Hun ringede til datteren og bad hende komme over med rundstykker og spandauere til formiddagskaffen. Datteren lød overrasket, næsten glad, men rynkede lidt på næsen, da hun spiste sin spandauer hele vejen rundt om marmeladen. Sådan gjorde du altid, da du var barn, sagde hun, det har jeg tænkt meget på. Datteren undertrykte et fnis og var ved at få kaffen galt i halsen.
Hun sad lidt og kiggede på sveskeklatten på tallerkenen. Man kan godt gemme det bedste til sidst, tænkte hun, men hvis man venter for længe, når man aldrig til det.
