Plastik

25. februar 2018

Hun har tænkt på det, siden hun så billederne af hvalen med maven fuld af plastik. Karkludene er hjemmestrikkede, tøjet økologisk. Hun har sit eget net med hen i supermarkedet, bruger aldrig mere fryseposer.

Venindernes blikke siger det hele. Misundelse, foragt, bedrevidenhed, hele spekteret. Man kan alligevel ikke gøre noget, siger de, din protest er en dråbe i havet. Måske, men så er den dråbe i det mindste ikke fyldt med mikroplast.

Hun har forberedt en overraskelse til dem i dag, en slags anskuelighedsundervisning. Kanden med friskpresset appelsinjuice står på bordet, hun mangler bare at tilføje lidt ekstra ”frugtkød”.

Vaskedag

24. februar 2018

Vaskemaskinen drejer rundt, det samme gør hendes hoved, men tøjet vasker ikke sig selv. Næste gang må hun huske at vaske før byturen.

Vaskeriets app på mobilen bekræfter, at hun har to maskiner til rådighed. E-vaskeri, tja. Der går nogle år, før man kan sidde i sin lejlighed og teleportere vasketøjet ned i vaskeriet med sin telefon. Hun smiler, smækker lågen i, trykker start.

Hun sætter sig på bænken og griber i lommen efter telefonen. En ubehagelig tanke manifesterer sig et tåget sted i baghovedet. Hun drejer langsomt hovedet. Inde i vaskemaskinen til venstre flyder en sort firkant forbi.

Ude i kulden

23. februar 2018

Bænken føles kold tværs gennem vindjakken. Det er ikke sommer mere, men dynejakken og støvlerne ligger i en bagageboks, som han har glemt nummeret på.

Han tænder en smøg og læner sig lidt frem. Heldigvis regner det ikke, bænken er tør. Sidste år blev det ikke rigtig vinter.

Albuerne hviler på knæene, røgen siver ud af næse og mund, det ulmer i brystet. Blikket rammer de skæve tånegle i sandalerne. De er blålige.

Det går nok ikke. Han må vinde nøglen tilbage fra Tubbe i morgen. Han kan da ikke blive ved med at sidde i uheld.

Stilleben

22. februar 2018

Morgenkaffen dugger hans briller til. Med vilje. Hun reagerer ikke, det plejer ellers at få hende til at grine.

Hun har været så tavs på det seneste, han er bekymret. Engang gik han og ønskede, hun ville tie stille en gang imellem. Ikke længere. Han vil høre hendes tanker, hvad der plager hende.

Hun stirrer på ham med tomme øjne, en tåre finder vej ud af hans øjenkrog. Så banker det på døren, hjemmehjælperen kommer ind uden at vente på svar. Hun tager et frisk pust med sig udefra.

Hej, Nielsen, siger hun, sidder du her helt alene.

Action

21. februar 2018

Han forestiller sig ofte, hvordan det er at være actionhelt. Altså, sådan i virkeligheden. Hans hårde fitnessmuskler ser blærede ud, pigerne er vilde med dem.

Fritidsjobbet på tanken er dog ikke det bedste udgangspunkt for action, han overvejer at forsøge sig som dørmand. Han er sikker på, det vil skaffe ham en kæreste på ingen tid, men på den anden side gider han ikke spille bussemand over for halvsnaldrede mindreårige.

Midt i det eksistentielle regnestykke står narkomanen med skyderen pludselig foran ham. Heldigvis er der en disk imellem. Han stormer ind på toilettet og låser døren efter sig.

Havnetur

20. februar 2018

Efter formiddagskaffen går han ud. Den salte brise stryger ham om kinderne og får øjnene til at løbe i vand.

Han går den sædvanlige rute, lader lydene og duftene trænge dybt ind i sjælen. Forbi bænken med stodderne, forbi pølsevognen, pakhuslejlighederne og den blå skulptur ved toldboden. Han stopper, mærker kaldet fra havnebassinets sorte vand.

