Det kommer ind alle vegne, uanset hvor meget man forsøger at undgå det. Fornemmelsen af kolde fnug på brystet, der hvor halstørklædet ikke dækker. Når bukser og jakke slipper taget i hinanden over lænden, og stykket over smilehullerne bliver ildrødt, før smeltevandet langsomt, men sikkert finder vej helt ned i underhylerne. Tunge støvler i ryggen og hænder som presser mit ansigt ned i kulden, til luften næsten er forsvundet fra lungerne. Lyden af panik i ørerne og smagen af jord. Tyngden i lemmerne når klokken ringer og der er for langt op i klassen til at nå det til tiden. Igen og igen kommer synerne rullende. Jeg kan endnu mærke sneen smelte i nakken og løbe koldt ned ad ryggen. Hver gang må jeg lukke øjnene hårdt i og tænke på Pia.

Læs resten