Der ligger en sko på motorvejen. Jeg ser den fare forbi vinduet, og jeg kan ikke stoppe. Hvad skulle det også gøre godt for, der ligger kun én. Der er ingen, der kan bruge en enkelt sko til noget, med mindre man har fået amputeret et ben. Og selv der kan man ikke vide, om det er den rigtige sko. Det kunne være en venstresko, når det var højre fod, der stadig var intakt. Faktisk forsvinder skoen så hurtigt i bakspejlet, at jeg ikke når at se, hvilken fod den er til. Sandsynligheden for, at nogen kan bruge skoen til noget, er meget lille. Med mindre den bliver fundet af den, der tabte den. Og at den person ikke i mellemtiden har smidt den anden sko ud.
Jeg sidder og spekulerer over, hvordan skoen er havnet der. Er den faldet af en trailer med tøj til Frelsens Hær eller Røde Kors, eller er den måske blevet trukket med ud fra bagsædet af en hysterisk unge, der ikke kan vente til familiebilen når en rasteplads med toilet. Det kan også være, at en campingvogn på vej sydover er kommet i slinger, så døren er sprunget op, eller den ligefrem er havareret, en lastbil er kørt op i den, så hele indholdet på et tidspunkt har ligget spredt ud over motorvejen. Og så har de altså glemt skoen i oprydningen.
Eller måske er det en præpubertetspige med nedadvendte mundvige, der en kilometer længere fremme smider hele indholdet af sin rygsæk ud ad vinduet stykke for stykke på vej til sin far i en eller anden provinsby, mens moren sidder med den ene hånd på rattet og telefonen i en sandwich mellem øret og den anden hånd og lægger store planer for weekenden sammen med en veninde. Men der er kun den ene sko. Pigen må have ombestemt sig. Bare synd, at hun kun når at smide den ene sko ud.
Helt alene i verden ligger den med sålen ud mod vejbanen, og jeg kan ikke engang se, om det er Puma, Nike, Adidas eller et eller andet ligegyldigt supermarkeds-noname-mærke. Hvis jeg kører lidt langsommere, når jeg at tænke, kan jeg se, om den er ny eller slidt, snavset eller ren – og hvilken farve snørebåndene har. Selvfølgelig er det ligegyldigt, når der kun er én, den er ubrugelig, uanset mærke, farve og stand. Men sålen er hvid.
Størrelsen, den kan jeg heller ikke nå at bedømme. Det er nok derfor, jeg ikke stopper. Det er dumt at bringe sit eget og andres liv i fare for en sko, man ikke engang ved, om man kan passe. Selv om den anden sko ligger en kilometer længere fremme (hvad jeg ikke kan vide noget om på nuværende tidspunkt, måske ligger der ikke flere sko end denne ene), ved jeg ikke, om jeg kan passe den, om den overhovedet er behagelig at have på. Udvalget af sko på motorvejen er ret begrænset.
Jeg når også at overveje, om det er en løbesko eller en travesko, om det er en indesko eller en udesko, eller om det bare er en helt almindelig hverdagssko, sådan en sko, som man tager på om morgenen og først tager af om aftenen, sådan en sko, som bliver ét med foden, efterhånden opsuger dens væsker og lugte og siden aldrig bliver sig selv igen.
Det er godt, at jeg ikke stopper. Sådan en sko kan man ikke bruge til noget, selv hvis man har dens makker. Man slipper aldrig af med den forrige ejers lugt, og til sidst har skoen i ren hjemlængsel transformeret sin nye indbygger til sin tidligere beboers form. Det er en bedrøvelig historie, når man ser skoen fra sådan en vinkel. Der ligger altså rester fra et menneske og flyder på motorvejen, uden at nogen stopper og tager sig af det. Alle kører bare forbi med 110 eller 130 kilometer i timen, alle er ligeglade, alle undtagen mig. Og jeg kører også bare forbi.
Man får helt medlidenhed med den stakkels, fortabte sko, der ligger der på motorvejen og bare … ligger. Den ser så forkert ud. Så anderledes, så … malplaceret. Hvis sådan en sko står på en hylde i et supermarked mellem en hel masse andre sko, lægger man ikke engang mærke til, at dens makker er væk. Først når man finder lige præcis det nummer, man skal bruge, og man så ikke kan finde en sko mere med samme nummer – og til den modsatte fod. Først der finder man ud af, at der mangler en sko, men umiddelbart efter stiller man skoen tilbage på hylden, og ensomheden er igen effektivt camoufleret.
Skoen på motorvejen må være den mest ensomme sko i hele verden. Men nu har denne tekst i det mindste sørget for, at den bliver husket. Det er det eneste, der virker mod ensomhed: At føle sig husket.
