Pletten

By admin, 14. november 2010

Der var noget på en gang velkendt og fremmedartet ved rækken af gule murstenshuse og deres røde teglstenstage. De var meget mindre, end han huskede dem. Han forsøgte at forestille sig, hvordan der så ud inde i husene nu, men det lykkedes ikke. Der tonede hele tiden andre billeder frem. Et børneværelse. En smal entre med grønt tapet. Køkkenet med orange klinker på væggen og stuen med de lysebrune blomstergardiner. En seng med sorte tuschstreger.

Han kørte langsomt forbi. Tankerne fløj fra ham. Pludselig slap kopihusene op, og et par murermestervillaer passerede forbi. Han bremsede op – unødigt hårdt. De sorte tuschstreger voksede og skiftede form et sted inde i hjernekisten. Han rynkede panden. Skævede til udprintet fra computeren og forsøgte at finde husnummeret på den villa, han var stoppet ved. Han var kørt for langt.

Han trillede tilbage. Denne gang koncentrerede han sig om at holde fokus på det ærinde, han var ude i. Nummeret, han søgte, sad på et af husene i den lave, gule række. Han stoppede igen og sad lidt og så på facaden. En underlig fornemmelse bredte sig i kroppen. Nu krøllede de sorte streger sig sammen og rullede sig ud i et sært mønster, som han ikke kunne finde hverken hoved eller hale i. Den velkendte, dunkende fornemmelse i baghovedet kom krybende.

Sørens også, at kæresten skulle finde drømmestolen i en annonce med denne adresse. Og så oven i købet sende ham ud for at hente den. Han sukkede og åbnede bildøren. Pludselig kom billederne strømmende imod ham som uldne smalfilmsoptagelser på et gulnet lærred. De sorte streger blev suget ind i et enkelt punkt til en deform plamage. En plet. Pletten på gulvtæppet. Der gik flere måneder, før den blev fjernet. Og stregerne på sengen. Køjesengen, som han havde været så glad for at sove i. Hvorfor tog de den fra ham?

Tøvende nærmede han sig hoveddøren. Han stod og forsøgte at tage sig sammen til at ringe på, men armen ville ikke lystre. Den hang langs kroppen som et fremmedelement, der ikke havde noget at gøre med resten af ham. Så gik døren alligevel op. Et venligt ansigt kiggede ud på ham gennem dørsprækken. Det var en ældre dame. Han så på hende med et fjernt blik. Hun bevægede munden, men han hørte ingenting. Fulgte blot efter hende ind i entreen med det grønne tapet. Den sorte plet dækkede næsten hele synsfeltet nu. Han kunne kun lige skimte damens bevægelser gennem tusmørket. Hun slog ud med hånden mod stolen, han var kommet efter. Han forsøgte at koncentrere sig om den, men det lykkedes ikke.

Han så op. De stod i et lille rum, højst seks kvadratmeter. På væggene hoppede små børn i klovnedragter rundt i en flimrende dans. Børneansigter i alle aldre smilede til ham fra talrige fotos omhyggeligt arrangeret på hylderne i reolen. Smalfilmen begyndte igen at flimre mod ham. Den lagde sig om ham som en strimmel fluepapir. Halsen snørede sig sammen. Han så en køjeseng. Selv om han lukkede øjnene kunne han ikke stoppe de uldne billeders stadige strøm. En kamp. Et skub. Et skrig. Og så var der den sorte plet. Hans øjne gled søgende ned mod gulvet, hvor pletten havde været. Den var der ikke mere. Men han så, at gulvtæppet var rødt. Og så blev alt sort for hans øjne.