Vaskemaskinen drejer rundt, det samme gør hendes hoved, men tøjet vasker ikke sig selv. Næste gang må hun huske at vaske før byturen.

Vaskeriets app på mobilen bekræfter, at hun har to maskiner til rådighed. E-vaskeri, tja. Der går nogle år, før man kan sidde i sin lejlighed og teleportere vasketøjet ned i vaskeriet med sin telefon. Hun smiler, smækker lågen i, trykker start.

Hun sætter sig på bænken og griber i lommen efter telefonen. En ubehagelig tanke manifesterer sig et tåget sted i baghovedet. Hun drejer langsomt hovedet. Inde i vaskemaskinen til venstre flyder en sort firkant forbi.

Bænken føles kold tværs gennem vindjakken. Det er ikke sommer mere, men dynejakken og støvlerne ligger i en bagageboks, som han har glemt nummeret på.

Han tænder en smøg og læner sig lidt frem. Heldigvis regner det ikke, bænken er tør. Sidste år blev det ikke rigtig vinter.

Albuerne hviler på knæene, røgen siver ud af næse og mund, det ulmer i brystet. Blikket rammer de skæve tånegle i sandalerne. De er blålige.

Det går nok ikke. Han må vinde nøglen tilbage fra Tubbe i morgen. Han kan da ikke blive ved med at sidde i uheld.

Jeg er usynlig. Svæver gennem verden uden at efterlade spor. Min stemme er usynlig, min tekst på facebook. Glider gennem nyhedsstrømmen, lander mellem linjerne.

Jeg er ikke blevet væk. Jeg har aldrig været her. Jeg er til stede overalt.

En skygges åndedrag, en hvisken uden krop. Som en elverpige uden rygrad, krøllet sammen i din inderste hjernevinding, spytter jeg dig i øret.

Aldrig nok. Altid for lidt.

Strømmen er stærk, river dig med som en vissen kvist. Videre, videre. Vandfald forude. Det sidste sus, det sidste og det første. I morgen begynder jeg forfra. Skygger efterlader ingen døde kroppe.

Morgenkaffen dugger hans briller til. Med vilje. Hun reagerer ikke, det plejer ellers at få hende til at grine.

Hun har været så tavs på det seneste, han er bekymret. Engang gik han og ønskede, hun ville tie stille en gang imellem. Ikke længere. Han vil høre hendes tanker, hvad der plager hende.

Hun stirrer på ham med tomme øjne, en tåre finder vej ud af hans øjenkrog. Så banker det på døren, hjemmehjælperen kommer ind uden at vente på svar. Hun tager et frisk pust med sig udefra.

Hej, Nielsen, siger hun, sidder du her helt alene.

Han forestiller sig ofte, hvordan det er at være actionhelt. Altså, sådan i virkeligheden. Hans hårde fitnessmuskler ser blærede ud, pigerne er vilde med dem.

Fritidsjobbet på tanken er dog ikke det bedste udgangspunkt for action, han overvejer at forsøge sig som dørmand. Han er sikker på, det vil skaffe ham en kæreste på ingen tid, men på den anden side gider han ikke spille bussemand over for halvsnaldrede mindreårige.

Midt i det eksistentielle regnestykke står narkomanen med skyderen pludselig foran ham. Heldigvis er der en disk imellem. Han stormer ind på toilettet og låser døren efter sig.

Efter formiddagskaffen går han ud. Den salte brise stryger ham om kinderne og får øjnene til at løbe i vand.

Han går den sædvanlige rute, lader lydene og duftene trænge dybt ind i sjælen. Forbi bænken med stodderne, forbi pølsevognen, pakhuslejlighederne og den blå skulptur ved toldboden. Han stopper, mærker kaldet fra havnebassinets sorte vand.

Han har losset sild her så ofte, at han kunne finde rundt med lukkede øjne, hvis ikke det var for alle de nye påfund, der skyder op som forhindringer på hans vej. Han lader den hvide stok med de røde striber bestemme vejen hjem.

Det ser virkelig ud, som om kræet svømmer tværs over badeværelsesgulvet. Hun sidder på toilettet med hælene oppe på brættet. Hader, hader, hader kryb.

Hun er holdt op med at kalde på mor, når der sidder et stankelben i hjørnet, vil ikke høre mere om entomofobi, selv om rygsøjlen er ved at folde sig sammen og forlade hende hver gang.

Sølvfiskene er de værste. Hun plejer at tænde lyset på badeværelset og tælle til hundrede, før hun åbner døren. Men ikke denne gang. Det er på tide at tage sig sammen, hun fylder trods alt snart halvtreds.

Hver gang køleskabet slukker, vågner han. Det larmer som en vognfuld metalskrot på en hullet grusvej. Lige meget, han skal ikke noget, falder hurtigt i søvn igen.

Han er heldig, når han selv skal sige det. Skurvognen står i haven hos en venlig mand, der købte hans blad, dengang han stadig stod foran Kvickly hver formiddag. Han må bo her, så længe han bruger havelågen i baghaven og ikke går ind fra villavejen.

Der er stadig nok til et par dage i køleskabet. Han fylder en pose og trasker ned til de andre på bænken ved havnen.

Han skyller tallerkenen af, stiller den ved vasken. Chefen bliver sur, hvis han kommer for sent igen. Han har vænnet sig til at forsøde studietiden med takeaway og rødvin.

De andre kan bare lade hans tallerken stå. Man rydder op efter sig selv, men ikke altid med det samme. Hende den emsige er flyttet, så fælleskøkkenet er blevet helt hyggeligt.