Han har losset sild her så ofte, at han kunne finde rundt med lukkede øjne, hvis ikke det var for alle de nye påfund, der skyder op som forhindringer på hans vej. Han lader den hvide stok med de røde striber bestemme vejen hjem.

Små plageånder

19. februar 2018

Det ser virkelig ud, som om kræet svømmer tværs over badeværelsesgulvet. Hun sidder på toilettet med hælene oppe på brættet. Hader, hader, hader kryb.

Hun er holdt op med at kalde på mor, når der sidder et stankelben i hjørnet, vil ikke høre mere om entomofobi, selv om rygsøjlen er ved at folde sig sammen og forlade hende hver gang.

Sølvfiskene er de værste. Hun plejer at tænde lyset på badeværelset og tælle til hundrede, før hun åbner døren. Men ikke denne gang. Det er på tide at tage sig sammen, hun fylder trods alt snart halvtreds.

Grøn livsstil

18. februar 2018

Hver gang køleskabet slukker, vågner han. Det larmer som en vognfuld metalskrot på en hullet grusvej. Lige meget, han skal ikke noget, falder hurtigt i søvn igen.

Han er heldig, når han selv skal sige det. Skurvognen står i haven hos en venlig mand, der købte hans blad, dengang han stadig stod foran Kvickly hver formiddag. Han må bo her, så længe han bruger havelågen i baghaven og ikke går ind fra villavejen.

Der er stadig nok til et par dage i køleskabet. Han fylder en pose og trasker ned til de andre på bænken ved havnen.

Opvask

17. februar 2018

Han skyller tallerkenen af, stiller den ved vasken. Chefen bliver sur, hvis han kommer for sent igen. Han har vænnet sig til at forsøde studietiden med takeaway og rødvin.

De andre kan bare lade hans tallerken stå. Man rydder op efter sig selv, men ikke altid med det samme. Hende den emsige er flyttet, så fælleskøkkenet er blevet helt hyggeligt.

Langhårede madrester i køleskabet er bagsiden af husfreden, han pakker sin egen mad ind. En uventet lyd får ham til at vende sig om. Køleskabsdøren går langsomt op, nogen eller noget har åbnet den indefra. Der røg det job.

Lakridspiber

16. februar 2018

Klappen åbner sig. Han stirrer på bundterne af pengesedler. Hånden krammer om mønten i lommen. Hvor mange lakridspiber kan man få for sådan et bundt? Han bliver næsten svimmel.

Det er mange år siden, men indtrykket har sat sig fast i en afkrog af hjernen. Han havde næsten glemt det. Nu står det så levende for ham, at han kan mærke fornemmelsen i maven igen. Men lakridspiberne er for længst fortid.

Hånden krammer om attrappen i lommen, da han smækker døren til tankstationen op og stormer frem mod den unge mand ved kassen.

Besøg

15. februar 2018

Han koncentrerer sig om at høre, hvad kassepigen siger. Man kan ikke kalde dem damer længere. Det er svært, hun har tørklæde på.

Flaskerne kører forbi på båndet. Han skal også have en af dem fra hylden bag pigen. Han stirrer forlegent ned i rollatorkurven, undgår hendes blik.

Udenfor løser han pudlen og trasker hjemad. Sønnen kommer i dag, de skal have en øl og en snaps til silden. Han har endda været i bad.

Han hilser på et ungt par i solskinnet, de kigger den anden vej. Han smiler til bøgetræet ved indkørslen. Den gode stemning bliver hængende.

Fremmed indtrængen

14. februar 2018

Hun mærker det, før hun træder ind over dørtrinet. Som om molekylerne i luften sitrer på en fremmed måde. Måske en lugt, en forkert luftfugtighed.

Hun har lært det af kæresten. Det er sådan noget, man tager med sig hjem fra Afghanistan.

Adrenalinen sætter ind, da hun tænder lyset. Ikke fordi hun er overrasket, det er mere chokket over at få bekræftet intuitionen. Ægget er væk. Lampen over sofabordet. Jord på gulvet. Ikke andet, men det er nok.

