Han koncentrerer sig om at høre, hvad kassepigen siger. Man kan ikke kalde dem damer længere. Det er svært, hun har tørklæde på.

Flaskerne kører forbi på båndet. Han skal også have en af dem fra hylden bag pigen. Han stirrer forlegent ned i rollatorkurven, undgår hendes blik.

Udenfor løser han pudlen og trasker hjemad. Sønnen kommer i dag, de skal have en øl og en snaps til silden. Han har endda været i bad.

Han hilser på et ungt par i solskinnet, de kigger den anden vej. Han smiler til bøgetræet ved indkørslen. Den gode stemning bliver hængende.