Forbi overmoden

25. august 2017

Det er på høje tid. Jeg er forbi overmoden. Et surt, gammelt, rynket æble, der har ligget for længe i kurven. Undskyld tillægsordene. De er jo så umoderne, tillægsordene. Nå, men så passer de til mig, jeg finder på nogle flere: Forsmået, fortabt, forglemt, forbigået. Jeg hader, når man tager hul på en ny pakke, før den gamle er brugt op. Det sidste æble i kurven bliver aldrig spist. Det ligger bare der og rynker. Til sidst bliver det dårligt og smitter de andre. Det kommer snigende. Pas hellere på.

Kontakt

26. februar 2017

Stemmerne når hende som gennem en glasvæg. Deres munde bevæger sig, men lyden er forsinket. Hun skal koncentrere sig for at høre, hvad de siger. Meget. Det kan hun kun et øjeblik ad gangen.

Hun svarer ikke. Hun ved ikke, om de taler til hende eller om hende. Kun når de siger hendes navn, reagerer hun. De bemærker det ikke. Hovedet nægter at lystre, når hun forsøger at dreje det. Måske vinker hånden ikke. Måske er det bare noget, hun forestiller sig. Hun øver sig hver dag.

Bare de ville sige hendes navn lidt oftere.

Vindueskigger

23. februar 2017

Kvinden med den lille hund går forbi hans vindue hver morgen. Hunden har jakke på og en blinkende lygte i halsbåndet. Hun ser trist ud, men måske er hun bare langt væk i sine egne tanker.

Han løfter spejlet i sit skød og kigger efter. Jo, det kan godt se sådan ud. Han rækker ud efter glasset med appelsinjuice ved siden af kørestolen. Løfter det forsigtigt og nipper til det. Spilder lidt. Det er svært at holde det stille nok, men det går. Kiksen har han ikke lyst til lige nu. Den skal også holde helt til frokost.

Lyden af angst

20. februar 2017

Braget fra trappen. Den knasende lyd. Stilheden bagefter. Det sker ikke, tænker hun. Det sker bare ikke.

Lyden runger i ørerne igen og igen.
Skuldrene kryber op mod ørerne, øjnene bliver sprækker. En isklump smelter et sted i nakken og lader smeltevandet løbe ned gennem rygmarven. Det har sat sig som klumper i muskulaturen ved skuldrene og sendt lange tråde hele vejen ned til lænden.

Dagen igennem er lyden der. Inde i hendes hoved. Det sker ikke. Hun kan bare ikke lade tanken ligge, selv om børnene for længst er flyttet hjemmefra. Nu er der jo børnebørnene.

Der står en ko …

17. februar 2017

Fingrene er fedtede, og der løber en stribe ketchup ned ad hagen. Han skæver op på sin mor. Hun er stadig helt væk i venindens historie. Hun ser ikke noget. Manden ved bordet overfor spiser en kæmpe burger. Æder. Drengen stirrer. Har aldrig set en voksen man spise på den måde. Han glemmer at holde øje med mor. En skarp smerte i armen river ham ud af fascinationen. Ikke glo. Han ved det jo godt. Han spiser resten af sin is med blikket klistret til chokoladesovsen.

Fravær

14. februar 2017

Kaffemaskinen hoster og sender en dampsky ud i rummet. Det sprutter og syder. Bevidstheden kryber modvilligt op til overfladen. Hun fylder termokanden helt op. Bag hende baner en dråbe sig vej ud af tragten og lander med et hvæs på varmepladen. Hun ser ned i det sorte hul. Brillerne dugger. Glaskanden i højre hånd sitrer, skruelåget tøver med at sænke sig. Et par dråber mere når at falde ned til kaffen, før hun kommer til sig selv. Salte denne gang. Hun har lavet kaffe til to. Igen. Måske vil hun bare ikke forstå det.

Fugle i vinden

12. februar 2017

Tungen i mundvigen. Hun har sat tænderne i den, så den ikke laver ulykker. En saks i græsset. Fingrene klemmer om papir. Folder, folder ud, folder igen. Nye vinkler. Øjnene hænger i en skarp kant. En stump hvidt vipper på et græsstrå. Længere ude skråner plænen mod skrænten, så det bratte fald mod havet. Vinden tager fat i hendes hår, de små afklip på tæppet. Hun kigger op. Tænderne slipper tungen, en dråbe hænger i læben. Øjnene glipper. Flagrende fugle i vinden. De forsvinder ud over kanten. Hun ser dem som hvide toppe på bølgerne. Smiler.

