Elsas monstervenner

By admin, 15. december 2015

Elsa ligger på sin seng og spiller på iPad. Hendes bamse er hovedpude, benene stikker lige op i luften. Hun har ingen strømper på. Storetåen vrikker frem og tilbage, så lyset i natlampen tænder og slukker, tænder og slukker.

Mor stikker hovedet ind ad døren. Hendes øjenbryn flyver helt op til håret. Elsas barbier er hoppet ud af deres kasse. De ligger over det hele. Lige meget hvor man kigger hen, kan man ikke undgå at få øje på en barbie. På skrivebordet ligger der saks, tusser, lim og stakke af papir og pap. Gulvet er i alle universets farver, men mest lyserødt. Det er ikke gulvtæppet, der ser sådan ud, det kan man slet ikke se. Det er Elsas lego, ponyer, hesteblade og en hel masse andre ting, der har bestemt sig for at tage et hvil, mens Elsa spiller.

– Du skal rydde op nu, siger mor.
– Jamen mor, det er ikke mig, der har rodet, siger Elsa uden at kigge væk fra sit spil.
– Nå, hvem er det så, siger mor og snupper iPad’en ud af Elsas hænder.

Elsa sætter sig op. Munden ligner en omvendt smiley. Hun forsøger at hive iPad’en fra mor, men det kan ikke lade sig gøre. Mor er verdensmester i tovtrækning, hun er for god til at holde fast.

– Det er rodemonsteret. Det er ikke fair, at jeg skal rydde det op.
– Nå, men så må du få ham til at rydde op, siger mor
– HUN, siger Elsa bestemt og vrikker med pegefingeren lige foran mors næse.
– Hun, så, siger mor og tager fat om Elsas pegefinger, – jeg vidste ikke, der fandtes pigemonstre.
– DET gør der, men rodemonsteret er et mor-monster.
– Det tror jeg ikke.
– Det handler ikke om, hvad du tror, siger Elsa.
– En mor roder ikke, en mor rydder op.
– Ikke mor-monstre, de er nemlig eksperter i rod.
– Nå, siger mor, – så siger vi det.

Mor går ud og tager iPad’en med. Elsas smiley er stadig sur. Hun sidder på sin seng med armene foldet stramt hen over brystet og glor på alt rodet.

Noget kilder på hendes ankel. Det får hendes ben til at stritte lige ud i luften, og kroppen laver et ordentligt hop. Hun kigger ned. Der stikker en hårtot ud under sengen, og det er ikke fra en barbie.

– Kom herud, siger Elsa, – du skal rydde op.

En tyk, orange tingest, der ligner en spegepølse med dragevinger og rævehale, møver sig ud fra under sengen. Den er fuld af støv og nullermænd. Bagefter kommer fem små kopier trissende. De behøver ikke at møve, de er så små, at de kan stå oprejst under sengen.

– Jeg kan ikke rydde op, siger rodemonsteret, – jeg kan kun rode.
– Alle kan rydde op, siger Elsa, – det er let at lære.
– Nå, men jeg gider ikke lære det.
– Det skal du, ellers kan du ikke bo her.

Rodemonsteret ser forskrækket ud. Hun kigger på sine unger, og så sætter hun sig til at vræle. Hun tuder og brøler, så hendes grønne tårer sprøjter ud til alle sider.

– Hey, hey, siger Elsa, – hold op med at tude, mine blade bliver våde, og så klistrer siderne sammen, så man ikke kan læse i dem.
– Men jeg bliver så ked af det, når du siger sådan. Hvor skal jeg tage hen, hvis du ikke vil have mig mere? Du har selv lavet mig.
– Har jeg?
– Ja, du har opfundet mig, og jeg har ikke andre steder at bo.
– Nå, men hvis du skal bo her, er du nødt til at lære at rydde op efter dig.
– Det er ikke mig, der har rodet.
– Jo, det er, siger Elsa, – for det er ikke mig, og der bor ikke andre på værelset end os.
– Det er rodeungerne, siger rodemonsteret.
– Nå, men det er dine unger, så er det også dit ansvar. I skal allesammen lære at rydde op.
– Det er alt for svært, siger rodemonsteret.

Hun skal lige til at begynde at vræle igen, men så rejser Elsa sig op og ser strengt på hende.

– Det er ikke svært. At rydde op er næsten det samme som at rode, det er bare omvendt.
– Omvendt?
– Ja, i stedet for at lege tingene ud af kasserne, så leger vi tingene op i kasserne. Det er meget let, og faktisk kan det også være sjovt.

Elsa kan huske, at mor engang har sagt noget i den retning, og lige pludselig synes hun, det lyder vildt klogt.

– Det tror jeg ikke, siger rodemonsteret. – Roderi er det dejligste og bedste jeg ved. Hvis rydde op er det modsatte, kan det kun være forfærdeligt og slemt. Men jeg kan tage al rodet med ind under sengen. Det opdager din mor aldrig.
– Du kender overhovedet ikke min mor, siger Elsa.

