Sidste salgsdato

Sidste salgsdato

Hun tog den haleløse kat med hjem. Han sad på en trappesten og kiggede undrende efter hende. Der var ingen anden udvej, hvis hun skulle undgå de stirrende øjne.

Det var godt med et mandfolk i huset igen. Katten spiste hendes makrel. Så slap man af med den, tænkte hun. Det var tæt på sidste salgsdato. En uge efter forlod han hende.

Stenlunger

Broen var gammel, de havde lige renoveret den. Metallet glimtede i solen. Hun lukkede øjnene. Hendes oldefar døde af stenlunger, han var med til at sandblæse den.

Hun stod på kanten. Bølgerne slog mod coasteren dybt nede. Marsvin. Vinden ruskede. Luften gik ud af hende i totter, håret fløj frit. Tang og salt. Bilos. Hans brev i småstykker, sorte fugle højt oppe. Et skridt frem. Hjemad, tænkte hun.

Havblik

Musik. Tonerne stiger og falder. Det ligner ikke noget, hun har hørt før. Luften er våd og grøn. Havkongens datter ser hendes øjne og smiler. Hun har tang mellem fortænderne. Vandet smager af fisk og gamle støvler.

Ud med hende, siger havkongen, hun hører ikke til her. Han har en fløjte i munden, men ordene flyder ubesværet til hende mellem tonerne. Havkongens datter tager fat i hendes hår og svømmer ind mod land.

Hun vågner mellem kampesten på stranden. Ikke denne gang, tænker hun og går hjem.

Som altid

Ingenting er nyt længere. Alting er sket før.

Hun sad ved vinduet og gloede ud på en solsort. Den havde spist hendes vildtfuglefrø i femogtyve år nu. Hun kunne ikke se forskel på dem. Det kunne lige så godt være den samme fugl. Bag fuglen stod hans skygge og vrængede ansigt. Man rækker ikke tunge i min alder, tænkte hun og trak gardinerne for.

Husly

Han kommer til hende om natten. Glider uden en lyd gennem ruden med panden først. Hun sover. Han lægger sig på den tomme plads ved siden af hende og betragter rynkerne på halsen og ved munden. Hendes øjenlåg bevæger sig i hurtige ryk. REM. Hun ser på ham uden at åbne øjnene. Bliv, tænker hun. Det kan jeg ikke, svarer han, det ved du godt. Hun ligger helt stille, tør ikke række hånden ud og røre ved ham, vil ikke tale ham væk.

Næste morgen er sengen tom. Termoruden i soveværelset er punkteret.

Skyggespil

Katten gnubbede sig op ad hendes ben og sagde en lille lyd. Hun havde aldrig hørt sådan en lyd fra en kat før. Som om han sagde mor. Hun var ingen kattedame, normalt forstod hun ikke, hvad de sagde. Måske tilhørte han nogen.

Halestumpen strittede lige op i vejret, hun forsøgte at lade være med at se på den. Hun åbnede døren og slap ham ud i haven. Så sad han der, mens solsorten lavede kamikazeøvelser over hans hoved. To sorte skygger bag hendes spejlbillede i vinduesruden. Livet går videre, tænkte hun og gned sig på kinden.

Stumper

Verden er i stykker. Der er ingen sammenhæng i den længere.

Hun vidste ikke, hvorfor hun ikke havde set det før. Da han stadig var hos hende, tænkte hun aldrig over det. Nu var der for mange tomme rum, hvor tankerne kunne folde sig ud. Hun vidste ikke engang, hvornår han forsvandt. Han var væk længe før sin krop. Hvor meget tomhed, kan der være i et menneske, spurgte hun katten. Han gabte dovent og vrikkede med halestumpen.

Himmelflugt

Hun er usynlig og let som en fjer. Deres blikke går lige igennem hende. Det føles som et puf i brystet hver gang. Hun holder fast i håndtaget på indkøbsvognen med hvide knoer og koncentrerer sig om at holde benene nedad og hovedet op.