Benene svigter, hun sætter sig ned på gulvet og skjuler ansigtet i armene. Han rejste ud igen i morges.

Skyldig

13. februar 2018

Han ser bilen for sent, den kommer imod ham som gennem en portal fra en anden tid. Han river i rattet, men bilen fortsætter ligeud. Han skriger. Han slipper og stirrer paralyseret ind i lygterne.

Det er lige meget, hvad der faktisk skete. Resultatet er altid det samme: Sammenstødet flænser passagersædet op og sender hans datter i koma. Scenen gentager sig i en uendelighed, uanset om han sover eller er vågen.

Han skulle ikke have givet hende lov til at sidde på forsædet. Hun skulle slet ikke have været med. Han skulle have ventet med at tjekke den sms.

Nærdødsoplevelse

11. februar 2018

Hjalte har blod over det hele. Det gik fuldstændig galt. Allermest har han lyst til at stikke af, men man lader ikke sin ven ligge og dø sådan der. Alene.

Et støn rykker ham ud af spekulationerne. Vennen er vist ikke helt død endnu. Han bøjer sig ned og stirrer på såret i tindingen. Der er noget hvidt derinde. Kraniet. Han trækker sig forskrækket væk, da Hjalte åbner sine vilde zombieøjne. Armene flyver op foran ansigtet.

Idiot, hvæser Hjalte og sparker benene væk under ham. Han når lige at mærke lettelsen skylle gennem kroppen, før mørket falder over ham.

Win-win

7. februar 2018

Metallet i lommen sætter mærker i håndfladen. Det er ikke meget forkert. Et skridt over stregen, men hvem har bestemt, at den skal tegnes netop der. Kriminel er et grimt ord. Sætter folk i bås. Det har han aldrig gjort.

Dirkens klik sender en slange ned gennem rygraden. Han har lært at holde af følelsen. Adrenalinens spark til samvittigheden, en ny gang mørkegemme i et fremmed hus.

Han roder ikke i deres ting, tager ikke deres computere eller iPads, kun designermøbler og PH-lamper. De kan købe en ny, forsikringen betaler, han har coke til flere uger. Win-win.

Katastrofestemning

2. februar 2018

Nyhedsjinglen runger mellem væggene i opholdsstuen, han kigger op fra sin krydsord. Fru Jensen snorker derovre i lænestolen, køkkenet skramler med opvasken, så han må skrue på høreapparatet.

Overskrifterne skifter hurtigt, desværre kun trivialiteter. Ingen orkaner eller oversvømmede byer med mennesker siddende på hustagene. Ingen mortergranater eller antiluftskyts. Kun snakkende politikerhoveder og skatteunddragelser. Kedeligt, kedeligt. Der er intet, der kan løfte tunge øjenlåg og få blodet til at rulle raskere i årerne, som en lille katastrofe.

Christoffersen stirrer på ham med sine våde hundeøjne og lommetørklædet klar. Det er det tætteste, de kommer på springflod i dag. Ak ja.

Fugle i vinden

12. februar 2017

Tungen i mundvigen. Hun har sat tænderne i den, så den ikke laver ulykker. En saks i græsset. Fingrene klemmer om papir. Folder, folder ud, folder igen. Nye vinkler. Øjnene hænger i en skarp kant. En stump hvidt vipper på et græsstrå. Længere ude skråner plænen mod skrænten, så det bratte fald mod havet. Vinden tager fat i hendes hår, de små afklip på tæppet. Hun kigger op. Tænderne slipper tungen, en dråbe hænger i læben. Øjnene glipper. Flagrende fugle i vinden. De forsvinder ud over kanten. Hun ser dem som hvide toppe på bølgerne. Smiler.

