Det kommer ind alle vegne, uanset hvor meget man forsøger at undgå det. Fornemmelsen af kolde fnug på brystet, der hvor halstørklædet ikke dækker. Når bukser og jakke slipper taget i hinanden over lænden, og stykket over smilehullerne bliver ildrødt, før smeltevandet langsomt, men sikkert finder vej helt ned i underhylerne. Tunge støvler i ryggen og hænder som presser mit ansigt ned i kulden, til luften næsten er forsvundet fra lungerne. Lyden af panik i ørerne og smagen af jord. Tyngden i lemmerne når klokken ringer og der er for langt op i klassen til at nå det til tiden. Igen og igen kommer synerne rullende. Jeg kan endnu mærke sneen smelte i nakken og løbe koldt ned ad ryggen. Hver gang må jeg lukke øjnene hårdt i og tænke på Pia.

Nu sidder jeg her og kigger ud på snefoget mellem stammerne. Forsøger at vurdere, om skyggen derude er synsbedrag, eller om det virkelig er en elg. Måske en bjørn? Jeg ved det ikke, og egentlig er jeg ligeglad. Hvad kan man ellers fordrive tiden i en fjeldhytte med? Ingen strøm, ikke noget rindende vand og slet ikke noget internet. Heldigvis har jeg forsyninger nok til et par uger endnu. Forhåbentlig har postyret derhjemme lagt sig til den tid.

Det hjælper at forestille sig Pias ansigt, når hun opdager det. Jeg ser hendes bløde, brune øjne blive sorte og hårde. Jeg ser rødmen springe frem på hendes hals og kinder, mens sveddråberne perler i tindingerne. Jeg ser hendes håndflader blive fugtige, og jeg snøfter, som om jeg kan fange den ramme lugt af sved og arrigskab. Jeg vil lægge armene om hende og klemme hendes bryster flade mod min mave, til hun gisper efter vejret. Gribe fat i dellerne i siden og ryste hende blidt, til hun kommer til sig selv.

Der var så meget kærlighed. Så meget lyst. Selv fremmede, der vendte sig om efter os, kunne se det, når vi kom gyngende ned ad gågaden hånd i hånd. Selv om min erfaring med kvinder ikke er den bedste, så vidste jeg bare, at dette var ægte. Jeg håber, at chokket bliver så stort, at hun kommer tilbage. Men jeg ved det ikke. Det er derfor jeg sidder her. I sikker afstand.

Fnuggene derude danser fjerlette omkring. Vægtløse, ser det ud til, men jeg ved, at det er løgn. I virkeligheden er de tunge som sten. Der er så meget, der er anderledes, end det ser ud. Derfor har jeg sikret mig. Pengene er ikke her. De ligger et sted, hvor ingen kan finde dem. Hvis nu alt går galt, så har jeg trods alt pensionen i orden. Det varmer helt ind i kernen at tænke på. Så er det slut med at fryse, ingen tvivl om det.

Men det går ikke galt. Ikke denne gang. Der var ingen der så mig. Og overvågningen var en af de der attrapper. Jeg kan se det på lang afstand. Man siger jo, at øvelse gør mester. Jeg er blevet rigtig god til det. Husker at dække ansigtet og tage noget tøj på, som alle har magen til. Husker at undersøge først, om der er en eller anden køter i huset. Eller om kiosken har en alarm. Sådan nogle helt almindelige ting i min branche. Jeg er god nu. En af de bedste. De fanger mig aldrig. I øvrigt, så gider de ikke engang prøve. Jeg er jo ikke morder. Ikke engang en rigtig røver. Kniven har jeg kun med for en sikkerheds skyld.

Det kan godt være, at det ikke var så pænt gjort. Stjæle fra en ven. Men vi er heller ikke sådan kammesjukker. Rigtige venner går på værtshus sammen eller inviterer på middag eller sparker dæk. Hamid og jeg sludrer bare hyggeligt på trappen, når vi mødes. Jeg køber altid smøger og cola i hans kiosk, for jeg mener, at man skal støtte de lokale. Trofasthed er virkelig en mangelvare i dag. Der kunne de godt lære noget, de der smarte akademikere oppe på fjerde. Jeg har aldrig set dem i nærheden af Hamids kiosk. Det er de nok for fine til. De tror, at de er så samfundsnyttige og økologiske, men jeg ved bedre. Jeg har set emballagen fra deres lavprishakkede oksekød og buræg nede i containeren i gården. Det kan kun være deres. Hvem vil ellers bruge Irma-poser til sit affald?

Det var Hamid, jeg kom fra. Han tjener kassen, det skal jeg love for. Jeg har set hans såkaldte afgiftsfrie varer i baglokalet, og jeg er sikker på, at hans fætter ikke betaler skat. Det er ham, der passer butikken, når Hamid ikke kan være der. Så det var egentlig ikke meget forkert, det jeg lavede. Han melder mig ikke. Han er ikke interesseret i at få politiet ned og snuse rundt i sin butik. Måske ved han ikke engang, at det er mig. Pia siger i hvert fald ikke noget. Hun har alt for meget i klemme selv. Det er også derfor, at jeg næsten ved, at hun kommer tilbage. Det her binder os sammen. Hun skal bare lige vænne sig til tanken.

Det bliver ikke lige som med Gitte. Hun var ikke af vores slags. Hun kunne slet ikke tåle presset. Viden er tung. Man skal være stærk for at kunne bære den. Derfor plejer jeg heller ikke at sige noget, før jeg er sikker på, at tøsen kan tåle at høre sandheden. Det duer ikke at have sine ekskærester til at gå rundt og sladre. Hende bildte jeg ind, at jeg var nattevagt, og hun åd den råt. Lige indtil optagelserne fra tanken kom i Station 2. Hun tog det pænt. Ikke noget med at slå op eller skrige og råbe alle mulige grimme ord efter mig. Hun afviste mig ikke engang senere, da vi gik i seng. Det var først næste morgen, jeg indså, at jeg havde taget fejl af hende. Jeg fandt hende heldigvis, før hun nåede at lave for meget ballade. Men det er noget rod, når det først kommer dertil.

Pia sladrer ikke. Det ved jeg. Vi hører sammen, og hun kommer tilbage. Hun kender sandheden, og hun er stærk. Hun har fortalt mig det hele, og jeg har lovet at holde mund. Det er sjovt, som vægten af to sandheder ophæver hinanden. Vi har brug for hinanden. Sammen er vi vægtløse.

Jeg kan stadig se skyggen derude. Det er heller ikke en bjørn. Den er tættere på nu. To ben. Hætte med pelskant. Foroverbøjet mod vinden og sneen. Sneen, der trænger ind gennem alle sprækker og fryser blodet til is. Ligesom det er helt stift i mine årer nu. Jeg kan se, hvem det er. Hun kan virkelig ikke være det bekendt. Efter alt det, vi har haft sammen. Vægtløshed og alting. Nu står hun der og peger på mig. Spotter mig. Synerne kommer tilbage. Der er ingenting at jage dem på flugt med denne gang. Og så er det endda mit eget gevær, hun peger med.