Forfatter: admin (side 2 af 5)

Akkord

Tallerknerne klirrer i vasken. Ved siden af ham ligner stablerne skæve skyskrabere, men han ænser dem ikke. Han bliver alligevel aldrig færdig, først ved fyraften.

Børsten kører langsomt rundt. Omhyggeligt. Det skal gøres ordentligt, det sagde hans far altid. Han kan stadig mærke den sviende fornemmelse på kinden og hovedpinen, der overfalder ham bagfra.

Hurtigt og ordentligt passer ikke sammen. Jobbet er ikke på akkord, det har han prøvet. Jobvejlederen himlede med øjnene, sidst han var dernede.

Det her er ok. Han har regnet ud, hvor meget han skal nå for at undgå ballade. Det er hans akkord nu.

Nærdødsoplevelse

Hjalte har blod over det hele. Det gik fuldstændig galt. Allermest har han lyst til at stikke af, men man lader ikke sin ven ligge og dø sådan der. Alene.

Et støn rykker ham ud af spekulationerne. Vennen er vist ikke helt død endnu. Han bøjer sig ned og stirrer på såret i tindingen. Der er noget hvidt derinde. Kraniet. Han trækker sig forskrækket væk, da Hjalte åbner sine vilde zombieøjne. Armene flyver op foran ansigtet.

Idiot, hvæser Hjalte og sparker benene væk under ham. Han når lige at mærke lettelsen skylle gennem kroppen, før mørket falder over ham.

Tid

Der var Træskojens og Tudesofie, Slåtilsøren og Suttelise. Alle de år, alle de liv. Måske ligger de på kirkegården med næsen mod øst nu. Hun er på vej tilbage, ringen sluttes. Årene dengang står så skarpt, og i går blegner. Dagene er ens.

Her er oldinge i gammelmandsbukser og pludderhøner, der altid vil have tossekassen tændt. Hun vil hellere sidde inde hos sig selv, men plejepersonalet får ballade. Datterens samvittighed har det bedre, hvis hun sidder og gaber i dagligstuen.

Her sidder hun så og lader tiden gå. Hun har jo nok af den – så længe det varer.

Forbudt

Hun har huen ned i øjnene, og det er forbudt, når halstørklædet sidder oppe om næsen. Det siger Tue. Men det er koldt. Dammen er frosset til, ænderne ryster med næbbene og græder over deres forsvundne andemad.

Tue har en elefanthue, det er også forbudt. Han er ligeglad, for hans forældre skal skilles. Så må man gerne gøre forbudte ting: Slå med knytnæver, gå med elefanthuer. Hun har ingen far, men det gælder ikke. Det er så længe siden, at det er normalt.

Hun trækker halstørklædet ned om hagen. Der er ingen undskyldning for noget mere. Kun for Tue.

Sådan er det bare

Ugler er kloge. Torsk er dumme. Sådan er det bare. Det er ligegyldigt, at videnskaben mener det modsatte. Nogle ting er, som de er.

Tag nu for eksempel mig. Snegl, kalder de mig. Jeg er ikke specielt langsom. Det er de andre, der er for hurtige. Jeg forsøger ikke at indhente dem, for de har godt af at lære lidt om andre kulturer.

Desværre ser de sig aldrig tilbage.

Win-win

Metallet i lommen sætter mærker i håndfladen. Det er ikke meget forkert. Et skridt over stregen, men hvem har bestemt, at den skal tegnes netop der. Kriminel er et grimt ord. Sætter folk i bås. Det har han aldrig gjort.

Dirkens klik sender en slange ned gennem rygraden. Han har lært at holde af følelsen. Adrenalinens spark til samvittigheden, en ny gang mørkegemme i et fremmed hus.

Han roder ikke i deres ting, tager ikke deres computere eller iPads, kun designermøbler og PH-lamper. De kan købe en ny, forsikringen betaler, han har coke til flere uger. Win-win.

Ny i kassen, står der på skiltet. Det er en gabestok. Hey, jeg kan ikke finde ud af det, lad være med at spørge. Kaldet efter en leder til kassen tordner ud i butikken. Igen.

Hun sveder. Varerne smutter ud af hænderne, bippene sender røde signaler til hendes flossede nerver.

Stemningen er anspændt, men ingen siger noget. Rastløse bevægelser, døde blikke, mobiltelefoner op af og ned i lommer, klynkende unger i stramme hænder.

