Glemsel

By admin, 7. december 2013

Hun vågner midt om natten. Der er noget, hun har glemt. Noget vigtigt. Har hun slukket for komfuret? Ovnen? De har slet ikke været tændt i dag. Kaffemaskinen har hun ikke brugt længe. Hun stirrer op i loftet. Prøver at huske. En lysstribe fejer ind gennem sprækken i gardinet og rammer først spindet under lampen og derefter vasketøjsbunken i den anden side af dobbeltsengen. Så hører hun lyden. En rumsteren nedenunder rammer hende i mellemgulvet og lammer hendes åndedræt. Kun et øjeblik, til hun genkender den. Hun har glemt at lukke katten ud. Nu står den oppe på køkkenbordet og æder resterne af aftensmaden. Mikroovnspizza. Pusleriet afløses af et brag og lyden af splintret glas. Hun vender sig om på siden og forsøger at sove videre.

Søvnen udebliver. Det er ikke katten. Erindringen søger med lange fingre ud gennem drømmetågen, men griber i den tomme luft. Hun vender sig om på den anden side, men der er stadig ingen søvn på vej. Pludselig sætter hun sig op i sengen med et ryk. Malina! Hun har glemt Malina. Mobiltelefonen ved siden af hende er på lydløs. Fem mistede opkald og lige så mange beskeder på telefonsvareren. Hun synker ned i puderne igen. Lukker øjnene. Forbander rødvinen. Pillerne.

Hvordan kan hun glemme Malina? Hun husker et videoklip med en baby, født med hjertet uden på kroppen. En baby med halvdelen af sit hjerte dunkende mørkerødt midt på brystkassen. Det er sådan, det er. Hendes eget hjerte dunker og pulserer der, uden for kroppen. Hun må ikke glemme hende. Aldrig slippe hende af syne. Hun sætter sig op igen. Tager mobilen og taster opkaldsoversigten frem. Tre fra hendes mor og to fra Adam. Hun sender et par sms’er – slap dog af, jeg er her endnu. I virkeligheden er de ligeglade. De er kun bange for besvær og rod.

Det begyndte ellers så godt. Malinas første skrig. Adams blege, fjogede fjæs. Hendes egen svævende mathed. Kroppens smertestillende lykke med babyens mund om brystvorten og lettelsen over, at det endelig var forbi. Eller at det endelig var begyndt. Så de mange halvvågne nætter med bleskift og slumren med babyen i smørhullet. Adams prøvende tilnærmelser, som hun forsigtigt afviste, indtil hun ikke rigtig kunne være det bekendt længere.

Et helt år havde hun haft. Alene med Malina som centrum i deres eget solsystem, mens Adam kredsede om hende og forsøgte at trække i hendes tidevand. Det var ebbe det meste af tiden. Når han var hjemme, gik han hvileløst omkring, indtil hun bad ham sætte sig ned eller skrubbe et andet sted hen. Han satte det ene projekt efter det andet i gang i huset og i haven. Han begyndte at ryge igen. Stod i timer og frøs på terrassen, hvis ikke lige Malina sov derude i barnevognen. Så stod han nede i sit halvfærdige haveskur. En sjælden gang imellem forsøgte hun at komme ham i møde med små flirtende blikke, hun pustede søde ord i hans øre og rodede op i hans hår med den begyndende plet midt på issen. Det endte alt for ofte med et klynk fra Malina og Adams sårede fnys. Men et år er som et vindpust. De var som strå i vinden. Pludselig var det slut. Malina skulle i vuggestue, og hun skulle begynde i Netto igen.

Det var på det tidspunkt, at følelsen begyndte at komme oftere og oftere. I begyndelsen var det bare en vag fornemmelse af, at hun burde være et andet sted. Så blev det mere tydeligt. Hun burde ikke stå og beskæftige sig med ligegyldige ting, mens andre passede på hendes barn. Hun havde mareridt, hvor hun gik omkring uden at vide, at hun havde født et barn, og først kom i tanke om det, når pædagogen fra vuggestuen kom og ringede på med Malina på armen. De onde drømme begyndte at jagte hende om dagen. Nogle gange mens hun satte varer på plads, andre gange sad hun ved kassen. En gang havde hun væltet en hel stabel dåser. En anden gang var hun stoppet midt i betjeningen af en kunde, indtil han havde rømmet sig og bedt om at få penge tilbage. Om aftenen, når Malina lå og sov i sin seng, og hun var optaget af et TV-program eller måske var fordybet i en bog, så var det der igen. Hun måtte koncentrere sig om at huske, hvad hun havde lavet i løbet af dagen – lige indtil erindringen om, at hun havde hentet Malina i vuggestuen, indfandt sig. Bagefter måtte hun liste ind i børneværelset og stå med tilbageholdt åndedræt, indtil der blev så stille, at hun kunne høre barnets regelmæssige vejrtrækning.

