tiden svæver

uden at røre jorden

oppe under skyerne

jeg ser den gå

og løbe

og danse

og svæve af sted urørlig

som et lille fly med hvide striber efter sig

jeg følger den med øjnene

den går i stå over mit hoved

 

det er et synsbedrag

den tordner af sted

jeg kan ikke følge med

giv mig en lasso der er stor nok

en pistol med lammestråler

en portal til en anden dimension

jeg vil fange den og standse den

den må ikke sætte striber på min krop

gro hår i de forkerte farver

tage livet fra mig

stop den

 

så vil jeg sidde på en stille plet

hvor den ikke kan nå mig

se på mit liv som en snor

strakt ud på en strandbred

fikse et par småting her og der

klippe et stykke ud

sætte et andet stykke ind

sige de ord jeg ikke sagde

tro hvor jeg tvivlede

elske hvor jeg ikke turde

satse mere

være mere til

 

når alting går i stå

bliver det klart

at tiden ikke findes

der findes kun nu