Jul på perronen?

By admin, 1. december 2010

Det begyndte i venstre fod – en stikkende fornemmelse, som banede sig vej gennem nervetrådene til rygraden og videre op til hjernen. Han forsøgte at ignorere det. Ville bare blive liggende og ikke mærke noget som helst.

Så kom lydene også. Som små dryp på en tøvejrsdag ramte de trommehinderne. Men effekten var som tordendrøn. Han forsøgte at hive bevidstheden op af sumpen. Han åbnede øjnene. Et kraftigt lys ramte pupillerne alt for hårdt.

Kroppen blev bevidst om bænkens hårdhed. Det var værst at vågne, for han mærkede ingenting, når han væltede om i sin rus og faldt i søvn. Nu var alle muskler stive, og foden prikkede insisterende til hans viljeløse slaphed.

Han mumlede nogle uforståelige ord og åbnede øjnene igen – denne gang mere forsigtigt. Så satte han sig op. Lige foran ham stod der et juletræ med lys på. Han kunne ikke huske, om det havde stået der dagen før.

Han kneb øjnene sammen til smalle sprækker igen. Det fik lysene fra træet til at ligne deforme stjerner. Det var folkene i DSB-kiosken, der havde opdaget, at det snart var december. Butikken sendte et hav af lys ud på den vågnende perron.

En fortravlet mor med en surmulende unge på slæb kom hastende imod ham. Han sad og betragtede dem på afstand. Inden længe ville hun sikkert slå en stor bue uden om ham. Det var han efterhånden vant til.

I eftermiddag ville perronen myldre med folk. Mange med store bæreposer fulde af gaver og julegodter. Alle løb rundt og forsøgte at nå julegavetoget, før det kørte fra dem, men ingen kunne finde ud af, hvilken perron det kørte fra. Han rystede på hovedet. Sikke et postyr.

Den travle mor var kommet nærmere. Han rynkede panden. Hvor havde han set hende før? Buen udeblev. Hun trak i ungen og gik helt tæt forbi bænken, mens hun stirrede undersøgende på ham.

– Øh.., begyndte hun, – det er måske lidt mærkeligt, men jeg tror, at det er dig, jeg leder efter.

Han gryntede. Stemmen var ikke rigtig vågnet endnu. Så op igen. Syntes ikke, at han kendte damen, selv om ansigtstrækkene på en eller anden måde virkede bekendte.

Hun vred sig lidt. Rømmede sig.

– Er det dig, de kalder ”Polakken”?

Han nikkede bekræftende.

– Jeg har været forbi her så mange gange uden at finde dig.

Det lykkedes ham endelig at få de strejkende stemmebånd til at fungere.

– Hvad vil sådan en ung, smuk dame mig? Jeg er bare en håbløs, gammel vagabond, mumlede han.

– Mor siger, at det er dig, der er min far, sagde hun genert, – hvis jeg bare havde vidst det noget før…

Lysene på juletræet overfor generede ham pludselig ikke mere. Damen stod der og smilede fjoget af hans forvirring. Ingenting var anderledes end for fem minutter siden. Og alligevel stod alting pludselig i et andet lys. Nogen havde ledt efter ham. Det var en helt ny fornemmelse…