancen. Hun lukker øjnene for at skabe sit eget rum, en luftboble midt i denne fremmede, undersøiske verden.

Her kan hun mærke dem, en efter en kommer de frem foran hende, viser deres indre liv, afgiver dufte, fortæller deres historie. Hun sanser deres drømme, længsler, håb, fortvivlelse. Hun ser deres verdener.

Så begynder hun at skrive.

Ingen panik

Det buldrer og brager, han smider sig ned med armene oppe omkring hovedet. Knæene ryger op til hagen. Det sker automatisk, han kan ikke slå rygmarvsreaktionen fra.

Tankerne flyver i alle retninger, han bider tænderne sammen, vrister højre arm fri og hamrer den ned i gulvet. Stop … stop … STOP. Vejret ind gennem næsen – fem – fire – tre – to – en – pust langsomt ud. Rolig nu.

Kroppen holder op med at krampe. Han får fat i ørepropperne på natbordet, stilheden sætter ind.
I stuen fortsætter børnene begejstret med at sprænge den lange strimmel bobleplast fra papkassen med fladskærmen.

Venligheden selv

Pigen står på tæer foran kølemontren, men de farvestrålende yoghurtbægre er uden for rækkevidde. Hun kalder på sin mor, der er ved at undersøge mængden af tilsætningsstoffer i en spegepølse.

En midaldrende dame kommer pigen til hjælp og indkasserer et strålende smil. Der er varme nok til resten af dagen. Hendes egne børnebørn må ikke få sådan noget. Pigen dumper sin fangst i indkøbskurven.

Sikke en sød dame, siger moren, og sender et bebrejdende blik i hendes retning. Damen undviger behændigt sarkasmen. Hun blinker indforstået til pigen og lægger en plade chokolade i sin egen kurv.

Bump på vejen

Cyklisten har bundet hundesnoren fast til styret. Ved siden af triller en tæppetisser-terrier af sted. Man kan ikke se benene for pels, den har slidt dem af i forsøget på at følge med sin herre. Terrieren sakker bagud, cyklisten trækker i snoren, sænker farten.

Manden i bilen ser cyklisten i bakspejlet. Han holder ved kantstenen og venter på sin date. Endelig kommer hun. De er sent på den. Han lader cyklisten passere, gasser så op for at imponere damen og drejer ud på vejen.

Det lille bump tilskriver han kantstenen, rynker undrende panden ad cyklistens knyttede næve.

Plastik

Hun har tænkt på det, siden hun så billederne af hvalen med maven fuld af plastik. Karkludene er hjemmestrikkede, tøjet økologisk. Hun har sit eget net med hen i supermarkedet, bruger aldrig mere fryseposer.

Venindernes blikke siger det hele. Misundelse, foragt, bedrevidenhed, hele spekteret. Man kan alligevel ikke gøre noget, siger de, din protest er en dråbe i havet. Måske, men så er den dråbe i det mindste ikke fyldt med mikroplast.

Hun har forberedt en overraskelse til dem i dag, en slags anskuelighedsundervisning. Kanden med friskpresset appelsinjuice står på bordet, hun mangler bare at tilføje lidt ekstra ”frugtkød”.

Vaskedag

Vaskemaskinen drejer rundt, det samme gør hendes hoved, men tøjet vasker ikke sig selv. Næste gang må hun huske at vaske før byturen.

Vaskeriets app på mobilen bekræfter, at hun har to maskiner til rådighed. E-vaskeri, tja. Der går nogle år, før man kan sidde i sin lejlighed og teleportere vasketøjet ned i vaskeriet med sin telefon. Hun smiler, smækker lågen i, trykker start.

Hun sætter sig på bænken og griber i lommen efter telefonen. En ubehagelig tanke manifesterer sig et tåget sted i baghovedet. Hun drejer langsomt hovedet. Inde i vaskemaskinen til venstre flyder en sort firkant forbi.

Ude i kulden

Bænken føles kold tværs gennem vindjakken. Det er ikke sommer mere, men dynejakken og støvlerne ligger i en bagageboks, som han har glemt nummeret på.

Han tænder en smøg og læner sig lidt frem. Heldigvis regner det ikke, bænken er tør. Sidste år blev det ikke rigtig vinter.

Albuerne hviler på knæene, røgen siver ud af næse og mund, det ulmer i brystet. Blikket rammer de skæve tånegle i sandalerne. De er blålige.

Det går nok ikke. Han må vinde nøglen tilbage fra Tubbe i morgen. Han kan da ikke blive ved med at sidde i uheld.

Utilstrækkelig

Jeg er usynlig. Svæver gennem verden uden at efterlade spor. Min stemme er usynlig, min tekst på facebook. Glider gennem nyhedsstrømmen, lander mellem linjerne.

Jeg er ikke blevet væk. Jeg har aldrig været her. Jeg er til stede overalt.

En skygges åndedrag, en hvisken uden krop. Som en elverpige uden rygrad, krøllet sammen i din inderste hjernevinding, spytter jeg dig i øret.

Aldrig nok. Altid for lidt.

Strømmen er stærk, river dig med som en vissen kvist. Videre, videre. Vandfald forude. Det sidste sus, det sidste og det første. I morgen begynder jeg forfra. Skygger efterlader ingen døde kroppe.

Stilleben

Morgenkaffen dugger hans briller til. Med vilje. Hun reagerer ikke, det plejer ellers at få hende til at grine.

Hun har været så tavs på det seneste, han er bekymret. Engang gik han og ønskede, hun ville tie stille en gang imellem. Ikke længere. Han vil høre hendes tanker, hvad der plager hende.

Hun stirrer på ham med tomme øjne, en tåre finder vej ud af hans øjenkrog. Så banker det på døren, hjemmehjælperen kommer ind uden at vente på svar. Hun tager et frisk pust med sig udefra.

Hej, Nielsen, siger hun, sidder du her helt alene.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2019 Vægtløs

Tema af Anders NorenOp ↑