Verden snurrer rundt. De samme ting kommer ind fra venstre og forsvinder ud til højre. Først langsomt, fødderne rammer bordbenet blødt, så papirkurven. Den vipper, finder sin plads igen uden at vælte. Han fortsætter sin nynnen, men fingrenes trommerytme på ørerne pauser. De er der endnu, stemmerne fra stuen.
Verden snurrer rundt, hurtigt nu. Stolen knirker, fødderne tapper mod gulvet, speeder den op. Bordbenet slår igen, hårdt. Papirkurven kaster op ud over det hele.
Han ser det ikke. Øjnene er lukkede, han kører i karrusel. Helt alene uden vrede stemmer.