Alle disse stemmer og lugte, mennesker overalt omkring hende, alt for tæt på. Hun kan ikke lukke dem ude, menneskehavet slår sammen om hende, fylder hovedet med vat.

Hjertet stopper, åndedrættet er på vågeblus, hjernen mangler ilt. Det haster med at genfinde balancen. Hun lukker øjnene for at skabe sit eget rum, en luftboble midt i denne fremmede, undersøiske verden.

Her kan hun mærke dem, en efter en kommer de frem foran hende, viser deres indre liv, afgiver dufte, fortæller deres historie. Hun sanser deres drømme, længsler, håb, fortvivlelse. Hun ser deres verdener.

Så begynder hun at skrive.

Det buldrer og brager, han smider sig ned med armene oppe omkring hovedet. Knæene ryger op til hagen. Det sker automatisk, han kan ikke slå rygmarvsreaktionen fra.

Tankerne flyver i alle retninger, han bider tænderne sammen, vrister højre arm fri og hamrer den ned i gulvet. Stop … stop … STOP. Vejret ind gennem næsen – fem – fire – tre – to – en – pust langsomt ud. Rolig nu.

Kroppen holder op med at krampe. Han får fat i ørepropperne på natbordet, stilheden sætter ind.
I stuen fortsætter børnene begejstret med at sprænge den lange strimmel bobleplast fra papkassen med fladskærmen.

Pigen står på tæer foran kølemontren, men de farvestrålende yoghurtbægre er uden for rækkevidde. Hun kalder på sin mor, der er ved at undersøge mængden af tilsætningsstoffer i en spegepølse.

En midaldrende dame kommer pigen til hjælp og indkasserer et strålende smil. Der er varme nok til resten af dagen. Hendes egne børnebørn må ikke få sådan noget. Pigen dumper sin fangst i indkøbskurven.

Sikke en sød dame, siger moren, og sender et bebrejdende blik i hendes retning. Damen undviger behændigt sarkasmen. Hun blinker indforstået til pigen og lægger en plade chokolade i sin egen kurv.

Cyklisten har bundet hundesnoren fast til styret. Ved siden af triller en tæppetisser-terrier af sted. Man kan ikke se benene for pels, den har slidt dem af i forsøget på at følge med sin herre. Terrieren sakker bagud, cyklisten trækker i snoren, sænker farten.

Manden i bilen ser cyklisten i bakspejlet. Han holder ved kantstenen og venter på sin date. Endelig kommer hun. De er sent på den. Han lader cyklisten passere, gasser så op for at imponere damen og drejer ud på vejen.

Det lille bump tilskriver han kantstenen, rynker undrende panden ad cyklistens knyttede næve.

Hun har tænkt på det, siden hun så billederne af hvalen med maven fuld af plastik. Karkludene er hjemmestrikkede, tøjet økologisk. Hun har sit eget net med hen i supermarkedet, bruger aldrig mere fryseposer.

Venindernes blikke siger det hele. Misundelse, foragt, bedrevidenhed, hele spekteret. Man kan alligevel ikke gøre noget, siger de, din protest er en dråbe i havet. Måske, men så er den dråbe i det mindste ikke fyldt med mikroplast.

Hun har forberedt en overraskelse til dem i dag, en slags anskuelighedsundervisning. Kanden med friskpresset appelsinjuice står på bordet, hun mangler bare at tilføje lidt ekstra ”frugtkød”.