Tænk engang

By admin, 17. maj 2013

– O kay, prøver hør her. Hør her!
Stemmen var ivrig, lidt skinger, insisterende.
– Prøv at, sagde Hanse.
– Hva?
– Det hedder prøv at høre, ikke prøver hør.
Så, nu trak øjenbrynet over venstre øje sig sammen igen på den der irriterende måde, som Inger var helt vild med. Den lille afbrydelse stoppede ham ikke.
– Alså, det et tank’eksper’ment, ikk’år.
Brian ignorerede med vilje hans rettelser. Det var Hanse overbevist om. Nogle gange lavede han også flere fejl bare for at irritere.
– Hin her syg’plej’skn, fortsatte Brian.
– Hun har tre bøern, o kay? Å så boer hun for saj sæl – alså med bøerene, ikk’år.

Det begyndte allerede i går, hans ”tank’eksper’ment”. Hanse kom til at tænke på militærstøvler og torturkamre, når Brian begyndte på det der. Han var ikke til at få ned på jorden, når den filosofiske djævel for i ham. Det sagde Inger også altid. Det var bare at slå koldt vand i blodet og forsøge ikke at hidse ham op.
De havde været lige midt i et godt skænderi om superligaresultater og trænerkriser i engelske champs-klubber. Det var ellers kun den anden bajer. Pludselig skiftede Brian bare spor sådan uden videre. Og så kørte han ellers derudaf med en lang historie om et vejkryds og en flyvemaskine og en masse biler med mennesker i og hvem skulle overleve. Det var ikke til at få hoved og hale på, og til sidst gad Hanse ikke at høre mere og skred. Måske var de nået til nummer fem eller seks på det tidspunkt. Bajer altså. Hans anfald kom tit mellem nummer tre og nummer fire. Så ved nummer fem plejede de at gå over. Når tågen begyndte at krybe frem i øjnene på Brian. Så faldt tankerne ligesom fra hinanden, og han blev normal igen.
Ja, normal og normal. Men han blev i hvert fald sig selv. Som man kunne hænge ud med og grine med. Det var altid bedst efter nummer fem. Så det var om at lade være med at sætte ham på det forkerte spor, når han var ædru. Og så bagefter holde ud til nummer fem. Så var han helt fin at være sammen med.

– Enerli mor, o kay? Men såer da det, du ve’ – a’ hun æ sånn en bits. Engen ka’ hol’ hin u’.
Han var ikke til at stoppe. Hanse havde prøvet at hælde nogle bajere i ham, men han var så optaget af sin historie, at han slet ikke tog flasken til munden ofte nok. Det kom til at tage lang tid. Surt at Inger ikke var der. Hun var ellers god til at få ham på andre tanker.
– Bitch.
– Hva?
– Det hedder bitch. Det er engelsk. Kælling eller sådan noget.
– Jaja.
Brian tabte tråden. Desværre kun et par sekunder. Så var han der igen.
– Så der håndvarkern.
– Håndværkeren.
– JA! Han arbejer sort, ikk’år.
– Nå. Og?
– Å-øh finansfyern, o kay?
– Hvad er der så med ham?
Stemmen lød lidt slidt nu.
– En sånn en…hva’ det hejer…
– Spekulant?
– Narj…
– Bankrådgiver?
– A-a.
Brian rystede energisk på hovedet.
– Det krimernelt, ikk’år. Hværtifald lidt.
– Selskabstømmer?
– Nemmerli’!
– Altså, Brian.
Hanse var ved at miste tålmodigheden. Den anden grønne stod foran Brian. Urørt. Kunne han måske få ham til at gå om bord i den? Så hans egen hjerne ikke begyndte at koge denne gang.
– Der mang, o kay. I ders biler. Åss en gamml mand mæ sånn kunsti…du ve’ nok.
Brian klappede sig på hofterne.
– Ok, jeg tror nok, jeg har fattet det nu, sagde Hanse.

Men Brian var stadig ikke parat til at slippe sin historie. Han fortsatte i det uendelige med at remse alle mulige mærkelige starutter op. Han var helt væk. Hanse ønskede sig ligefrem i tankerne hjem til Inger, selv om han godt vidste, at hun nok i dette øjeblik sad og gloede på nogle desperate husmødre og strikkede stribede sokker eller et eller andet dødssygt.
– Kom nu lige til sagen, vil du ikke nok? Hvad rager alle de her folk i deres biler mig? Jeg gider ærlig talt ikke høre mere nu. De er ude at futte lidt rundt i deres øser, og så støder de sammen i et kæmpe brag midt i et vejkryds, fordi lyskurven er ude af drift. Så kommer der sytten ambulancer og henter dem alle sammen, og så er historien slut. Drik så din bajer!
Brian stirrede lige igennem ham. Det var uhyggeligt.
– Narj. Ikk’ sånn. Det en flyver, o kay. Den lander meti krysst. Oppå bilerne.
– Midt i krydset…hvad? Du er syg i hovedet.
– Nåh!
Brian så overrasket på Hanse. Som om han først lige havde opdaget, at han var der. Bajeren stod stadig bare der og så dum og ensom ud.
– Jamen, jeg mener det! Sådan bare uden videre at slå en hel flok uskyldige mennesker ihjel på den måde. Det er jo det rene blodbad.
– Det jo foke-ert!
– Hvad?
– Poengern æ…
– Pointen.
– Jaja. Poengern æ den a det æ di ikk. Ikk’år!
– Hvad er de ikke?
– Uskylli-e!
– Uskyldige? De er vel lige så uskyldige som vi er?
– Æ vi det?
– Hvad?
– Uskylli-e – hvæm æ det?
– Undskyld, men det her er altså ved at blive lidt for underligt.
Hanse rejste sig op med et ryk, så stolen gik i gulvet med et brag. Brian for sammen med et spjæt og kom til at vælte flasken. Han stirrede på Hanse med et vildt blik. Flasken klukkede og gurglede sit indhold ud over hele bordet. Som om den lå og vred sig af latter over det mærkelige optrin.

Så skred Hanse. Døren smækkede i med et brag. Det var den sidste anden bajer, de drak sammen. Nogensinde. Og det var ellers blevet til nogle stykker efterhånden. Brian greb automatisk om flasken for at rejse den op. Der var en sjat tilbage. Han skulle lige til at slynge den ned, da bartenderen vinkede ham hen.
– Telefonbesked, sagde han og stak en gul lap papir hen under næsen på Brian.
– Hvæm fra?
Bartenderen svarede ikke. Satte bare den gule lap fast på bardisken og fortsatte med det, han havde været i gang med. Brian gloede på lappen og kneb øjnene lidt sammen. Lagde hovedet på skrå. De blå streger hoppede lystigt hen ad en usynlig linje, bukkede, nejede, bød ham op til dans. Men han kunne jo ikke danse. Kun når Inger var der.
Stregerne voksede sig sorte, så røde og til sidst var de over det hele. Så blev al mening mast sammen og koncentreret i et punkt lige foran ham. En nakke. En flaske i højre hånd. Og så var der ikke flere historier at fortælle.