Det var værre de dage, hvor hun arbejdede sent. De første gange havde hun ringet eller sendt en sms til Adam omkring det tidspunkt, hvor hun plejede at hente. Han blev altid sur. Sagde, at hun ikke stolede på ham, og at hun skulle tage og slappe lidt af. Så holdt hun op. Men hun havde luret ham. Nogle gange ventede han med at hente, til vuggestuen næsten var ved at lukke. Det var hun sikker på. En gang forsøgte hun at bringe det på bane, men det faldt slet ikke i god jord. Han så ligefrem forurettet ud. Nægtede alt. Men i øvrigt ville ungen vel ikke tage skade af at være i vuggestuen en time længere, tilføjede han.

En dag hvor hun havde taget fejl af vagtskemaet og derfor havde tidligere fri, kørte hun hen og parkerede et par gader fra vuggestuen. Hun stod i en port overfor og ventede, til han kom. Kvart i fem. En måned efter gjorde hun det igen, ikke overraskende med samme resultat. Hun stod i porten og ville skrige til ham tværs hen over den befærdede vej, men hun slugte sine vrede ord, og i stedet begyndte en plan at tage form i hendes tanker. Han skulle komme til at fortryde sine løgne.

Hun kan stadig fornemme varmen fra babyen i sengen ved siden af sig. Huske, hvordan hun vågner midt om natten med hjertebanken og iskolde hænder. Hendes mund er tør som sandpapir og hun må holde fast for ikke at trimle ud af sengen. Hun stirrer på den lille krop, som ligger der uden en bevægelse. Stirrer, indtil øjnene har vænnet sig til mørket og hun kan ane brystkassens næsten umærkelige hæven og sænken sig. Hvordan hun langsomt puster ud og derefter trækker vejret ind i små stød, indtil stakåndetheden forsvinder. Lettet over, at der stadig er liv.
Planen var enkel. Hun ville fotografere ham, når han kom ud fra vuggestuen med Malina i hånden. Kameraet havde dato og tidspunkt slået til, og i hendes verden var det bevis nok. Hun ville konfrontere ham, når hun havde tilstrækkeligt med fotos fra forskellige datoer. Hun begyndte at pjække fra Netto for at stå i porten med kameraet. Hun sørgede for at stå sådan, at hun havde godt udsyn over døren derovre, uden at de kunne se hende. Hver gang døren gik, steg pulsen, og hun holdt vejret indtil hun så, at det ikke var dem. Når de så kom, glemte hun nogle gange at løfte kameraet, til det næsten var for sent, og billedet viste kun deres rygge eller Malinas ene øre under den gule fletning. Efterhånden blev hendes kolleger trætte af hendes undskyldninger. De klagede. Hun fik en advarsel fra butikschefen.

Måske var det fordi, det var sidste gang. Måske var det gået godt for mange gange. Hun vil ikke vide det. Hun vil ikke engang tænke på det, men hun kan ikke lade være. Hun rækker ud efter bøtten på natbordet og fisker en pille op. Øjnene sitrer bag øjenlågene, men søvnen kommer ikke. Hun ser Malina under birketræet i haven. Sollyset leger med hendes hår, og græsset er vådt af morgendug. Lyden af Adams åndedræt bag hende forstyrrer øjeblikket, og han tager om livet på hende bagfra. Lugter til hendes hår og vil kysse hende på halsen. Men hun river sig løs. Det er alt sammen Adams skyld, fordi han ikke har lyst til at være sammen med Malina.

Så står hun igen der i porten og venter. En spændt fjeder, klar til at springe frem. Det er planen. Han skal se hende med kameraet og forstå det hele. Det er hævnen. Men hun har glemt Malina. Hun er ikke med i planen. Det er hende, der først får øje på sin mor derovre i porten. Hun lyser op som en lille sol. Gennem trafiklarmen kan hun se barnets mund blive rund og glad på samme tid i et – Mmmoooaar! Så slipper hun Adams hånd. I det øjeblik, han ser hende i porten, glemmer han at holde fast. Malina slipper hans hånd og vil over til sin mor. Han holder ikke fast. Han glemmer at passe på. Hun ser det igen og igen. Filmen kører i slowmotion. Den lille krop mellem bilerne, der larmer og dytter og bremser. Og så kan hun ikke huske mere. Ikke andet end det ødelagte kamera på fortovet foran sig og stærke hænder, der holder hende fast, så hun ikke kan løbe ud og hjælpe Malina op.

Det er slut, men hun kan ikke få det til at holde op. Hun står op på rystende ben og går ind i værelset ved siden af. Hun ser, hvordan fotoet af Malina i skifterammen på væggen blegner dag for dag, og hun fryser selv med trøjen på. Der er for meget luft i huset til at det kan blive varmt og for lidt til at hun kan få vejret. Hun må aldrig glemme Malina igen. Hun skylder hende at huske, så længe hun lever. Alt, alt for længe.