Havet ved verdens ende

By admin, 11. september 2016

Hun står på en stor sten ved havet. Det er morgen. Solens stråler rammer hendes hoved skråt bagfra og får de spredte grå hår til at skinne. Hendes blik hopper fra bølge til bølge, de hvide toppe skifter hele tiden position, som om de slår smut hen over havoverfladen. Hun har hænderne i lommerne, skuldrene sidder halvvejs oppe ved ørerne. Fleecetrøjen lyser op i alt det grå og lyseblå. Sand, hav, visne efterårsblomster. Det er ikke koldt, alligevel skutter hun sig. Hun kan ikke bestemme sig for at forlade stenen, selv om benene er trætte af at stå stille så længe.

Hun har lige vinket farvel til sin datter. Midt mellem sommerferie og efterårsferie, fuld af liv og stadig glad for de nye fag i femte klasse. Ingen konflikter denne morgen, alligevel står hun her med en hårdt opvredet karklud i maven. Hvorfor? Ærlig talt. Der er ingenting at være ked af, siger hun til sig selv, du har alt det, du har drømt om, du kan ikke ønske dig et bedre liv, hvad flæber du for? Svaret holder sig svævende lige over hovedet på hende, hun kan ikke fastholde det længe nok til at det giver mening. Det giver ikke mening. Utaknemmelig. Forkælet. Alt, alt for krævende.

Bølgerne glitrer og bliver utydelige for hendes blik, hun fører armen op til ansigtet og holder fleeceærmet hen over øjnene. Hårdt. Hun er lige ved at miste balancen og træder ned fra stenen. Står et øjeblik ubevægelig, så drejer hun til venstre og går langsomt langs med vandkanten, mens blikket suger sig fast i de våde småsten lige foran hendes sko. Man kan ikke finde rav her. Det er i hvert fald sjældent, det sker. Hendes vindueskarm hjemme i huset er fyldt med sten. Sten fascinerer hende. Især granittens mosaik af små og store farveprikker mellem hinanden og flintens uendelige variationer af mønstre og faconer. Hun kan lide flintens skårede kantethed, men samtidig er hun glad for fornemmelsen af granittens runding i håndfladen. Om aftenen sidder hun tit og læser med en granitsten, der passer perfekt i hendes knyttede hånd. Især om vinteren. En ny sten til hver bog. Hun læser langsomt. Stenen suger fortællingerne til sig, bagefter husker hun de fremmede steder og begivenheder, når hun får øje på lige netop den sten mellem de andre. Men hun samler ikke sten op i dag. Det er længe siden, hun har gjort det. De mister deres farvespil, når de ligger og tørrer i vindueskarmen.

Børnene bliver store, det er godt. Hun er stolt. De klarer sig fint, der er ingen problemer. Ingen alvorlige problemer. Alligevel bliver karkluden ved med at sidde der. Sådan var det ikke, da sønnen gik i pubertet. Hun forstår det ikke. Det er naturligt. Hun burde glæde sig over fortroligheden med datteren, de hviskende samtaler om kvindeting. Ikke kun pigeting længere. Hun husker en cafésnak med et par af veninderne. En af dem fortalte, at hendes datter lige havde fået sin første menstruation. Hendes lysende øjne. Fornemmelsen i brystet da hun kom i tanke om, at der kun er et år mellem venindens og hendes egen datter.

Knuden i maven strammer til. Hun koncentrerer sig om former og mønstre ved sine fødder. Hvis hun så bare kunne betro sig til sin egen mor, men de har ikke talt sammen i mange år. Det er ikke fordi, de ikke ses. Hun kører over forbi hver fredag formiddag, når hun har sin fridag, og tager morens yndlingsugeblad med. Så drikker de kaffe, spiser kanelsnegle og sludrer om løst og fast, de nyeste tv-shows, de kendtes eskapader, fotoserier af balkjoler i bladet, sådan noget. Det er et tidspunkt på dagen, hvor moren stadig er til at tale med. Klar nok i hovedet, så hun hverken snøvler eller vrøvler så meget. Der er kun kaffekopper og små sidetallerkner på bordet. Ingen glas.

