De æder min selvtillid luns for luns. Sætter kroge i mit kød og trækker til, hver gang jeg bevæger mig. Som et insekt på en strimmel fluepapir, midt i deres klistrede forestillinger om, hvem jeg er.
Jeg får lyst til at gøre noget uventet. Noget, de ikke regner med. Opløse deres sirup med et par dråber syre.
Lovende, sagde de, så sad jeg der. Egentlig gjorde jeg ikke andet end at vinde den kamp. Sådan er det med succes. Man ser ikke de blinde vinkler, før man allerede ligger der.
