Selvhjulpen

By admin, 14. marts 2014

– Klokken er over tre, sagde hun.

– Det er ikke en bus, sagde han. – De kører ikke efter faste klokkeslæt.

– Nå, men det burde de.

Hænderne fumlede med knapperne på trøjen. Den var beigefarvet med små lyserøde roser strøet ud over det hele. Hun havde knappet den skævt.

– Kom her, lad nu mig gøre det, sagde han og nærmede sig forsigtigt. Hun slog ud efter ham, rynkede panden og gik i gang med næste knap.

– Jeg vil selv.

– Hvorfor må jeg ikke hjælpe?

– Jeg vil selv!

– Men, jeg vil gerne hjælpe dig.

– Det ved jeg godt, men jeg vil altså selv.

Hele hendes spinkle krop dirrede. Koncentrationen var ude af kontrol. Bagefter ville hun være så udmattet, at det ville være bedst at blive hjemme. Men det kunne der selvfølgelig ikke være tale om.

– Den øverste knap, begyndte han.

– Ja, ja, jeg kan ikke gøre noget rigtigt! Hun stoppede et øjeblik og stirrede på ham med sammenknebne øjne. Brystkassen hævede og sænkede sig i små, hurtige bevægelser.

– Det sagde jeg ikke.

– Det var det, du mente.

– Nej, det var ikke.

– Du har aldrig været særlig god til at lyve.

– Jeg lyver ikke. Han nærmede sig igen. Denne gang tillod hun ham at knappe den øverste knap i det rigtige hul. Hun skubbede hans hænder væk, før han kunne nå at knappe flere knapper.

– Jeg kan selv.

– Ja, du kan selv. Det har du altid kunnet, mumlede han.

– Det hørte jeg godt!

– Det var også meningen.

– Nej, det var ej.

Han trak vejret hurtigt ind og forsøgte at ånde ud, uden at det kunne høres.

– Det hørte jeg også, sagde hun.

– Hvad?

– Du sukkede. Hun havde knappet den anden knap fra oven og var begyndt på den nederste.

– Jeg sukkede ikke. Han gik ud til køkkenvinduet og kiggede ned ad vejen.

– Jo, du gjorde. Mine ører fejler ingenting. Har du gaven? sagde hun. Hendes stemme rungede i lysekronen et øjeblik, før den sank ned i gulvtæppet. Der manglede to knapper i trøjen, men der var kun et hul tilbage.

– Så er taxaen her, sagde han og skubbede kørestolen ud til hoveddøren.