Efter formiddagskaffen går han ud. Den salte brise stryger ham om kinderne og får øjnene til at løbe i vand.
Han går den sædvanlige rute, lader lydene og duftene trænge dybt ind i sjælen. Forbi bænken med stodderne, forbi pølsevognen, pakhuslejlighederne og den blå skulptur ved toldboden. Han stopper, mærker kaldet fra havnebassinets sorte vand.
Han har losset sild her så ofte, at han kunne finde rundt med lukkede øjne, hvis ikke det var for alle de nye påfund, der skyder op som forhindringer på hans vej. Han lader den hvide stok med de røde striber bestemme vejen hjem.