Det går ikke. Hun svæver op gennem loftet, nyser af støvet under lamperne. Ingen kigger op. Hendes lyd ligger i dvale mellem tiden og eksistensen. Hun fanger en sky på hjemvejen og reder sin seng mellem regndråber. Længe efter vågner hun på græsplænen foran huset.

Støj

Jeg er bekymret for dig, sagde datteren, men hendes stemme lød irriteret. Det var en lille disharmoni i tonen, som havde været der altid. Det var først da sønnen kom, hun blev klar over, at babygråd ikke altid lyder sådan. Datteren havde købt færdigformede karbonader, frosne flødekartofler og snittet salat til hende. Som om hun ikke længere vidste, hvordan man handler ind og laver mad.

Kunne du i det mindste ikke have fundet en kat med hale, sagde datteren, jeg ved ikke, hvad det ligner med den der stump. Så gik hun.

Streger

Hun står på badeværelset og kigger på ansigtet i spejlet. Så tegner hun alle rynkerne op med en tuschpen. Hun går ud. Vigende blikke og råbende børn. Hunde gør. Lydene kommer til hende gennem ormehuller.

Drengen i kiosken giver hende byttepengene med tilbageholdt åndedræt. Før døren lukker bag hende, slipper trævler af latter ud gennem sprækken. Følelsen af frihed sidder der i flere dage.

Skyld

Er det min skyld? tænkte hun. Jeg elskede for lidt og fandt for mange fejl. I tankerne spolede hun båndet tilbage.

Den haleløse kat lå i sofaen ved siden af hende, hun kløede ham distræt på maven. Inde under pelsen startede motoren med en snurrende lyd. Hvis det bare var så enkelt, tænkte hun, man skulle have været en kat.

En lyd ved havedøren fangede hendes opmærksomhed. Naboens røde kat bankede på. Hun rejste sig og lukkede den ind. En kat fra eller til, sagde hun til den haleløse.

Hokuspokus filihankat

Hun flyver. For en time siden lagde hun sadel på Haleløs, og nu flyver de højt oppe over byen. Hun ved, de må være der et sted, ormehullerne. Hun vil finde dem og rejse tilbage til dengang, før det hele begyndte at gå galt. Måske kan hun stadig nå at redde det.

Tiden er gået i stå, hun kan mærke det. Støvet i stuen lægger sig ikke, det svæver i limbo over vindueskarmen og tv’et. Det er et tegn. Tiden står stille for hendes skyld. Find musehullet, siger hun til Haleløs, jeg ved, du kan.

Skildpaddeis

Hun sagde sit job op før samtalen med afdelingslederen. Den fornøjelse skulle han ikke have. Han så overrasket ud, det morede hun sig lidt over. Hun kunne ikke koncentrere sig længere, sad og dagdrømte og glemte vigtige aftaler med kunderne. Han foreslog en sygemelding, men hun var jo ikke syg, bare lidt ude af balance. Hun havde brug for en frisk start.

Den første forårsregn faldt blødt på hendes hår, den duftede af liv og nye muligheder. På vej hjem købte hun skildpaddeis.

Sol og måne

Hun stod op midt om natten og gik tur. Rundt om huset, gennem byen, forbi tomme butikker og døde kontorbygninger. Marinaens hvide skrog blinkede til hende i månelyset. Hun gik på flydebroerne mellem istandsatte fiskekuttere, sejlskibe og motorbåde, forbi skiltene med adgang forbudt for uvedkommende. Et sted var dækstolene ikke sat ind.

Hun faldt i søvn til bølgernes klukken under stævnen og vågnede først, da solen krøb ind over rælingen og kildede hende på næsen med sine lange fingre. Det rumsterede under dæk. Hun gik, før de nåede at få tøj på.

Skål

Tre katte, sagde sønnen, er det ikke lige i overkanten?

Den røde er naboens, de er aldrig hjemme, sagde hun, den sorte har Haleløs taget med hjem, de er kærester.

Sønnen trak på skuldrene og tog en dåseøl i køleskabet. Du er skør, sagde han, det har du altid været. Han smilede og skålede, som om det var ment som et kompliment. Det var det måske også.

