Nyhedsjinglen runger mellem væggene i opholdsstuen, han kigger op fra sin krydsord. Fru Jensen snorker derovre i lænestolen, køkkenet skramler med opvasken, så han må skrue på høreapparatet.

Overskrifterne skifter hurtigt, desværre kun trivialiteter. Ingen orkaner eller oversvømmede byer med mennesker siddende på hustagene. Ingen mortergranater eller antiluftskyts. Kun snakkende politikerhoveder og skatteunddragelser. Kedeligt, kedeligt. Der er intet, der kan løfte tunge øjenlåg og få blodet til at rulle raskere i årerne, som en lille katastrofe.

Christoffersen stirrer på ham med sine våde hundeøjne og lommetørklædet klar. Det er det tætteste, de kommer på springflod i dag. Ak, ja.