Der var Træskojens og Tudesofie, Slåtilsøren og Suttelise. Alle de år, alle de liv. Måske ligger de på kirkegården med næsen mod øst nu. Hun er på vej tilbage, ringen sluttes. Årene dengang står så skarpt, og i går blegner. Dagene er ens.
Her er oldinge i gammelmandsbukser og pludderhøner, der altid vil have tossekassen tændt. Hun vil hellere sidde inde hos sig selv, men plejepersonalet får ballade. Datterens samvittighed har det bedre, hvis hun sidder og gaber i dagligstuen.
Her sidder hun så og lader tiden gå. Hun har jo nok af den – så længe det varer.