Alvorligt

18. oktober 2016

Det er alvorligt. Meget alvorligt. Så alvorligt, at det ville være en fornærmelse at smile. Jeg smiler alligevel. For mig selv. Indeni.

tag det hele

10. oktober 2016

tag mig

med vilje overalt

du kommer

gør det igen

uden at spørge

/

tag din ven

og din fjende

smukt foran aftensolen

tandpastasmil

uden sorte huller

/

tag verden

uden accept

med kæppe i øret

uden fornemmelse

for takt

/

tag alt

igen og igen

efterlad intet

uden chance for succes

udelt

/

tag alle

undtaget analoge

fortidsøgler

fortabt for evigt

uden facebook

Havet ved verdens ende

11. september 2016

Hun står på en stor sten ved havet. Det er morgen. Solens stråler rammer hendes hoved skråt bagfra og får de spredte grå hår til at skinne. Hendes blik hopper fra bølge til bølge, de hvide toppe skifter hele tiden position, som om de slår smut hen over havoverfladen.

Drømme

1. september 2016

Jeg kan ikke huske drømme. Jo. Enkelte drømme husker jeg, men det er altid dem, der ikke er værd at gemme på. Jeg husker de drømme, jeg helst vil glemme, resten glemmer jeg.

Det ukendte

18. august 2016

Det var aldrig rigtig til at vide. Mørket kunne komme midt på dagen, tidligt på aftenen, eller endda sætte ind fem minutter efter bevidstheden en tidlig morgen. Jeg famlede mig frem med strakte arme, til fingerspidserne rørte noget velkendt. Det var aldrig rigtig til at vide, hvad der først kom inden for rækkevidde.

Sidste salgsdato

1. februar 2016

Hun tog den haleløse kat med hjem. Han sad på en trappesten og kiggede undrende efter hende. Der var ingen anden udvej, hvis hun skulle undgå de stirrende øjne. Det var godt med et mandfolk i huset igen. Katten spiste hendes makrel. Så slap man af med den, tænkte hun. Det var tæt på sidste salgsdato. En uge efter forlod han hende.

børn og hunde

31. maj 2015

børn og hunde burde forbydes

i varme biler om sommeren

sidder de og hyler om kap

eller rækker tunge og savler

hvis de ikke har siddet der for længe

så al væsken er brugt på kølesystemet

og munden er tør som sandkage

citronmåner fra firserne

med gult fråde i mundvigene

som i øvrigt vender nedad

Jeg er tekst

23. april 2015

Jeg kan ikke huske, at bogstaver på et tidspunkt ikke har formet sig til ord og sætninger, så snart jeg så dem. Men siden de fleste spædbørn er født uden evne til at læse, må den tid jo have eksisteret også for mig. Det er en næsten uhyrlig tanke. For teksten er en del af mig, den er i mig, omkring mig, den er mig. Jeg er tekst.

åndenød

30. januar 2015

proppen er oppe

mine væsker

i en hvirvlende strøm

rundt og rundt

om et hul

i ozonlaget

tilværelsens malstrøm

i en nedadgående spiral

fylder atmosfæren

med co2

trykken for brystet

lungerne får ikke nok

snap snap snapper efter

vejret

er dårligt

ser ud som torden

i horisonten

er mit hjerteslag

en skypumpe

en tropisk orkan

eller en luftning i græsset

som i øjets

ildevarslende stilhed

er øjeblikket

nær hvor

alting holder op

eller

alting begynder

at dreje den anden vej

Rollatorpassiar

7. januar 2015

– Har du hørt det om Åge?

– Hvem Åge?

– Ham med pudlen.

– Nåhr, ham. Nej.

Julerejsen

21. december 2014

Hun sad i toget og kiggede ud af vinduet, men det eneste, hun kunne se, var sit eget spejlbillede. Det var lillejuleaften, og toget var fyldt til bristepunktet.

Langt ude

23. februar 2014

Vandet når til anklerne. Hun ser mor i badekåben. Den har samme farve som en gris. Lugten rammer hende som en lussing, og hun lukker al luften ud af lungerne i skrig efter skrig.

Glemsel

7. december 2013

Hun vågner midt om natten. Der er noget, hun har glemt. Noget vigtigt. Har hun slukket for komfuret? Ovnen? De har slet ikke været tændt i dag. Kaffemaskinen har hun ikke brugt længe. Hun stirrer op i loftet. Prøver at huske.