Under overfladen

By admin, 29. oktober 2012

Pakken forsvinder lydløst ned i lommen, mens jeg ser den anden vej. Lad ikke den venstre hånd vide, hvad den højre gør. Det her, det kan jeg. Det er ikke noget at være stolt af. Men det kilder sært behageligt i kroppen, da jeg nærmer mig kassen. Betaler for de andre varer og forlader supermarkedet. Jeg lader velværet brede sig til hver en muskel og tager en dyb indånding. Køber en avis af en hjemløs og føler mig god.

Rusen fortager sig langsomt, mens jeg forsøger at huske, hvor jeg satte bilen. Den velkendte fortrydelse tager over. Men ikke så længe. Det betaler sig ikke. Det her er mit liv. Forstadsfin på overfladen og butikstyv på vrangen. En uventet kulde bevæger sig hurtigt ned langs rygsøjlen og jeg ryster ufrivilligt. Jeg forstår det ikke. Der er jo ingen, som ved det. Ikke engang min mand. Der er ingen grund til at være bange. De opdager det aldrig.

Om lidt kommer min datter hjem. Hun er stor nu. Kan selv gå hjem fra skole. Selv smøre madpakke og huske at lave lektier. Hun ved heller ingenting. Men hun ligner mig. Hun tror, at jeg ikke mærker det. Jeg holder mund. Der er ikke noget at sige.

Hun møder mig med et smil i døren, men hendes øjne er triste. Knuden i mellemgulvet føles overraskende tung og stor. Jeg ser ned og undgår hendes blik. Bærer varer ind. Dækker bord. Lader tomme ord dryppe langsomt ud over spisebordet, mens vi spiser industri-brownies og drikker økologisk kaffe.

Om lidt er det slut. Jeg har lagt til side længe. Det ved de heller ikke noget om. Om lidt vælger jeg et andet liv, og de kan ikke gøre noget ved det. Om lidt går jeg ud ad døren for sidste gang.

De klarer sig. Det har de gjort længe nu. Jeg smiler lidt for mig selv. Hun tror, det er noget, hun har sagt. Lægger hovedet på skrå, og et øjeblik når smilet helt op til hendes øjne. Hun er smuk. En pludselig ømhed rammer mig med et tungt drag over nakken.

Det bliver i morgen, så.