Hun ved ikke, hvordan det går til. Nogle gange ligger natkjolen og trusserne pænt lagt sammen ved siden af sengen om morgenen. Det er de nætter, hun drømmer mest.
Normalt vågner hun flere gange, det er alderen. Svedeture. Tissetrang. Alt det der. Men ikke de nætter. Drømmenætterne. Hun ved det allerede, inden virkeligheden prikker hendes øjne åbne, behøver ikke se efter den sirlige tøjbunke. Det er fornemmelsen af dynebetrækket mod den nøgne hud. Boblerne i maven. Fugtigheden i skridtet. En klar erindring om vind i håret.
Hun stopper tankerækken der. Det bliver en god dag.