Hun skanner køen med blikket. Flytter mælken i kurven, så den ikke maser bollerne. Holder vejret for gamlingens spritdunst. To mere, så er det hendes tur.

Parat

Fingrene danser på tastaturet. Jive eller pasodoble, måske, han er mest til tango. Han lægger et chartek på hendes bord, hun fortsætter dansen. Han har lyst til at fange hendes hånd midt i et indviklet dansetrin, trække hende op fra kontorstolen, holde hende tæt.

Hun har brug for det. De hårdt opstregede øjne stirrer indædt på skærmen. I går var de røde inde under alt det sorte. I dag er de let hævede.

Singlelivet er flygtigt, der må gerne komme noget fast. Lønnen er ved at nå et tilfredsstillende niveau, han er parat. Hvorfor skulle hun sige nej?

Lyst

Hun drømmer. Solen leger i græsset, det suser i granernes toppe. Bølgerne slikker vådt tang i sig på den anden side af klitten. Hun ligger nøgen i sandet, skjult for alles blikke, bortset fra hans. Kun sollyset trænger ind gennem hendes lukkede øjenlåg.

Huden sitrer elektrisk, da strået prikker op ad benet, stryger armen ved albuen, stikker på halsen. Hun smiler, kniber øjnene helt sammen, fniser. Han vil have hende til at tro, det er et insekt, men hun lader sig ikke narre.

Skriget overrasker hende selv, hun farer op af sengen med stikkende sorte prikker overalt. Skide myrefarm.

Vegetativ tilstand

Det er trist at se de pårørende forsøge at komme i kontakt med pigen. Sygeplejersken kender dem efterhånden ret godt. De kommer ikke hver dag mere, men næsten. Barnet ænser dem ikke, ligger bare der med stive øjne. Allerede fæstet på et sted bag forhænget.

Der skal ikke så meget til, et lille puf, så er hun videre. Til alles gavn. Hun stopper sig selv, før tanken gror fast. Skellet er tyndt som papir. Et tryk på en knap, en sprøjte i droppet. Smerten forsvinder ikke, men livet kan gå videre.

Heldigvis er der også andre patienter.

Katastrofestemning

Nyhedsjinglen runger mellem væggene i opholdsstuen, han kigger op fra sin krydsord. Fru Jensen snorker derovre i lænestolen, køkkenet skramler med opvasken, så han må skrue på høreapparatet.

Overskrifterne skifter hurtigt, desværre kun trivialiteter. Ingen orkaner eller oversvømmede byer med mennesker siddende på hustagene. Ingen mortergranater eller antiluftskyts. Kun snakkende politikerhoveder og skatteunddragelser. Kedeligt, kedeligt. Der er intet, der kan løfte tunge øjenlåg og få blodet til at rulle raskere i årerne, som en lille katastrofe.

Christoffersen stirrer på ham med sine våde hundeøjne og lommetørklædet klar. Det er det tætteste, de kommer på springflod i dag. Ak, ja.

Svingdør

Han sidder fast i svingdøren. Den i storcenteret. De kan aldrig lade ham have et rum for sig selv, skal altid lige nå at smutte med, selv om han gør sig langsom og bred. Så stopper den med en hylende lyd. Den sætter sig i halsen og i ørerne, lyden, giver dagen en blå tone.

Idioter. Det hvisler ud mellem tænderne: Idiot. Pigen stirrer og gemmer næsen i halstørklædet, fniser til sin veninde. Han klemmer hårdt om flasken i lommen, det klirrer i posen.

Fem minutter hjem til hoveddøren. I dag skal han nok klare det.

Smil

Hun er altid glad. Er det fordi, hun arbejder med blomster? Drengen står på fortovet uden for butikken og glor. Han er på vej hjem fra skole. Damen smiler og vinker til ham, han studerer sine snørebånd og såret på skinnebenet efter Mikkels fodboldstøvle.

Han får lyst til at sparke hende, damen i blomsterbutikken. Lige der, på skinnebenet. Han ved godt, det er ondt, men han ved ikke, hvordan hun ser ud, når hun ikke smiler. Øjnene slipper såret, han lægger hovedet på skrå og vinker tilbage uden at smile. Måske finder han ud af det en dag.

Tyv

Tyv. Det er mig. Livstyv. Jeg læser mig ind på dem, de andre, deres liv. Så slår jeg til. Stjæler de bedste vaner, de dårligste, mest besynderlige. Sætter dem sammen til nye liv, nye skæbner.