Det er vigtigt at holde kontakten. Hun ville ikke kunne tilgive sig selv, hvis moren pludselig en dag blev fundet død og ingen havde savnet hende i flere uger. Det er ok. Hun kan godt håndtere det nu. Det er faktisk hyggeligt. Hun kan tømme hjernen og lade den køre i tomgang et par timer. Det er blevet et frirum. Der er ingen følelser på højkant, hun behøver ikke mærke efter i maven efter karkluden. Bagefter føler hun sig let og fri, på samme måde som når hun har givet hele huset en ordentlig overhaling eller de sjældne gange, hun når at komme helt til bunds i vasketøjskurven. Ja. Det er en god fornemmelse.

En sten fanger alligevel hendes opmærksomhed. Den er sjov. Hun kan ikke finde ud af, om det er granit eller flint, men erosionen har fået det til at se ud som om, den er ved at sluge en anden sten. Der er endda et hul på siden, der ligner et øje. Hun smiler. Den kan hun ikke lade ligge. Ned i lommen. Hun kommer til at tænke på alle de gange, hun har gået her eller på andre strande med datteren og kigget på sjove sten. Hun ser hende komme løbende imod sig med den ene hånd strakt frem foran sig og rottehalerne hoppende op og ned over ørerne. Det billede har prentet sig i hukommelsen i mange forskellige udgaver, så hun når som helst kan kalde det frem.

Som barn var hun aldrig selv på stranden med familien. De havde ikke bil. Hendes mor havde vist nok kørekort, men hun har aldrig set sin mor bag et rat. Det er nok meget godt. Hun cyklede af og til de ti kilometer sammen med nogle veninder i weekender med fint sommervejr. Ikke i de små klasser, selvfølgelig. Men senere, da hun nærmede sig puberteten. Hun spurgte ikke om lov, tog bare af sted og lod alting sejle derhjemme. Hun havde brug for det, tænker hun nu. Det var hendes frirum dengang. Der var ikke så mange af dem.

Kulden trænger ind i bevidstheden nede fra den venstre storetå. Hun har stået stille for længe, og en lang bølge har slikket hendes lærredssko våde. Hun trækker lidt længere op mod sandet. Hvad med hendes egen datter? Har hun brug for frirum? Hun ved det ikke. Har aldrig skænket det en tanke før nu. Hun er så optaget af at være til stede, være en god mor, støtte hende gennem de svære ting, der altid er i et liv, også i et barneliv. Det er en bevidst beslutning at være til stede, samtidig er den til stede ubevidst. Den er blevet en del af hende. Nu ved hun pludselig ikke, om det er godt nok, det hun har gjort. Om hun har været der nok, eller måske for meget. Der er to grøfter og en midterrabat på vejen. Hvordan kan man vide, om man har ramt rigtigt?

Noget andet rammer hende lige i brystet. Det føles så virkeligt, at hun uden at tænke kigger op for at se, om en måge skulle have tabt noget. Himlen over hende er tom og blå med små hvide klatter i en lang bræmme som hjulspor lavet af skumfiduser. Et minde presser sig på. Pludselig ved hun det. Det er samme følelse som dengang, hendes far faldt ned fra stilladset og aldrig mere kom hjem. Hun var ikke så gammel, men det er en af de ting, der står skarpt som glas i hendes indre univers. Nogle hændelser vender så meget op og ned på et liv, at de bliver ved med at gå som et ekko gennem alle årene. Uanset hvor meget, man forsøger at komme videre eller glemme smerten i brystet, er det der alligevel. Som når man holder en mikrofon hen foran højtaleren, og lyden looper og looper, til hyletonen sætter sig permanent fast i ørerne. Årene forstærker mindet, tiden går og går, men hændelsen fortaber sig ikke i fortiden. Tiden går i ring. En del af tiden går i ring. Man bliver ældre, man lever sit liv, og det skete kommer tilbage igen og igen, hver gang stærkere og i nye former.

