Rust

By admin, 6. oktober 2013

Bevidstheden kom krybende med morgengryet, insisterede på at få mig op til overfladen. Vuggede mig fra side til side, til jeg let svimmel måtte slippe mine mareridt. Så kom jeg i tanke om, at jeg befandt mig på en fragtbåd. Kroppen i overkøjen rørte uroligt på sig, så det knagede i sengebundens metalfjedre. Jeg åbnede modstræbende øjnene. Det første, der kom ind i mit synsfelt, var en rustplet på sengekanten, som jeg ikke huskede at have set før. Nattens begivenheder maste sig på, men jeg lod dem ikke få plads. Jeg skævede op mod Kurts ryg. Den lignede sig selv. Det var næsten lyst, på trods af at gardinet stadig var trukket for koøjet. Jeg lindede på det ubestemmeligt orangefarvede tøjstykke.

Land! Men der var jo over en time til ankomst? Kysten var tæt på. En sandstrand strakte sig til begge sider, så langt jeg kunne se fra glughullet. Længere inde på land kunne man ane nogle tage hist og pist, bag dem skov. Så kom jeg i tanke om Laimas beskrivelse af indsejlingen til bugten, der mere lignede en flod oppe i denne ende, og den næsten 100 kilometer lange bunke sand, som hun nærede så varme følelser for: Den Kuriske Landtange. Det så hyggeligt ud derovre. Selv om jeg også vidste, at landtangen hang fast i et stykke Rusland i den anden ende. Jeg kom i tøjet og listede mig ud på gangen. Kurts snorken og lugten af nat fulgte efter mig, indtil døren gled i med et klik. Jeg mærkede efter i lommen. Jo, nøglekortet lå der endnu.

Luften var frisk og kølig på dækket. Noget andet end stanken i kahytten. Udsigten var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig. Sandstranden kom glidende i en uendelig strøm og mindede mig om ferien i Løkken den første sommer, Laima var i Danmark. Hun insisterede på gåture ved havet og dyr champagne i spabadet. Vi spiste smeltende litauisk chokolade i solen og sammenlignede nattelivet i Vilnius og København. Så godt vi nu kunne. Selv syntes jeg, at vi klarede sprogbarrieren meget godt. Det var sværere at blive klog på hende. Hun så lige igennem mig med sine stålgrå øjne. Og hun sagde de underligste ting. Engang efter en hed nat hviskede hun mig i øret: ”Aj em you destiny” – jeg er din skæbne, skulle det vist betyde. Og så grinede hun, som om hun havde sagt noget sjovt. Dengang forstod jeg det ikke.

Jeg blev træt af at glo på sandstranden. Det scenario, der udspillede sig på den anden side af skibet, var som sort nat i forhold til landtangens normalitet og bragte ganske andre minder frem. Kilometer efter kilometer lå coastere, containerskibe og fiskekuttere og gnubbede skrog. Skibe i alle størrelser mellem hinanden. Lag på lag så man måtte undre sig over, hvordan de nogensinde kom ud på åbent hav igen. Nogle af dem var så rustne, at man nok ville tænke sig om to gange, før man entrede dem. Skibenes navne glødede trodsigt mod mig, her fra en hæk og der fra en forstævn. Dér var det skrevet med kyrilliske bogstaver, og lige ved siden af – en hjemmefødning med ”Klaipėda” i hvide versaler. Imellem dem lå der halvt sunkne skrog og klyngede sig ynkeligt til vandoverfladen. Sceneriet skiftede konstant, der var hele tiden nye skrog, flere iøjnespringende navne, anderledes nuancer af rust, jern, mørnet træ og gammelt tovværk.

Et stykke bag denne parade af forglemte sømandshistorier strakte en skov af metalhalse sig. Det var som om, de forsøgte at holde hovederne højt op over den grå elendighed af containerterminaler, siloer og lagerbygninger, der lå og flød under dem som forladt legetøj. Men der var alligevel liv dernede. Gaffeltrucks og lastbiler kørte til og fra i en hektisk dans, mens mennesker i myrestørrelse dirigerede og kommanderede og fik ting til at ske. Og her stod jeg og sandede til i min betragter-rolle. Som altid.

Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på første gang, jeg så hende. Hendes blik sendte tusinder af volt gennem min forsvarsløse krop og forstærkede på et øjeblik min allerede anselige rus. Hun dansede med Kurt. Der var et virvar af stilethæle, nøgne skuldre og kønne ansigter med slaviske træk, blandet med ungkarlefine jakkesæt og kiksede slipseknuder. Forsamlingshuset dampede af hormoner, øl og russisk vodka. Laimas blik var en radar på jagt efter uforsigtige grænsebrydere. Måske forsøgte hun at finde et nogenlunde anstændigt eksemplar, hun kunne udøve sin magi på. Eller det eksemplar, som var lettest at sno. Den nat følte jeg mig heldig.

Fra toppen af fragtskibet kunne jeg se rækker af containere på dækket nedenunder. Statiske, ubevægelige i modsætning til det landskab, som kom imod mig og bød mig indenfor, men uden den mindste smule gæstfrihed. Logikken burde fortælle mig, at de havde samme størrelse som de bunker af byggeklodser i alle regnbuens farver, der tårnede sig op derinde på kaj efter kaj. Men der var ikke meget logisk over min sindsstemning i denne morgentime. Jeg følte mig hensat til en anden tid i en parallel virkelighed, hvor æstetik blev målt på helt andre parametre, end jeg var vant til.

Grimheden foran mig tiltalte mig på en måde, jeg aldrig havde oplevet før. Symmetrien i kran-halse og skibsmaster, fragtterminalernes kubisme mellem siloernes halvcirkler og cylindre, sandstrand og sommerminder på den anden side og de utallige pramme, som fiskede efter jeg ved ikke hvad i bugtens sorte dyb. Morgenens friskhed blev pludselig råkold. Bølgerne omkring stævnen trak mit blik, men jeg ville ikke se det igen. Jeg skævede ned til Kurts varevogn mellem containerne på dækket, hvor Laima burde være ved at vågne. Jeg kunne næsten fornemme hendes duft og høre hendes klynken. Hånden dækkede af sig selv mærket fra hendes negle på halsen. Jeg tvang blikket væk fra mørket under skibet og forsøgte at glemme rædslen i hendes øjne.

Mine tanker blev afbrudt, da en grødet stemme bag mig sagde mit navn. Jeg behøvede ikke at vende mig om. Alene lyden af vejrtrækningen og skridtenes tyngde på dækket fortalte mig, at det var Kurt.

– Så er vi der om et øjeblik, prustede han og pegede på noget, der lignede en halvø af metal midt i bugten.

Igen borede Laimas blik sig ind i mit, nu fra halvøen derinde. Jeg kunne mærke Kurts ånde i nakken. Lugten af tømmermænd. Jeg vendte mig om og brækkede mig ud over hans sko.

Man siger, at stål og kærlighed ikke ruster. Jeg håber, det er løgn.