Sådan er det bare

8. februar 2017

Ugler er kloge. Torsk er dumme. Sådan er det bare. Det er ligegyldigt, at videnskaben mener det modsatte. Nogle ting er, som de er. Tag nu for eksempel mig. Snegl, kalder de mig. Jeg er ikke specielt langsom. Det er de andre, der er for hurtige. Jeg forsøger ikke at indhente dem, for de har godt af at lære lidt om andre kulturer. Desværre ser de sig aldrig tilbage.

En god bog

6. februar 2017

Sidste kapitel. Enderne bindes pænt med sløjfer, alting støves af. Vi venter på det store AHA. Længslen efter et nyt første kapitel sætter ind, der googles. Mere af samme slags, please.

Der er andet i livet end bøger. Nå, ja. Men der mangler nogle sløjfer der. Og AHA’er. Der mangler nogle afstemte slutninger, hvor alting går op. Bortset fra den sidste, altså, og der er ingen garanti for sammenhæng. Jeg kan godt lide bøger.

Undskyld

4. februar 2017

Verden er et farligt sted. Man ved aldrig, hvad der kan ske. Mens jeg sidder her og skriver, dør et menneske. Hver gang jeg rører ved tasterne, propper årerne til i et hjerte. Når jeg sætter et punktum, slipper et barn sin mors slunkne bryst for sidste gang. Jeg kan ikke lade være. Tegnene vil ud. Hvis ikke, er det mit eget blod, der bliver for tykt. Undskyld.

Substitut

2. februar 2017

Jeg har brug for en stand-in. En vikar, om du vil. En, der vil leve mit liv, tage stødene, stå oprejst midt i kaos, mens jeg ruller mig sammen i min seng og sover de drømmeløses søvn. En stedfortræder til at sige alle de kloge ord, der flyver rundt i mit hoved, men altid kommer bagvendt ud. Det bliver aldrig, som jeg vil have det, livet. Måske er det i virkeligheden mig, der er substitutten.

Små livstegn

29. februar 2016

Killingerne kom om natten. Hun vågnede uden at vide hvorfor, gik på toilettet og var ved at falde over Haleløs på vej tilbage til soveværelset. Der var det allerede sket. Sorte lå midt i vasketøjskurven og slikkede den ene pelsbylt efter den anden. Hun tændte lyset. Der var to sorte og tre røde killinger i kurven. Hun kiggede på Haleløs og hans grå, grå pels og rystede på hovedet. Hvis katte kunne trække på skuldrene, havde han sikkert gjort det. Nu nøjedes han med at slikke sine poter og se på hende gennem halvt lukkede øjne.

Husk

28. februar 2016

Døren uden for tiden er stadig åben. Hun har svært ved at rive sig løs. Hun hører hans stemme kalde fra en verden, hun ikke kender, men der er stadig noget, hun skal gøre i denne. Haleløs sætter begge forpoterne op på hendes lår, slår kløerne ud og strækker sig. Smerten vækker hende. De flyver gennem ormehullet, det lukker sig bag dem. Hvor meget hun end leder, kan hun ikke finde det igen. Det gør ikke noget. Nu tør hun huske.

Springvand

27. februar 2016

Hun købte et fuglebad til solsorten. Med springvand og det hele. Sønnen hjalp hende med at få det til at virke. Granitskålen stod midt i græsplænen, på kanten sad en havfrue og hældte vand ud af en krukke. Hun vidste ikke, om solsorte badede, men ellers kunne Haleløs bruge det som vandskål. Hun sad ved vinduet og betragtede det rislende vand, mens tankerne gik sine egne veje. Det kan man da kalde en overspringshandling, tænkte hun og smilede lidt for sig selv. De muskler havde hun ikke brugt meget længe.

Savn

26. februar 2016

Hun slukkede for Netflix og fandt et fotoalbum frem. Hun sad og pudsede næse, bjerget af toiletpapir på bordet voksede og voksede. Sorte lå i sofaen og stirrede. Maven bølgede op og ned, det måtte være tæt på nu. Hun smækkede albummet i og gennemgik sine digitale fotos. Slettede de slørede og taggede de gode, så hun kunne finde dem igen. Det kommer til at tage flere dage, sagde hun til Sorte og gik ud for at lave mad. Rigtig mad.