Skæve, uigenkendelige, alligevel så ens. Lunger, hjerter, tanker, følelser. Bevægelser. Fordomme. De er der allesammen. Alle dem, jeg har læst. Nu skriver jeg dem, om, på en ny måde, alligevel så ens.

De samme historier, der findes ingen nye. Alle har hørt allesammen før. De løfter brynene, åh, den var ny. Nej. Det ser bare sådan ud. Mærk efter. Så ved du det også.

Afsked

Han lader fingrene glide langs panelet. Forsigtigt, med skriget siddende i halsen. Der kunne være en splint, hvor malingen skaller af. Gamle paneler, malet om og om igen. Såret af hundredvis af spark, stød med stole, legetøjsbiler, dukkevogne.

Øjnene er lukkede, kalder historierne frem fra fingerspidserne. Billederne flimrer bag øjenlågene, han smiler. Blokken med sandpapir er ubrugt. Malerbøtter med nye pensler på reklameaviser fra sidste uge.

Billederne erstattes af grus, kinderne glinser. Skriget river sig løs, runger i den tomme stue. Han fanger det med hånden. Klasker den ind i væggen. Ro på. Om lidt kommer mægleren.

Tak for turen

Hun læner sig op ad væggen, hviler baghovedet mod det kølige metal. Lukker øjnene. Det summer, klikker. Hjertet dunker. Hårdt. Et sted skriger et barn, et kærestepar skændes. Glas klirrer, en hund gør.

Lydene suser forbi fra den anden side. Andre liv. Væggene trykker sig om hende, suget i maven trækker dem helt tæt på. Lige før næsen rammer døren foran hende … ding! Den går op, syvende sal.

Hun slipper den ophobede luft ud i et langt støn og åbner øjnene. Træder ud på reposen og løfter en tung arm op til søsterens ringeklokke.

Sten i skoen

Hun løber på markvejen flere gange om ugen. Når hun kommer forbi engen, skæver hun over mod det røde hus på skrænten. I dag er vejret gråt, pigen sidder der ikke. Downs, uden tvivl. Måske kunne det ikke ses på skanningen. Stakkels forældre.

En pludselig smerte under højre fod får benet til at ekse under hende, og hun lander i gruset med albuen først. En knasende lyd. Ikke knoglen, men skærmen på hendes iPhone. Pokkers. Hun tager skoen af og ryster den.

Sten i skoen burde være forbudt ved lov.

Is

Veninderne ved bordet i hjørnet taler dæmpet og tier, hver gang han nærmer sig. Skæver stjålent op mod ham. Han er ikke pæn. Maven stikker for langt ud, spaghettiarmene appellerer ikke til kvinder først i trediverne. Månen er skjult under en kasket, heldigvis. Men drengen stirrer. Is i hele hovedet. Chokoladesovs på fingrene.

Det er længe siden, han har spist is. Han kniber øjnene sammen. Husker. Kold is på tungen og læberne, næsten-smerten i panden, klistrefingre, den kildrende fornemmelse af dråberne ned ad hagen. Lussingen, når hans mor opdagede svineriet.

Is er for børn, synes han. Kun for børn.

På valg

Hun studerer de røde pletter på skjortekraven. Snuser. Hans eau de cologne overdøver alt andet. Han kaster et stjålent blik mod hende fra spejlet i entreen. Glimtet i øjet irriterer hende. Der er ikke noget at grine ad. Hans små eskapader puster ham op, får ham til at ligne en mishandlet ballon. Han skal holde op, det ved han også godt.

Hvad ligner det at komme hjem og smage af fremmed mad. Rå løg. Hun hader rå løg. Han er nødt til at vælge. Hotdogs og burgere eller hende. Det burde vel ikke være så svært.

Rundtosset

Verden snurrer rundt. De samme ting kommer ind fra venstre og forsvinder ud til højre. Først langsomt, fødderne rammer bordbenet blødt, så papirkurven. Den vipper, finder sin plads igen uden at vælte. Han fortsætter sin nynnen, men fingrenes trommerytme på ørerne pauser. De er der endnu, stemmerne fra stuen.

Verden snurrer rundt, hurtigt nu. Stolen knirker, fødderne tapper mod gulvet, speeder den op. Bordbenet slår igen, hårdt. Papirkurven kaster op ud over det hele.

Han ser det ikke. Øjnene er lukkede, han kører i karrusel. Helt alene uden vrede stemmer.

Ældre indlæg Nyere indlæg

© 2018 Vægtløs

Tema af Anders NorenOp ↑