De sidder lidt og kigger på kaos foran dem. De ser nøjagtigt det samme, men de tænker noget helt forskelligt. Elsas øjne er trætte, skuldrene hænger, benene dingler frem og tilbage. Rodemonsterets øjne er to stjerner, hun smiler, og håret stritter fornøjet til alle sider. Så er der noget, der bevæger sig et sted i rodehavet. Hoveder drejer, arme vifter, ben retter sig ud. Elsas øjne bliver store og runde, rodeungerne holder godt fast i deres mors hale.

– Har du set min sko? siger barbie med den stramme, røde trøje på. Hun rejser sig op, men hun har svært ved at stå, for det ene ben er meget længere end det andet uden skoen på.
– Næ, siger en legopopstjerne og holder hænderne for øjnene, – men skulle du ikke hellere lede efter dine bukser?
– Ups, måske.
– Du har taget min trøje, hyler barbie med ridebukserne.
– Og min ene sko, mukker barbie med festkjolen.
– Nå, men du har til gengæld mine bukser på, siger barbie rødtrøje til ridebuksebarbie.

Barbie rødtrøje bukker sig ned og snupper de bukser, der ligger nærmest, så springer hun op i kassen for at klæde sig på. Ridebuksebarbie ser sig febrilsk omkring for at finde en trøje, mens hun holder en hånd op for hvert bryst. Festkjolebarbie snøfter fornærmet og spankulerer forbi legopopstjernen uden at se på hende. Snart er der en løben frem og tilbage, alle barbierne tager deres gode tøj og går op i kassen.

Rodemonsteret stirrer. Rodeungerne fniser. De kan ikke holde sig i ro, de står og tripper og peger, og til sidst løber den modigste frem og tager en legoskatertøs om livet, så hun er lige ved at miste pusten. Før hun ved af det, bliver hun hvirvlet rundt i en vild dans ind og ud mellem tingene på gulvet, indtil hun er så svimmel og forpustet, at hun falder om midt i et dansetrin. De andre rodeunger har også fundet sig en dansepartner hver. Tju-hej, hvor det går, ind under sengen, op i reolen, rundt på skrivebordet mellem klister og papir. En gang imellem laver de et spjæt med deres vinger, så de flyver hen over forhindringerne på gulvet. Deres små haler vipper frem og tilbage. Elsa holder begge hænder fast om sit hoved, som om hun er bange for at tabe det. Der er hundrede rodeunger lige nu og ikke kun fem, ser det ud til.

Elsa rejser sig og går forsigtigt hen til sin reol. Hun passer meget på, at hun ikke kommer til at træde på en rodeunge. Hun tager sin trompet, trækker al luften i værelset ned i lungerne og blæser på det hele. Lyden, der kommer ud af trompeten, er højere end en flyvemaskine oppe over skyerne og så kraftig, at taget på huset flyver ti meter op i luften og lander igen med et brag. Pludselig er der helt stille. Rodeunger, legetøj, selv luften står stille. Alle stirrer på Elsa med hypnotiserede blikke. Elsa smiler.

– Det var godt, siger hun. – Så går alle pænt hen på deres pladser og holder sig i ro, ellers blæser jeg igen.

Så får de travlt. Det ringer stadig for ørerne, nogle af legopigerne ryster på hovederne for at få den ubehagelige lyd til at holde op. Rodeungerne løber hen og gemmer sig bag deres mor igen. Alt legetøjet sjosker pænt hen på deres pladser. Et par tegninger flyver rundt oppe under lampen, de ved ikke, hvad de skal gøre af sig selv, for Elsa tegnede dem i går, og de har ikke lært at kende deres plads endnu. Elsa griner højt.

– Hvor er I dygtige alle sammen. Resten kan lægge sig på hylden der, så er vi færdige.

Rodemonsteret kigger sig omkring med blanke øjne. Ikke mere rod! Så sætter hun sig ned og begynder at tude igen. Det samme gør alle rodeungerne. Elsa holder sig for ørerne.

– Altså, hold nu op! siger hun. – Jeg har gemt det allerbedste til sidst.
– Hvad mener du, siger rodemonsteret, – der er så trist her nu, at jeg har mest lyst til at flytte langt væk og ikke komme tilbage igen.
– Jamen, jeg har et sted, hvor du må rode lige så tosset, som du er.
– Har du?

Rodemonsteret kigger forventningsfuldt på Elsa. Hun går hen og åbner begge lågerne i sit skab og trækker den nederste skuffe ud. Den er lige så lang, som skabet er bredt, og så høj, at rodemonsteret kan stå oprejst dernede. Den er fuld af de underligste ting.

– Det er min rodeskuffe, det perfekte sted for rodemonstre som jer, siger Elsa.

Så flytter de ind, både rode-mor-monsteret og hendes fem rode-monster-unger. De fik ikke lært at rydde op, men det har man heller ikke brug for, når man bor i en rodeskuffe.