Håb

25. februar 2016

Der er stille bag døren uden for tiden. Ingen solsort, ingen sommerdufte, slet intet lys. Er hun kommet for sent? Hun står med nøglen i hånden. Hun kan ikke holde den stille nok til at ramme nøglehullet. Haleløs lader hende hvile hånden på sin ryg. Så låser hun op. Døren er åben, men hun kan ikke se noget derinde. Så lyder hans stemme: Kom!

Som et ekko fra dybet hører hun spørgsmålet fra havkongens datter runge i ørerne. Er det dette, du ønsker? Pludselig er hun i tvivl.

Spandauere

24. februar 2016

Hun ringede til datteren og bad hende komme over med rundstykker og spandauere til formiddagskaffen. Datteren lød overrasket, næsten glad, men rynkede lidt på næsen, da hun spiste sin spandauer hele vejen rundt om marmeladen. Sådan gjorde du altid, da du var barn, sagde hun, det har jeg tænkt meget på. Datteren undertrykte et fnis og var ved at få kaffen galt i halsen.

Hun sad lidt og kiggede på sveskeklatten på tallerkenen. Man kan godt gemme det bedste til sidst, tænkte hun, men hvis man venter for længe, når man aldrig til det.

Selvhenter

23. februar 2016

Det ringede på døren, men hun lukkede ikke op. Naboerne hentede deres røde kat i går, nu lå den igen på sin yndlingsplads på stolen under spisebordet. De kunne bare passe den noget bedre, det var da ikke hendes skyld, at den hellere ville være her. Det kunne selvfølgelig også være posten, der ringede på, men hun havde ikke bestilt noget. Hendes børn ringede aldrig på, de gik bare ind. Nej, hun ville ikke lukke op. Hun sendte naboens kat ud ad havedøren, så tog hun en frisk kop kaffe med ind til tv’et.

Havgus

22. februar 2016

Havet er oprørt, der er hvide toppe på bølgerne. Havkongens datter rækker hende nøglen, holder en pegefinger op foran munden og smiler med grønne tænder. Bagved høres en voldsom snorken.

Tænk dig om, siger havkongens datter, er det dette, du ønsker? Hvad skulle jeg ellers ønske? tænker hun. Havkongens datter løfter øjenbrynene og ryster på hovedet. Havgusen sniger sig ind over landet.

Så står hun pludselig på stranden igen med nøglen i hånden. Tung, rusten og fyldt med slimede alger.

Svar

21. februar 2016

Hun ledte overalt efter et svar. Spørgsmålet var ikke så klart for hende, det var kun et ”hvorfor”, måske var det derfor, svaret var svært at finde. Hun gennemsøgte de af hans ting, der stadig var tilbage i huset, men gåden forblev uden løsning. Så ryddede hun op i sine egne ting. Hun åbnede alle vinduer på vid gab og lod vinden blæse alting ned fra borde og reoler. Hun satte sig på gulvet og begyndte at sortere det hele fra en ende af. Den nat sov hun ikke.

Sankthans

20. februar 2016

Hun lavede bål i haven. Grenene hentede hun i birkelunden nede for enden af vejen, gratisaviserne skulle alligevel smides ud. Da det brændte godt, gik hun ind efter hans ting. Først brevene, så papirerne fra det offentlige, hans pas og dåbsattest. Til sidst hans tøj, fiskestangen og hans smartphone. Værktøjet beholdt hun. Der var meget røg, det lugtede grimt. Folk, som kom forbi på stien bag huset, gloede efter hende. Da der kun var gløder tilbage, stak hun en pølse på en pind og sad og stirrede på den, indtil den var helt uspiselig.

Harme

19. februar 2016

Hun står igen foran døren uden for tiden. Hun lægger øret mod den ru overflade og lukker øjnene. Hun kan høre hans stemme derinde i solsortens sang, han kalder på hende. Hun skal åbne døren, men hvordan? Svaret flakser omkring hende som en usynlig sommerfugl. Det undviger, hver gang hun griber efter det. Luk mig ind, råber hun til ham med munden helt tæt på døren, du kan ikke være bekendt at gemme dig sådan! Døren eksploderer med et brag og blæser hende og Haleløs ud i det tomme rum. Det var andet forsøg.

Søvnløs

18. februar 2016

Hun sover ikke. Det må ikke være en drøm. Hans hænder er bløde og varme, han rusker hendes hår, stryger hendes ryg, kysser hendes kinder, bryster, mave. Hun svæver i en sæbeboble over havet, stiger op med vanddampene og falder som regn på hustagene.