Huller i luften

Ormehullet opsluger både Haleløs og hende. De flyver tværs gennem alle verdener til et sted uden for tiden. Haleløs standser foran en dør uden håndtag. Bag døren kan hun høre solsorten synge, det er sommer, lys og dufte drypper ud gennem nøglehullet.

Hun bøjer sig og vil kigge ind, men Haleløs stopper hende. Ingen får livet tilbage gennem et nøglehul. Hun må ind gennem døren. Hun banker på, døren blegner og opløses, hendes hånd slår i den tomme luft. Alting bliver mørkt omkring dem. Haleløs hvæser. Det var første forsøg.

Sort

Hun tog sort tøj på. Hver dag. Hun vidste ikke hvorfor, det blev bare sådan. Hun sov længe om morgenen, drak kaffen sort uden brød til, tændte for Netflix og flød sammen med sofaen til en blød, uformelig klump.

Om aftenen varmede hun en af datterens færdigretter, skyllede den ned med en dåseøl uden at tænke over smagen. I skumringen tog hun jakke på og gik ud, drev omkring, indtil det var helt mørkt og trætheden i benene havde sat sig i hjernen. Så kunne hun falde i søvn. Som regel gik hun hjem først.

Søvnløs

Hun sover ikke. Det må ikke være en drøm. Hans hænder er bløde og varme, han rusker hendes hår, stryger hendes ryg, kysser hendes kinder, bryster, mave. Hun svæver i en sæbeboble over havet, stiger op med vanddampene og falder som regn på hustagene.

Haleløs slikkede hendes mave en sidste gang, rullede sig sammen i fodenden og faldt i søvn ved siden af den sorte hunkat. Hun satte sig op i sengen. Potens mangler han i hvert fald ikke, tænkte hun og lod blikket glide fra halestumpen og hen over Sortes tykke mave.

Harme

Hun står igen foran døren uden for tiden. Hun lægger øret mod den ru overflade og lukker øjnene. Hun kan høre hans stemme derinde i solsortens sang, han kalder på hende. Hun skal åbne døren, men hvordan?

Svaret flakser omkring hende som en usynlig sommerfugl. Det undviger, hver gang hun griber efter det. Luk mig ind, råber hun til ham med munden helt tæt på døren, du kan ikke være bekendt at gemme dig sådan!

Døren eksploderer med et brag og blæser hende og Haleløs ud i det tomme rum. Det var andet forsøg.

Sankthans

Hun lavede bål i haven. Grenene hentede hun i birkelunden nede for enden af vejen, gratisaviserne skulle alligevel smides ud. Da det brændte godt, gik hun ind efter hans ting. Først brevene, så papirerne fra det offentlige, hans pas og dåbsattest. Til sidst hans tøj, fiskestangen og hans smartphone. Værktøjet beholdt hun.

Der var meget røg, det lugtede grimt. Folk, som kom forbi på stien bag huset, gloede efter hende. Da der kun var gløder tilbage, stak hun en pølse på en pind og sad og stirrede på den, indtil den var helt uspiselig.

Svar

Hun ledte overalt efter et svar. Spørgsmålet var ikke så klart for hende, det var kun et ”hvorfor”, måske var det derfor, svaret var svært at finde. Hun gennemsøgte de af hans ting, der stadig var tilbage i huset, men gåden forblev uden løsning.

Så ryddede hun op i sine egne ting. Hun åbnede alle vinduer på vid gab og lod vinden blæse alting ned fra borde og reoler. Hun satte sig på gulvet og begyndte at sortere det hele fra en ende af. Den nat sov hun ikke.

Havgus

Havet er oprørt, der er hvide toppe på bølgerne. Havkongens datter rækker hende nøglen, holder en pegefinger op foran munden og smiler med grønne tænder. Bagved høres en voldsom snorken.

Tænk dig om, siger havkongens datter, er det dette, du ønsker? Hvad skulle jeg ellers ønske? tænker hun. Havkongens datter løfter øjenbrynene og ryster på hovedet. Havgusen sniger sig ind over landet.

Så står hun pludselig på stranden igen med nøglen i hånden. Tung, rusten og fyldt med slimede alger.

