kroppen mere velkendt
end skøn
uden bevægelse ligger
hel men sønderskudt
af tusinde passager gennem
hinanden forbi
hinanden med
løbende trin med
listesko fuld af
buler og furer godt
brugt op
og sejler ned
ad årenes strømmende væsker
floder af tårer
fostervand og sæd
blodbække sved
i aldrig stillestående sår
lukkes af læber så
stille som storm så
vilde som vår
flyder som årer
altid på vej længere ind
længere ud mod horisontens
stikkende bue
i øjeæblets vidtåbne favntag
det er dig
jeg elsker
gennem årstidernes skiftende
farver i alle nuancer
som aldrig er sanset
så stærkt som i går
som nu
eller i overmorgen
og tiden sætter sig
hårdt i mellemrummet
mellem dellerne
hængehuden og mormorarmene
men havet i øjnene
er uforanderligt dybt
jeg drukner lykkeligt
glemmer jeg
luftens livgivende
åndedrag mellem forårsblomster
fortaber mig i
hengemte skatte i
dybets dybeste vrag i
sælsomme rygfinner i
rynkede sandorme borer
sig ned og bliver væk i
bundens bundløse mudder
alt er ligegyldigt
uden det hav
medlidenhed med mig
uden dig
er ingenting
som før
mig selv alene
mellem tomme skaller
og granit
spyttet op på bredden
af en sandløs strand
hav i øje
skønne kroppe skaller
tomme hudlaser
granit i årer
striber af liv
levet så smukt at
det er grimt nu
det er lige meget nu
ler som før som
aldrig før
i natten
mellem ingenting
og alting
