Julerejsen

By admin, 21. december 2014

Hun sad i toget og kiggede ud af vinduet, men det eneste, hun kunne se, var sit eget spejlbillede. Det var lillejuleaften, og toget var fyldt til bristepunktet. Udenfor var det allerede mørkt, selv om klokken kun var halv fem. Kupeen emmede af stress og glad forventning. Familiekupe.  Der var ikke plads andre steder, ellers ville hun ikke have siddet her. De andre rejsende var sikkert på vej til julefejring hos deres slægtninge. Hun var på vej væk.

På sæderne modsat hendes sad to børn med juicebrikker og chipsposer. Hun kunne se dem i vinduet foran lysene fra landsbyen, de kørte forbi i det øjeblik. De pludrede og grinede. Sæderne og gulvet under bordet var overstrøet med krummer og slikpapir. Togføreren kom forbi og kiggede på deres billetter, smilede venligt og fortsatte turen ned gennem vognen. Ikke et ord om svineriet. Da hun var barn skulle hun være heldig, hvis hun fik en småkage eller en enkelt sukkerstang til jul. Hun sank hen i tanker.

En skarp smerte strålede pludselig fra hendes skinneben, og hun kom med et overrasket udbrud. Den unge mand på sædet skråt overfor undskyldte distræt, skiftede stilling og rettede igen opmærksomheden mod skærmen foran sig. Hun svarede ikke. Han kunne alligevel ikke høre hende gennem de enorme hovedtelefoner, han havde på ørerne. Hun forstod ikke denne selvvalgte isolation, som unge mennesker forsvandt ind i, hver gang de havde et ledigt øjeblik. Hendes egne børnebørn gjorde det samme – de havde knap tid til at sige hej, før de gemte sig bag lukkede døre.

Ved siden af hende sad en dame på hendes egen alder og hæklede små bamser. Hun havde lagt opskriften på bordet, som om hun ville vise hele kupeen, hvilken fantastisk bedstemor hun var. Billedet forestillede en blå og grøn giraf og en lilla elefant, der lænede sig op ad hinanden i henrykt sameksistens. Hun rynkede på næsen. Hun havde strikket trøjer til sine børnebørn, indtil det gik op for hende, at hun kun så dem med tøjet på, når datteren sendte et opstillet foto til hende på facebook. De havde det aldrig på, når hun så dem i virkeligheden. Hvis det bare lå i en skuffe, så kunne det være det samme. Hun holdt op med at strikke, og ingen spurgte efter flere trøjer. Sidst hun var stødt på garnet fra det forrige projekt, havde det været fyldt med møl. De senere år havde hun ladet datteren om at købe julegaver til børnebørnene. Det var efterhånden så svært at tyde deres ønskesedler, at de lige så godt kunne være skrevet på kinesisk.

I år kunne de have deres jul for sig selv. Det var svært at se deres glade ansigter, når hun selv manglede det vigtigste. De forstod det ikke. Karl var syg og gammel. Hun havde vidst det allerede, da de giftede sig – at han ville gå bort før hende. Sådan går det ofte, når ægtemanden er femten år ældre end en selv. Men hun var ung dengang og alderdommen var meget langt væk. Ikke noget at bekymre sig om. Nu betalte hun prisen. Hun sukkede igen og forsøgte at se gennem kupeens spejlbillede ud i det sorte landskab, som fløj forbi med over hundrede kilometer i timen. Livet gjorde det samme ved hende lige nu, og hun brød sig slet ikke om det. Derfor havde hun bestemt sig for at gøre noget andet denne jul. Hun havde booket et seniorophold på en højskole, men som så ofte før havde hun ikke gennemtænkt alle detaljerne, før hun havde handlet. Det var ikke let at finde vej, når man ikke havde bil, og hun ville for alt i verden ikke ulejlige sin datter. Hun havde selv rodet sig ud i dette, og hun skulle nok få det gennemført, om hun så skulle gå hele vejen fra Slagelse til Hørve. Det var selvfølgelig en dårlig vittighed. Hun kunne ikke engang gå fra sit rækkehus og ned til Brugsen uden at stoppe op til flere gange for at finde pusten. Hun gennemgik rejseplanen i tankerne endnu engang – først med bus fra Slagelse til Svinninge, så med lokaltog til Nykøbing Sjælland og så det sidste stykke med bus igen op til højskolen. Hun håbede bare på, at der ikke var for langt at gå fra stationen til bussen.

Det lykkedes ikke at fange detaljerne i landskabet på den anden side af ruden. I stedet faldt hendes blik på et par øjne, som hun ikke havde lagt mærke til før. Manden overfor havde en overgang siddet og snorket højlydt med åben mund. Heldigvis var han kommet en smule op til overfladen, da toget standsede i Middelfart. Han havde lukket munden og trukket jakken tættere om sig, og siden da havde han slumret fredeligt uden en lyd. De var snart i Slagelse, og nu sad han og stirrede på hende. Han slog ikke blikket ned, da hun drejede hovedet væk fra vinduet. Der var noget foruroligende ved de øjne. Som om hun havde set dem før, og alligevel rørte de ved noget i hende, som hun ikke vidste, hun havde.

Han smilede venligt, og hun fik travlt med at holde pulsen og tankerne i ro. Koncentrerede sig om at huske ruten fra stationen til bussen og rettede blikket mod vinduet igen. Han rømmede sig og ville gerne vide, om toget var kørt forbi Slagelse. Hun rystede på hovedet og smilede for første gang på denne tur. Sagde, at hun skulle af i Slagelse og sandelig håbede at toget ikke var kørt forbi. Hans latter var mild og brummende på samme tid. Hvor skulle hun mon hen, ville han vide. Hun tøvede lidt, men fik alligevel sagt et eller andet, som var i nærheden af sandheden. Seniorhøjskole i julen er en spændende ny måde at holde jul på. Man skal jo prøve noget nyt, selv om man ikke er helt ung længere.

Han nikkede eftertænksomt og nåede ikke at svare, før damen i højttaleren annoncerede Slagelse station. Så rejste han sig op og spurgte, om hun havde nogen til at hente sig på stationen. Hun rystede forvirret på hovedet. Nå, men hun måtte da gerne køre med ham, for han skulle såmænd samme vej, og han havde bedt sin søn, som boede i Slagelse, om at køre ham op til højskolen.