snart er du stor

flyver ud af vinduet en sommerdag

med nye fine vinger

efterlader

en revnet puppe

og mig

 

bliv hos mig

for evigt glad

som en kolibri

med hidsige vingeslag

summende af liv

og dig

 

du kan selv

min pung på maven

er tom

overflødig

du hopper omkring

uden for min rækkevidde

 

jeg sidder i mit spind

ser dig flyve

med lette tråde i vinden

mærker kroppens opløsning

de lange dage hvor du fik din føde

af mit kød

 

håber

der var kraft nok

til alle dine dage

uden mig