Drømme

By admin, 1. september 2016

Jeg kan ikke huske drømme. Jo. Enkelte drømme husker jeg, men det er altid dem, der ikke er værd at gemme på. Jeg husker de drømme, jeg helst vil glemme, resten glemmer jeg. De drømme, jeg glemmer, sidder i kroppen som fornemmelser. Nogle gange forfølger de mig hele dagen, uden jeg kan huske noget af dem. Jeg strækker mig i bevidstheden efter det glemte, det trækker sig væk. Jeg forsøger at lade som om, jeg har glemt, jeg gerne vil huske. Overraskelsesangreb. Det virker aldrig. Drømmen når altid at gemme sig, den er og bliver glemt. Jeg kan vågne en morgen og huske min drøm, stå op for at gå på toilettet. Når jeg trækker op, hvirvler drømmen med vandet ud i det evige kredsløb.

De drømme, jeg helst vil glemme, husker jeg. Det vil sige. Jeg ved ikke, om jeg helst vil glemme de drømme, jeg glemmer, for jeg kan jo ikke huske dem. Men i hvert fald. Nogle drømme husker jeg, selv om jeg gerne vil glemme dem. De kommer igen og igen med deres stærke følelser og umulige dilemmaer. Igen og igen pakker jeg dem væk, igen og igen dukker de op. Det handler ofte om toiletter på rad og række uden døre. Enorme toiletter, man ikke kan kravle op ad uden at glide ned igen hele tiden. Fyldte toiletter uden sæder. Jeg skal tisse, men der er kun den slags toiletter. Eller det handler om brusebade midt i en stirrende folkemængde. Brusebade uden forhæng eller midt i stuen. Eller jeg render rundt i nattøj og pakker min kuffert og tager af sted uden at klæde mig om. Sådan noget. Måske vil de sige mig noget, drømmene. Men jeg kan intet høre. Absolut intet. Stilheden er øredøvende. De siger kun forvirring og skam. Hvad kan man bruge det til? Intetsomhelst. Jeg bliver nok aldrig drømmetyder.