Møgdyr

By admin, 26. oktober 2012

Han kunne også bare have ladet være. Det var det samme hver eneste gang. Møgdyr. Gik og pissede alle vegne. Stank. Nu var det slut. SLUT. Det var en god følelse. Men den døde krop kunne ikke ligge og flyde der. Sådan noget tiltrækker kryb. Orme og biller. Gyset krøb op langs rygsøjlen til det landede i lillehjernen med en svag hvæsen. Flere ukontrollerede spjæt i højre arm gjorde det svært at holde fast på geværet. Rystelserne varede i flere minutter. Så. Rolig nu. Tænke klart, klart.

En lyd oppe fra tagryggen afbrød koncentrationen, før den rigtig fik fat. Et egeblad rutchede ned i tagrenden med en raslen. Efterår. Heldigvis ingen frost endnu. Spaden stod vel stadig i køkkenhaven fra sidste gang? Væk med geværet. Han var da sindssyg at anskaffe sådan et kræ. Og så til og med lade det løbe for lud og koldt vand. Som om andre gad rende og fodre sådan en loppesæk. Rystelserne kom igen. Nu krøb kulden også ind mellem skjorteknapperne og fik hårene på armene til at stå lige op.

Græsplænen var mere gul og brun end grøn nu. Slimet af våde blade og smadrede dræbersnegle. Rådne årstid. Stanken af død rev i næsen og drev sorte skyer ind over lysten til at leve. Hvis bare han havde holdt den inde hos sig selv. Sat hegn op. Eller et bur. Eller ladet være med at ævle om det hele tiden. Det var ikke til at holde ud at høre på. Hvorfor kunne man ikke få lov til at være i fred? En prikkende fornemmelse bredte sig fra skuldrene og helt ud i fingerspidserne. FRED. Det var lige det, der var brug for. Fred og ro og ikke noget med at rydde op efter forbandede møgdyr.

Løvriven lå stadig ved det, der var tilbage af bladbunken. Der var også tønden. Fuld af visne grene og blade. En tændstik og problemet ville være løst. Måske var det endnu bedre. Eller begge dele. Stivheden i kroppen begyndte at brede sig til hjernebarken. Stilheden var lammende. Tænke, tænke. Ikke noget andet. Finde på noget, så der kan blive fred. Ingen lyde og ingen kræ. Kom så, nu skal der arbejdes.

***

I mørket kunne man lige akkurat skimte omridset af skikkelsen, som den stod der, krumbøjet over sit offer. Så begyndte den at røre på sig med korte, rykvise bevægelser. Skrabende, slæbende lyde brød stilheden lige uden for gadelampens afslørende cirkel. Enkelte eder og et tungt åndedrag. Knitren og lugten af våd røg. Flere eder. Derefter dæmpede dunk af metal mod jord og en dør, der blev smækket hårdt i. Så blev det helt stille igen.