Klappen åbner sig. Han stirrer på bundterne af pengesedler. Hånden krammer om mønten i lommen. Hvor mange lakridspiber kan man få for sådan et bundt? Han bliver næsten svimmel.

Det er mange år siden, men indtrykket har sat sig fast i en afkrog af hjernen. Han havde næsten glemt det. Nu står det så levende for ham, at han kan mærke fornemmelsen i maven igen. Men lakridspiberne er for længst fortid.

Hånden krammer om attrappen i lommen, da han smækker døren til tankstationen op og stormer frem mod den unge mand ved kassen.