Morgenkaffen dugger hans briller til. Med vilje. Hun reagerer ikke, det plejer ellers at få hende til at grine.
Hun har været så tavs på det seneste, han er bekymret. Engang gik han og ønskede, hun ville tie stille en gang imellem. Ikke længere. Han vil høre hendes tanker, hvad der plager hende.
Hun stirrer på ham med tomme øjne, en tåre finder vej ud af hans øjenkrog. Så banker det på døren, hjemmehjælperen kommer ind uden at vente på svar. Hun tager et frisk pust med sig udefra.
Hej, Nielsen, siger hun, sidder du her helt alene.
