Vind i håret

4. september 2017

Hun ved ikke, hvordan det går til. Nogle gange ligger natkjolen og trusserne pænt lagt sammen ved siden af sengen om morgenen. Det er de nætter, hun drømmer mest. Normalt vågner hun flere gange, det er alderen. Svedeture. Tissetrang. Alt det der. Men ikke de nætter. Drømmenætterne. Hun ved det allerede, inden virkeligheden prikker hendes øjne åbne, behøver ikke se efter den sirlige tøjbunke. Det er fornemmelsen af dynebetrækket mod den nøgne hud. Boblerne i maven. Fugtigheden i skridtet. En klar erindring om vind i håret. Hun stopper tankerækken der. Det bliver en god dag.

Myrekryb

27. august 2017

Mikroovnen er ulækker, hvis man tager sig tid til at se efter. Det gør hun altid. Ligesom hun altid efterlader køkkenet renere, end da hun kom. Desværre har de andre ikke samme indstilling. Hun skrubber og skurer, og lige skident er det. Fælleskøkkener har Fanden skabt. Godt hun snart er færdig på uni. Så skal de få en overraskelse. Nej, hun bilder sig ikke ind, at de vil savne hende. Det er noget helt andet, hun har i tankerne. Det lille terrarium står på værelset. Hun glæder sig til at give krybene deres frihed. Så kan de lære det.

Med vilje

26. august 2017

Nu står hun der igen. Helt ude på kanten. Splitterfornøjet. Det er tredje gang i denne måned, og vi er kun lige over halvvejs. Lukkede øjne, hænderne ud til siderne. Håret flagrer i vinden. Titanic, kommer jeg til at tænke på. Filmen. Mangler bare Di Caprio. Tøjet, selvfølgelig. Og mågerne. Men det er altid om natten. Gør hun det med vilje, eller går hun i søvne? Håber det første. En midaldrende dame på taget af en boligblok, syv etager er der op. Ja, det må hellere være med vilje

Forbi overmoden

25. august 2017

Det er på høje tid. Jeg er forbi overmoden. Et surt, gammelt, rynket æble, der har ligget for længe i kurven. Undskyld tillægsordene. De er jo så umoderne, tillægsordene. Nå, men så passer de til mig, jeg finder på nogle flere: Forsmået, fortabt, forglemt, forbigået. Jeg hader, når man tager hul på en ny pakke, før den gamle er brugt op. Det sidste æble i kurven bliver aldrig spist. Det ligger bare der og rynker. Til sidst bliver det dårligt og smitter de andre. Det kommer snigende. Pas hellere på.

Bare et ord

17. marts 2017

Abort. Det står på skærmen. Helt uden mening eller sammenligning. Alligevel gør det ondt i halsen. Hun synker. Klikker hurtigt på knappen og afbryder den proces, der var i gang i computeren. De burde få det program oversat. Hun har nævnt det flere gange, men de synes ikke, det er nødvendigt. Alle her forstår jo engelsk. Hun rejser sig hurtigt og forsvinder ud på toilettet.

Kontakt

26. februar 2017

Stemmerne når hende som gennem en glasvæg. Deres munde bevæger sig, men lyden er forsinket. Hun skal koncentrere sig for at høre, hvad de siger. Meget. Det kan hun kun et øjeblik ad gangen.

Hun svarer ikke. Hun ved ikke, om de taler til hende eller om hende. Kun når de siger hendes navn, reagerer hun. De bemærker det ikke. Hovedet nægter at lystre, når hun forsøger at dreje det. Måske vinker hånden ikke. Måske er det bare noget, hun forestiller sig. Hun øver sig hver dag.

Bare de ville sige hendes navn lidt oftere.

Takt og tone

24. februar 2017

Hun kan ikke lade være med at gå i takt. Den røde lygte i Bellas halsbånd sender sine blink direkte ind i hendes nervebaner. Hellere det end holde øje med, om hun træder på stregerne. Hun burde være vokset fra det. Hundeposen slår samme takt uden på frakkelommen. Sætter tanken fri.

Den gamle mand i vinduet vinker til hende, som han plejer. Hun lader som om, hun ikke ser ham. Trafikken summer i baggrunden, overdøver hyletonen i ørerne. Det er det bedste ved morgenturen. En halv times tid uden stilheden, der aldrig bliver den samme igen.

Vindueskigger

23. februar 2017

Kvinden med den lille hund går forbi hans vindue hver morgen. Hunden har jakke på og en blinkende lygte i halsbåndet. Hun ser trist ud, men måske er hun bare langt væk i sine egne tanker.

Han løfter spejlet i sit skød og kigger efter. Jo, det kan godt se sådan ud. Han rækker ud efter glasset med appelsinjuice ved siden af kørestolen. Løfter det forsigtigt og nipper til det. Spilder lidt. Det er svært at holde det stille nok, men det går. Kiksen har han ikke lyst til lige nu. Den skal også holde helt til frokost.

Lyden af angst

20. februar 2017

Braget fra trappen. Den knasende lyd. Stilheden bagefter. Det sker ikke, tænker hun. Det sker bare ikke.

