Det er trist at se de pårørende forsøge at komme i kontakt med pigen. Sygeplejersken kender dem efterhånden ret godt. De kommer ikke hver dag mere, men næsten. Barnet ænser dem ikke, ligger bare der med stive øjne. Allerede fæstet på et sted bag forhænget.

Der skal ikke så meget til, et lille puf, så er hun videre. Til alles gavn. Hun stopper sig selv, før tanken gror fast. Skellet er tyndt som papir. Et tryk på en knap, en sprøjte i droppet. Smerten forsvinder ikke, men livet kan gå videre.

Heldigvis er der også andre patienter.