Men hun har ingen grund til at sørge. Hun har ikke mistet noget eller nogen. Hun gjorde det, hun havde sat sig for. Hun skabte et godt hjem for sine børn. De er trygge. Hun har ikke lagt mere ansvar på dem, end de kan bære, men nok til at de kan vokse med opgaverne. Alt er perfekt. Forkælet. Ja. Skæbnen har forkælet hende, nu, efter ungdommens sejlads over havet ved verdens ende. Mod alle odds kom hun i land, vred sit tøj, rejste sig op og tog livet i sine egne hænder. Hun er lykkelig. Hun burde være lykkelig. Gamle minder og glemte følelser kan ikke bruges til noget. Der er ingen sammenhæng mellem datterens liv lige nu og hendes eget dengang. Det skal der heller ikke være. Hun har stoppet tiden, før den nåede at lave nye loops.

Lidt fra land ligger en båd og vugger med en orangefarvet bøje ved siden af. I et glimt ser hun sin datter sidde der. Hun smiler. Vinker. Båden er forsvarligt fortøjet, men hun er nødt til at løsne den. Hun ser sig selv vade ud og skære tovet over. Det ligger i hendes hånd med hvide knoer. Så længe hun holder fast, sker der ikke noget. Det er det, hun har mest lyst til. Men datteren i båden smiler ikke mere. Hun rejser sig op, båden vipper faretruende. Hun krænger redningsvesten af sig og hopper ud over rælingen. Datteren ser sig ikke tilbage. Svømmer bare udad med hurtige tag.

Giv slip, siger hun højt. Giv slip. Hun råber det ud over bølgerne. Så opslugt i sin egen verden, at hun ikke har lagt mærke til manden med hunden. Han stopper et øjeblik og kigger forvirret på hende. Hunden taber en gren, den har løbet rundt med i munden. Hun vender ansigtet mod ham og smiler undskyldende. Slår lidt ud med den ene hånd for at, ja, det ved hun ikke. Bede ham ignorere hende, gå videre, forsikre ham om, at det ikke var til ham, at hun godt ved, hendes opførsel er uden for normerne. Hun kan ikke finde andre ord, så hun siger ingenting. Han siger heller ikke noget. Trækker mundvigen lidt ned, måske for ikke at komme til at grine, fløjter på hunden og går tæt forbi hende. Hans aftershave river hende i næsen, hun når lige at forhindre sin arm i at flyve frem og klappe hans skulder. Hunden snupper glad sin gren og springer hen foran ham, han kaster den langt ud i havet, hunden er efter den med det samme. Et par salte stænk rammer hendes kind og læber.

Giv slip, hvisker hun, da han er uden for hørevidde. Det kan hun ikke. Ikke endnu. Men hun skal. Det er midterrabatten. Hun kigger op på skumfiduserne igen. Så langt væk. Hun har lyst til at flyve ud til dem. Lidt afstand til det hele kunne være godt. Hun putter hænderne i lommerne og rammer stenen med den højre. Hun tager den op. Alting kommer ud af noget, tænker hun. Og bliver til noget andet. Hun vil gerne bestemme, hvad det skal blive til, men det kan hun ikke. Det bliver først til, når hun giver slip. Kun det, man giver slip på, får man lov til at beholde. Hun stirrer på stenen, til øjnene løber i vand. Så trækker hun armen tilbage, kaster den frem med hele kroppen og slipper. Stenen flyver i en høj bue over skumtoppene og lander med et plump. Ringene vugger på bølgerne et øjeblik, så er de væk. Hun stirrer længe på det sted, hvor stenen forsvandt, men vandet står ikke stille, og blikket flytter sig længere og længere indad. Så går det op for hende, at hun står i vand til anklerne. Hun trækker sig fri, forsøger at ryste vandet ud af skoene, så tager hun dem af og går barfodet hjemad.