Jeg kan ikke huske, at bogstaver på et tidspunkt ikke har formet sig til ord og sætninger, så snart jeg så dem. Men siden de fleste spædbørn er født uden evne til at læse, må den tid jo have eksisteret også for mig. Det er en næsten uhyrlig tanke. For teksten er en del af mig, den er i mig, omkring mig, den er mig. Jeg er tekst.
Min lillefinger er å, og min tommelfinger a som i hat. På tungen sidder a som i aaaah!, og midt i panden et i som i mig. Konsonanterne er fordelt ligeligt ud over kroppens led og sammenføjninger. Resten af vokalerne ved jeg ikke, hvor sidder. Men de plejer at være der, lige når jeg har brug for dem. Måske sidder de indvendigt, i hjertet, hjernen, milten, leveren og lungerne. E som i elsker i hjertet, y som i lykke i blodet, o som i ro i hjernen, e som i spleen i milten, i som i hidsig i leveren, e som i leve i lungerne. Ja, sådan må det være. Og i livmoren sidder et u. Uden stød som i hun. Lingvister har fortalt mig, at det danske sprog har mere end fyrre vokallyde, så der skulle være mere end nok til alle organer og sindsstemninger. Og køn. Til sammenligning har russisk under ti. Det er ikke så sært, at det kan være svært at rime på dansk.
Den franske forfatter Helene Cixous skrev ikke på dansk, men på fransk. Hun er blevet beskyldt for meget, blandt andet for at være livmorfeminist. Jeg bliver lidt i tvivl om det der u. I vore dage vil nogle helst have det væk – i øvrigt sammen med a som i han. Jeg har spekuleret over, hvad man kunne bruge i stedet. Måske y, o eller i, men i virkeligheden kunne det være hvilken som helst anden vokal. Nej, for resten kan i ikke bruges alligevel, det bliver så gammeldags. Heller ikke å, det ville være at spotte hele forsøget på at udjævne forskellene. Når jeg tænker efter, er e også optaget. Det ville give sådan en konnotation af skærmtrolden Hugo, og den er vi for længst færdige med. Der er også o, men så bliver det næsten svensk, det kan vi ikke have. Med ø kommer vi betænkeligt tæt på hønsegård. Så er der kun y og æ tilbage, og æ ligner til forveksling e i denne sammenhæng, og derfor må det lande på y som i hyl. Heksehyl.
Det kan mænd ikke være – hekse. Tror jeg nok. Nogle kvinder sætter en ære i at være det. Hvorfor? Hvis man vender tingene på hovedet, bare fordi man ikke har prøvet at se på dem fra den vinkel før – er det så en gyldig grund? Hvorfor ikke? Verden har godt af at blive set på hovedet en gang imellem. Måske kunne det hjælpe lidt på den der selvhøjtidelighed, den har så svært ved at lægge af sig. Men hvis man blander begreberne alt for meget sammen, kan det blive svært at tale sammen til sidst. Det er nu så befriende ind imellem at møde en, som tør kalde en spade for en spade, en mand for en mand og en kvinde for en kvinde. Før kønsrollerne begyndte at smelte, flyde ud og til sidst blev suget op af tilværelsens brogede damaskdug, var det meget lettere at finde sin plads i samfundet. Nu skal man til at opfinde og iscenesætte sig selv hele tiden. Det er lidt besværligt. På en måde bliver alle forfattere, filmskabere og kunstnere. Det bliver sværere og sværere at finde ud af, hvad der er skidt og hvad der er krydderi. De kloge mener alle sammen noget forskelligt, og somme tider er det de samme kloge, der mener en ting i dag og en anden ting i morgen. Man er nødt til at vente lidt, til stormen har lagt sig, før man ved, hvad der er det rigtige at mene. Man tror lige, man ved det, men næste morgen, når man stikker næsen uden for sin hoveddør, er fortovet der, hvor himlen plejede at være, og himlen er på vej ned i kloakken. Så jeg spørger igen: Skal man absolut lave om på alting hele tiden? Der må da være noget, man ikke behøver at lave om på. Hvorfor skulle mænd f.eks. føde børn, når nu kvinder er så meget bedre til det, og hvorfor… Nå, nu kan jeg ikke lige umiddelbart finde på noget, som mænd kan, og som kvinder ikke kan. Hm-hm. Jo, måske lige med undtagelse af at stå op og tisse, men det har man nu også opfundet en dims, der kan råde bod på.