Lyden runger i ørerne igen og igen.
Skuldrene kryber op mod ørerne, øjnene bliver sprækker. En isklump smelter et sted i nakken og lader smeltevandet løbe ned gennem rygmarven. Det har sat sig som klumper i muskulaturen ved skuldrene og sendt lange tråde hele vejen ned til lænden.

Dagen igennem er lyden der. Inde i hendes hoved. Det sker ikke. Hun kan bare ikke lade tanken ligge, selv om børnene for længst er flyttet hjemmefra. Nu er der jo børnebørnene.

Der står en ko …

17. februar 2017

Fingrene er fedtede, og der løber en stribe ketchup ned ad hagen. Han skæver op på sin mor. Hun er stadig helt væk i venindens historie. Hun ser ikke noget. Manden ved bordet overfor spiser en kæmpe burger. Æder. Drengen stirrer. Har aldrig set en voksen man spise på den måde. Han glemmer at holde øje med mor. En skarp smerte i armen river ham ud af fascinationen. Ikke glo. Han ved det jo godt. Han spiser resten af sin is med blikket klistret til chokoladesovsen.

Blinde vinkler

16. februar 2017

De æder min selvtillid luns for luns. Sætter kroge i mit kød og trækker til, hver gang jeg bevæger mig. Som et insekt på en strimmel fluepapir, midt i deres klistrede forestillinger om, hvem jeg er. Jeg får lyst til at gøre noget uventet. Noget, de ikke regner med. Opløse deres sirup med et par dråber syre.
Lovende, sagde de, så sad jeg der. Egentlig gjorde jeg ikke andet end at vinde den kamp. Sådan er det med succes. Man ser ikke de blinde vinkler, før man allerede ligger der.

Fravær

14. februar 2017

Kaffemaskinen hoster og sender en dampsky ud i rummet. Det sprutter og syder. Bevidstheden kryber modvilligt op til overfladen. Hun fylder termokanden helt op. Bag hende baner en dråbe sig vej ud af tragten og lander med et hvæs på varmepladen. Hun ser ned i det sorte hul. Brillerne dugger. Glaskanden i højre hånd sitrer, skruelåget tøver med at sænke sig. Et par dråber mere når at falde ned til kaffen, før hun kommer til sig selv. Salte denne gang. Hun har lavet kaffe til to. Igen. Måske vil hun bare ikke forstå det.

Fugle i vinden

12. februar 2017

Tungen i mundvigen. Hun har sat tænderne i den, så den ikke laver ulykker. En saks i græsset. Fingrene klemmer om papir. Folder, folder ud, folder igen. Nye vinkler. Øjnene hænger i en skarp kant. En stump hvidt vipper på et græsstrå. Længere ude skråner plænen mod skrænten, så det bratte fald mod havet. Vinden tager fat i hendes hår, de små afklip på tæppet. Hun kigger op. Tænderne slipper tungen, en dråbe hænger i læben. Øjnene glipper. Flagrende fugle i vinden. De forsvinder ud over kanten. Hun ser dem som hvide toppe på bølgerne. Smiler.

Sådan er det bare

8. februar 2017

Ugler er kloge. Torsk er dumme. Sådan er det bare. Det er ligegyldigt, at videnskaben mener det modsatte. Nogle ting er, som de er. Tag nu for eksempel mig. Snegl, kalder de mig. Jeg er ikke specielt langsom. Det er de andre, der er for hurtige. Jeg forsøger ikke at indhente dem, for de har godt af at lære lidt om andre kulturer. Desværre ser de sig aldrig tilbage.

En god bog

6. februar 2017

Sidste kapitel. Enderne bindes pænt med sløjfer, alting støves af. Vi venter på det store AHA. Længslen efter et nyt første kapitel sætter ind, der googles. Mere af samme slags, please.

Der er andet i livet end bøger. Nå, ja. Men der mangler nogle sløjfer der. Og AHA’er. Der mangler nogle afstemte slutninger, hvor alting går op. Bortset fra den sidste, altså, og der er ingen garanti for sammenhæng. Jeg kan godt lide bøger.

Undskyld

4. februar 2017

Verden er et farligt sted. Man ved aldrig, hvad der kan ske. Mens jeg sidder her og skriver, dør et menneske. Hver gang jeg rører ved tasterne, propper årerne til i et hjerte. Når jeg sætter et punktum, slipper et barn sin mors slunkne bryst for sidste gang. Jeg kan ikke lade være. Tegnene vil ud. Hvis ikke, er det mit eget blod, der bliver for tykt. Undskyld.

Substitut

2. februar 2017

Jeg har brug for en stand-in. En vikar, om du vil. En, der vil leve mit liv, tage stødene, stå oprejst midt i kaos, mens jeg ruller mig sammen i min seng og sover de drømmeløses søvn. En stedfortræder til at sige alle de kloge ord, der flyver rundt i mit hoved, men altid kommer bagvendt ud. Det bliver aldrig, som jeg vil have det, livet. Måske er det i virkeligheden mig, der er substitutten.