Hun er usynlig og let som en fjer. Deres blikke går lige igennem hende. Det føles som et puf i brystet hver gang. Hun holder fast i håndtaget på indkøbsvognen med hvide knoer og koncentrerer sig om at holde benene nedad og hovedet op.
Det går ikke. Hun svæver op gennem loftet, nyser af støvet under lamperne. Ingen kigger op. Hendes lyd ligger i dvale mellem tiden og eksistensen. Hun fanger en sky på hjemvejen og reder sin seng mellem regndråber. Længe efter vågner hun på græsplænen foran huset.
