Hun kunne høre skrigene, da de kørte over broen. De skar sig ind i hendes hjerne, så hun måtte holde sig for ørerne. Desværre hjalp det ikke spor.

Mens broen forsvandt i tågen bag dem, kunne hun stadig høre plaskene og fornemme angsten. Det strammede om brystet, og smerten i skuldrene krøb langsomt op langs med nakkehvirvlerne og sprang fra hårrod til hårrod, indtil den dunkende, strammende fornemmelse havde lagt sig om kraniet som spændebånd.

Ned ad bakken, rundt i svinget, op og ned igen. Et lyskryds lynede mod hende med sine røde øjne. Det mindede hende om frøken S., afdelingssygeplejersken. Hun huskede den strenge ryg og den isnende tavshed, når hun formastede sig til at stille spørgsmål om behandlingen. Hun slog blikket ned. Kunne ikke holde ud at se det skifte til grønt. Frede sagtnede farten og svingede ind på området.

Gensynet ramte hende som et stød i mellemgulvet. Det lignede nærmest en park nu med grønne plæner og enorme kastanjer, men de store, gule bygninger stod der stadig og skulede til hende med deres grimme, grønne øjenhuler. Der var ikke nogen bom for vejen længere. Ikke at hun havde forventet det, men det kom alligevel som et chok. Som om alt det indestængte, hengemte, i et øjeblik kom farende ud i hovedet på hende med opspilet gab.

Informationstavlen ved vejen var ikke oplysende. Kun et stiliseret kort med en masse numre. Vejene i området dannede et indviklet mønster, der langsomt begyndte at ændre konturer for hendes øjne. Hun tvang blikket væk, før stregerne fandt deres nye form. Skrigene vendte tilbage med fornyet styrke og satte sig fast i ørerne som tinnitus. Kastanjetræerne på plænerne strakte deres tunge grene og truede med at kvæle hende. Frede holdt ind til siden.

– Det kan være, at vi kan få noget hjælp derovre, sagde han og pegede på et af portnerhusene, – de må da kende området.

De steg ud og gik op ad trappen. Ruskede i døren. Den var låst. Mærkeligt. Kiosken plejede at være åben på dette tidspunkt. En dame åbnede døren og så spørgende på dem. Frede spurgte om vej, mens hun selv fik et glimt af entreen. Gulvet flød med legetøj og skoletasker. I stedet for kiosklugen hang der et spejl, men lamperne på hver side af lugen var de samme. Pludselig dukkede et grimt ansigt op i spejlet.

– Hvad kan jeg hjælpe damen med, hvæsede ansigtet. Slik? Postkort? En billet til endestationen? Et lift ud til broen?

Hun gispede og trådte et skridt baglæns. Endnu et. Glemte at hun stod på trappen og tumlede baglæns ned ad de hårde trin. Hun tog hånden op til hovedet og mærkede noget vådt. Hysteriet meldte sin ankomst. Hun kunne mærke det presse på som dampen i kedlen, lige før fløjten sætter i med at hyle. Hun ville skrige, men der kom ikke en lyd ud.

Frede rystede kort på hovedet, da damen i døren tilbød at hjælpe.

– Nej tak, jeg tror vi må videre. Min kone har været ansat her på stedet, og det er lidt svært for hende at være her igen. Tak for hjælpen.
Han samlede hende op og trak hende hen i bilen igen. Tørrede hendes tinding med et lommetørklæde. Så bekymret på hende og spurgte, om de skulle opgive deres forehavende. Hun trak vejret dybt nogle gange.

– Nej, det er ok nu. Jeg er nødt til at gøre det her, sagde hun.

Skrigene rungede stadig bag hende, da de lidt efter gik ind af døren til museet, men de var ikke så intense nu. Hun håbede på, at dette ville kvæle dem for altid. I jakkelommen kunne hun mærke en kastanjes stikkende pigge, og hun standsede. Hvor kom den fra? Hun vendte sig om i døren og kastede et sidste blik ud mod parken. I vinduet øverst oppe i den nærmeste bygning kunne hun se ryggen af frøken S. tone frem. Skikkelsen drejede langsomt rundt, men i stedet for afdelingssygeplejerskens skarpe blik, var der kun tomme øjenhuler. Kastanjen i jakkelommen borede sig ind i hånden, idet gulvet kom farende op mod hende.