Selvhenter

Det ringede på døren, men hun lukkede ikke op. Naboerne hentede deres røde kat i går, nu lå den igen på sin yndlingsplads på stolen under spisebordet. De kunne bare passe den noget bedre, det var da ikke hendes skyld, at den hellere ville være her.

Det kunne selvfølgelig også være posten, der ringede på, men hun havde ikke bestilt noget. Hendes børn ringede aldrig på, de gik bare ind. Nej, hun ville ikke lukke op. Hun sendte naboens kat ud ad havedøren, så tog hun en frisk kop kaffe med ind til tv’et.

Spandauere

Hun ringede til datteren og bad hende komme over med rundstykker og spandauere til formiddagskaffen. Datteren lød overrasket, næsten glad, men rynkede lidt på næsen, da hun spiste sin spandauer hele vejen rundt om marmeladen. Sådan gjorde du altid, da du var barn, sagde hun, det har jeg tænkt meget på. Datteren undertrykte et fnis og var ved at få kaffen galt i halsen.

Hun sad lidt og kiggede på sveskeklatten på tallerkenen. Man kan godt gemme det bedste til sidst, tænkte hun, men hvis man venter for længe, når man aldrig til det.

Håb

Der er stille bag døren uden for tiden. Ingen solsort, ingen sommerdufte, slet intet lys. Er hun kommet for sent? Hun står med nøglen i hånden. Hun kan ikke holde den stille nok til at ramme nøglehullet. Haleløs lader hende hvile hånden på sin ryg. Så låser hun op. Døren er åben, men hun kan ikke se noget derinde. Så lyder hans stemme: Kom!

Som et ekko fra dybet hører hun spørgsmålet fra havkongens datter runge i ørerne. Er det dette, du ønsker? Pludselig er hun i tvivl.

Savn

Hun slukkede for Netflix og fandt et fotoalbum frem. Hun sad og pudsede næse, bjerget af toiletpapir på bordet voksede og voksede. Sorte lå i sofaen og stirrede. Maven bølgede op og ned, det måtte være tæt på nu.

Hun smækkede albummet i og gennemgik sine digitale fotos. Slettede de slørede og taggede de gode, så hun kunne finde dem igen. Det kommer til at tage flere dage, sagde hun til Sorte og gik ud for at lave mad. Rigtig mad.

Springvand

Hun købte et fuglebad til solsorten. Med springvand og det hele. Sønnen hjalp hende med at få det til at virke. Granitskålen stod midt i græsplænen, på kanten sad en havfrue og hældte vand ud af en krukke. Hun vidste ikke, om solsorte badede, men ellers kunne Haleløs bruge det som vandskål.

Hun sad ved vinduet og betragtede det rislende vand, mens tankerne gik sine egne veje. Det kan man da kalde en overspringshandling, tænkte hun og smilede lidt for sig selv. De muskler havde hun ikke brugt meget længe.

Husk

Døren uden for tiden er stadig åben. Hun har svært ved at rive sig løs. Hun hører hans stemme kalde fra en verden, hun ikke kender, men der er stadig noget, hun skal gøre i denne.

Haleløs sætter begge forpoterne op på hendes lår, slår kløerne ud og strækker sig. Smerten vækker hende. De flyver gennem ormehullet, det lukker sig bag dem. Hvor meget hun end leder, kan hun ikke finde det igen. Det gør ikke noget. Nu tør hun huske.

Små livstegn

Killingerne kom om natten. Hun vågnede uden at vide hvorfor, gik på toilettet og var ved at falde over Haleløs på vej tilbage til soveværelset. Der var det allerede sket. Sorte lå midt i vasketøjskurven og slikkede den ene pelsbylt efter den anden.

Hun tændte lyset. Der var to sorte og tre røde killinger i kurven. Hun kiggede på Haleløs og hans grå, grå pels og rystede på hovedet. Hvis katte kunne trække på skuldrene, havde han sikkert gjort det. Nu nøjedes han med at slikke sine poter og se på hende gennem halvt lukkede øjne.