Haleløs slikkede hendes mave en sidste gang, rullede sig sammen i fodenden og faldt i søvn ved siden af den sorte hunkat. Hun satte sig op i sengen. Potens mangler han i hvert fald ikke, tænkte hun og lod blikket glide fra halestumpen og hen over Sortes tykke mave.

Sort

17. februar 2016

Hun tog sort tøj på. Hver dag. Hun vidste ikke hvorfor, det blev bare sådan. Hun sov længe om morgenen, drak kaffen sort uden brød til, tændte for Netflix og flød sammen med sofaen til en blød, uformelig klump. Om aftenen varmede hun en af datterens færdigretter, skyllede den ned med en dåseøl uden at tænke over smagen. I skumringen tog hun jakke på og gik ud, drev omkring, indtil det var helt mørkt og trætheden i benene havde sat sig i hjernen. Så kunne hun falde i søvn. Som regel gik hun hjem først.

Huller i luften

16. februar 2016

Ormehullet opsluger både Haleløs og hende. De flyver tværs gennem alle verdener til et sted uden for tiden. Haleløs standser foran en dør uden håndtag. Bag døren kan hun høre solsorten synge, det er sommer, lys og dufte drypper ud gennem nøglehullet. Hun bøjer sig og vil kigge ind, men Haleløs stopper hende. Ingen får livet tilbage gennem et nøglehul. Hun må ind gennem døren. Hun banker på, døren blegner og opløses, hendes hånd slår i den tomme luft. Alting bliver mørkt omkring dem. Haleløs hvæser. Det var første forsøg.

Skål

15. februar 2016

Tre katte, sagde sønnen, er det ikke lige i overkanten?

Den røde er naboens, de er aldrig hjemme, sagde hun, den sorte har Haleløs taget med hjem, de er kærester.

Sønnen trak på skuldrene og tog en dåseøl i køleskabet. Du er skør, sagde han, det har du altid været. Han smilede og skålede, som om det var ment som et kompliment. Det var det måske også.

Sol og måne

14. februar 2016

Hun stod op midt om natten og gik tur. Rundt om huset, gennem byen, forbi tomme butikker og døde kontorbygninger. Marinaens hvide skrog blinkede til hende i månelyset. Hun gik på flydebroerne mellem istandsatte fiskekuttere, sejlskibe og motorbåde, forbi skiltene med adgang forbudt for uvedkommende. Et sted var dækstolene ikke sat ind. Hun faldt i søvn til bølgernes klukken under stævnen og vågnede først, da solen krøb ind over rælingen og kildede hende på næsen med sine lange fingre. Det rumsterede under dæk. Hun gik, før de nåede at få tøj på.

Skildpaddeis

13. februar 2016

Hun sagde sit job op før samtalen med afdelingslederen. Den fornøjelse skulle han ikke have. Han så overrasket ud, det morede hun sig lidt over. Hun kunne ikke koncentrere sig længere, sad og dagdrømte og glemte vigtige aftaler med kunderne. Han foreslog en sygemelding, men hun var jo ikke syg, bare lidt ude af balance. Hun havde brug for en frisk start. Den første forårsregn faldt blødt på hendes hår, den duftede af liv og nye muligheder. På vej hjem købte hun skildpaddeis.

Hokuspokus filihankat

12. februar 2016

Hun flyver. For en time siden lagde hun sadel på Haleløs, og nu flyver de højt oppe over byen. Hun ved, de må være der et sted, ormehullerne. Hun vil finde dem og rejse tilbage til dengang, før det hele begyndte at gå galt. Måske kan hun stadig nå at redde det. Tiden er gået i stå, hun kan mærke det. Støvet i stuen lægger sig ikke, det svæver i limbo over vindueskarmen og tv’et. Det er et tegn. Tiden står stille for hendes skyld. Find musehullet, siger hun til Haleløs, jeg ved, du kan.

Skyld

11. februar 2016

Er det min skyld? tænkte hun. Jeg elskede for lidt og fandt for mange fejl. I tankerne spolede hun båndet tilbage. Den haleløse kat lå i sofaen ved siden af hende, hun kløede ham distræt på maven. Inde under pelsen startede motoren med en snurrende lyd. Hvis det bare var så enkelt, tænkte hun, man skulle have været en kat. En lyd ved havedøren fangede hendes opmærksomhed. Naboens røde kat bankede på. Hun rejste sig og lukkede den ind. En kat fra eller til, sagde hun til den haleløse.