Det var Cixous, vi kom fra. Et af begreberne, som klæber til hende er écriture féminine , den kvindelige skrift. Født af kvinden, skrevet med mælk i stedet for blæk. Måske begge dele. Spørgsmålet er, om kvinden altid føder sin tekst, eller teksten føder hende. Måske begge dele i en evig rundgang, som også inkluderer døden, sådan som Cixous er inde på i ”At komme til skriften” . Sker det samme for mænd? Det har jeg af gode grunde svært ved at svare på, og derfor må jeg lade ham gå svanger denne tekst ud. Føder jeg min tekst? Er det snarere mig, der er jordemoren? Så meget kan jeg sige, at teksten er der, over det hele. Jeg ser den hele tiden, og den stirrer mig ind i øjnene uden at blinke. ”Skriv mig!” råber den. Selv når jeg holder mig for ørerne, skriger den stadig, nu bare inde fra min egen krop. Den kæmper for at komme ud, men ikke nødvendigvis af kroppens naturlige åbninger. Nej, jeg føder den ikke, det bliver aldrig en naturlig fødsel. Den pibler ud af porerne sammen med bogstaverne, den brænder som ild i blodet, i huden, under neglene, i alle hårsække og cellemembraner. Den skaber et overtryk, som til sidst må få afløb, hvis ikke kroppen skal eksplodere i tusindvis af bogstavbunker. Et helt vognlæs scrabbleæsker væltet ud over motorvejens glødende asfalt. Jeg er ikke andet end tekst. Jeg er intet uden for teksten. Kødkonsonanter og blodvokaler tumler rundt mellem hinanden i stadigt nye betydninger og indforståede samtaler. De skæver til mig, som om de er bange for, at jeg skal suge dem alle ud, som man årelod folk i gamle dage, når de blev for opstemte. Men der er ingen fare, der er mere hvor det kom fra. Kilden løber aldrig tør. Giver det mening? Er det vigtigt?
Så er der den anden side af sagen, bogen, teksten. Eksisterer den uden en læser? Bare en eneste, sølle lille læser, som griber den, suger den til sig, optager den i sit system, tygger på den og spytter den ud igen som en ny, forvandlet tekst. Cixous skriver, at hun kunne læse den samme bog om og om igen og stadig få nye meninger ud af den. Jeg tror hende. Teksten og læseren eksisterer ikke nødvendigvis på samme tid, men ved hjælp af bogstaver på side efter side i en bog, kan læseren og teksten forenes igen og igen til stadigt nye tider, nye forståelser, nye meninger. Tekstens tid kommer igen og igen med en voldsom, eksplosiv kraft, som ingenting kan holde tilbage. En god tekst lever og ånder, hvisker sin læser i øret, mens hyn sover, sparker hyn over skinnebenet, prikker, stikker, synger, skænder, gør alting og ingenting. Forfatteren skrev den for sin egen skyld, men nu er teksten fri til at blive sin egen og andres og noget helt andet. Genføde sig selv for sin egen skyld. Det er det mest utrolige ved teksten. Så statisk, den måtte se ud, så levende er den, og den dør først i det øjeblik, ingen gider at læse den mere. Men døden er ikke nødvendigvis uigenkaldelig. En nat på teksternes kirkegård virker magien igen, og døde vækkes til live. Nogle blot som zombier, ganske vist, rådne og stinkende med stive blikke og mekaniske bevægelser. Men andre gror nyt kød, nyt blod strømmer ind i årerne, nye betydninger opstår, og teksten lever op igen en tid. Nogle få tekster lever tilsyneladende evigt, men da mennesker og forfattere ikke gør, er det umuligt at sige, om det bare er et forfængeligt selvbedrag. Hvem kender teksten om tusinde år? Til den tid har den måske muteret og fået eget liv i cyberspace, så teksten føder sig selv igen og igen i en stadigt eskalerende incestuøs bevægelse uden noget behov for forfatter-fødselshjælpere.
Ingen ved det. Men derfor kan man godt skrive det alligevel. Det er den virkelige magi: Selv om alfabetet har været det samme i menneskealdre, selv om de samme ord skrives igen og igen i de samme sætninger, og intet nyt findes under solen, er teksten alligevel altid ny hver gang, gammel og ny på samme tid. Hvem kan forklare det? Jeg kan ikke. Jeg er jo selv bare tekst.
