Tusmørke

By admin, 16. november 2010

Lige før tusmørket lægger sig som en dyne om hende og gør alle farver ubestemmeligt grålige, ser hun det. Noget hvidt kommer dansende imod hende, akkurat inden for synsfeltet. Snefnug?

Det er ikke sne. Hun kniber øjnene sammen for bedre at se. Blinker regndråberne væk. Lyset fra billygterne brydes i tusinde krystalglimt i hendes hinkestensbriller. Det hvide forsvinder og kommer igen, forsvinder, danser, bliver væk. Hun ser det mellem sidespejle, cykeldæk og travle vinterjakker.

Det er en lille pige i lyserød regnjakke. Hun holder en hvid paraply med røde hjerter på. Hun smiler, men kun med munden. Knoerne er næsten lige så hvide som paraplyen. Vinden river i de røde hjerter, men pigen giver ikke op. Hun er som limet til paraplyens håndtag. Det er rødt som hjerterne.

De røde hinkesten glider ned på næsetippen, og hun må standse op et øjeblik for at sætte dem på plads. Cyklen svajer ud mod vejen, mens hun får indkøbsposerne sat på plads på styret og bagagebæreren. Hun mister hjerteparaplyen af syne et øjeblik. Spekulerer på, om pigen er alene, eller om moren er i nærheden.

Hun kan ikke rigtig huske sin mor. Måske var det en sygdom. Men hun kan huske den lyserøde regnjakke og paraplyen med de røde hjerter. Blikket bliver fjernt, bare et øjeblik. Så ser hun pigen igen. Vinden tegner hvide striber i luften med paraplyen, mens pigens knoer bliver endnu hvidere.

Striberne på vejen er ikke lige mere. De bugter sig for hendes blik og er svære at følge. Cykelstyret tager over og slår uregerlige slag, faretruende nær kantstenen. Hun forsøger at rette op, samtidig med at hun for alt i verden ikke vil slippe paraplyen af syne.
Den var med overalt, paraplyen. Hun gik ingen steder uden den. Hvor er den nu? Hun anstrenger sig for at huske. Minderne flyver fra hende. Hjerterne holder krampagtigt fast i det hvide nylonstof, men det varer ikke længe nu. Med et brøl rykker vinden dem fri, og de svæver i luften over pigen som røde snefnug.

Brølet fra motoren overdøver alt andet. Den hvide paraply flyver højt, højt op i luften og flakser så ned igen som en vingeskudt svane. Regnen plasker rytmisk på biltagene. De holder stille nu. Tusmørket kommer krybende bagfra, næsten uden at nogen mærker det. Asfaltens sorte lak glinser i lyset fra de stivnede billygter.

Der ligger et gråligt stykke nylonstof på asfalten. Hjerterne flyder sammen på vejen i et underligt rødt mønster. Under det enorme dæk kan man lige skimte noget krøllet metal og et stykke af en lyserød regnjakke. I en vandpyt ved siden af synker en hinkesten langsomt til bunds.