Langhårede madrester i køleskabet er bagsiden af husfreden, han pakker sin egen mad ind. En uventet lyd får ham til at vende sig om. Køleskabsdøren går langsomt op, nogen eller noget har åbnet den indefra. Der røg det job.

Klappen åbner sig. Han stirrer på bundterne af pengesedler. Hånden krammer om mønten i lommen. Hvor mange lakridspiber kan man få for sådan et bundt? Han bliver næsten svimmel.

Det er mange år siden, men indtrykket har sat sig fast i en afkrog af hjernen. Han havde næsten glemt det. Nu står det så levende for ham, at han kan mærke fornemmelsen i maven igen. Men lakridspiberne er for længst fortid.

Hånden krammer om attrappen i lommen, da han smækker døren til tankstationen op og stormer frem mod den unge mand ved kassen.

Han koncentrerer sig om at høre, hvad kassepigen siger. Man kan ikke kalde dem damer længere. Det er svært, hun har tørklæde på.

Flaskerne kører forbi på båndet. Han skal også have en af dem fra hylden bag pigen. Han stirrer forlegent ned i rollatorkurven, undgår hendes blik.

Udenfor løser han pudlen og trasker hjemad. Sønnen kommer i dag, de skal have en øl og en snaps til silden. Han har endda været i bad.

Han hilser på et ungt par i solskinnet, de kigger den anden vej. Han smiler til bøgetræet ved indkørslen. Den gode stemning bliver hængende.

Hun mærker det, før hun træder ind over dørtrinet. Som om molekylerne i luften sitrer på en fremmed måde. Måske en lugt, en forkert luftfugtighed.

Hun har lært det af kæresten. Det er sådan noget, man tager med sig hjem fra Afghanistan.

Adrenalinen sætter ind, da hun tænder lyset. Ikke fordi hun er overrasket, det er mere chokket over at få bekræftet intuitionen. Ægget er væk. Lampen over sofabordet. Jord på gulvet. Ikke andet, men det er nok.

Benene svigter, hun sætter sig ned på gulvet og skjuler ansigtet i armene. Han rejste ud igen i morges.

Han ser bilen for sent, den kommer imod ham som gennem en portal fra en anden tid. Han river i rattet, men bilen fortsætter ligeud. Han skriger. Han slipper og stirrer paralyseret ind i lygterne.

Det er lige meget, hvad der faktisk skete. Resultatet er altid det samme: Sammenstødet flænser passagersædet op og sender hans datter i koma. Scenen gentager sig i en uendelighed, uanset om han sover eller er vågen.

Han skulle ikke have givet hende lov til at sidde på forsædet. Hun skulle slet ikke have været med. Han skulle have ventet med at tjekke den sms.

Tallerknerne klirrer i vasken. Ved siden af ham ligner stablerne skæve skyskrabere, men han ænser dem ikke. Han bliver alligevel aldrig færdig, først ved fyraften.

Børsten kører langsomt rundt. Omhyggeligt. Det skal gøres ordentligt, det sagde hans far altid. Han kan stadig mærke den sviende fornemmelse på kinden og hovedpinen, der overfalder ham bagfra.

Hurtigt og ordentligt passer ikke sammen. Jobbet er ikke på akkord, det har han prøvet. Jobvejlederen himlede med øjnene, sidst han var dernede.

Det her er ok. Han har regnet ud, hvor meget han skal nå for at undgå ballade. Det er hans akkord nu.

Hjalte har blod over det hele. Det gik fuldstændig galt. Allermest har han lyst til at stikke af, men man lader ikke sin ven ligge og dø sådan der. Alene.

Et støn rykker ham ud af spekulationerne. Vennen er vist ikke helt død endnu. Han bøjer sig ned og stirrer på såret i tindingen. Der er noget hvidt derinde. Kraniet. Han trækker sig forskrækket væk, da Hjalte åbner sine vilde zombieøjne. Armene flyver op foran ansigtet.

Idiot, hvæser Hjalte og sparker benene væk under ham. Han når lige at mærke lettelsen skylle gennem kroppen, før mørket falder over ham.

Der var Træskojens og Tudesofie, Slåtilsøren og Suttelise. Alle de år, alle de liv. Måske ligger de på kirkegården med næsen mod øst nu. Hun er på vej tilbage, ringen sluttes. Årene dengang står så skarpt, og i går blegner. Dagene er ens.

Her er oldinge i gammelmandsbukser og pludderhøner, der altid vil have tossekassen tændt. Hun vil hellere sidde inde hos sig selv, men plejepersonalet får ballade. Datterens samvittighed har det bedre, hvis hun sidder og gaber i dagligstuen.

Her sidder hun så og lader tiden gå. Hun har jo nok af den – så længe det varer.

Hun har huen ned i øjnene, og det er forbudt, når halstørklædet sidder oppe om næsen. Det siger Tue. Men det er koldt. Dammen er frosset til, ænderne ryster med næbbene og græder over deres forsvundne andemad.

Tue har en elefanthue, det er også forbudt. Han er ligeglad, for hans forældre skal skilles. Så må man gerne gøre forbudte ting: Slå med knytnæver, gå med elefanthuer. Hun har ingen far, men det gælder ikke. Det er så længe siden, at det er normalt.

Hun trækker halstørklædet ned om hagen. Der er ingen undskyldning for noget mere. Kun for Tue.

Metallet i lommen sætter mærker i håndfladen. Det er ikke meget forkert. Et skridt over stregen, men hvem har bestemt, at den skal tegnes netop der. Kriminel er et grimt ord. Sætter folk i bås. Det har han aldrig gjort.

Dirkens klik sender en slange ned gennem rygraden. Han har lært at holde af følelsen. Adrenalinens spark til samvittigheden, en ny gang mørkegemme i et fremmed hus.

Han roder ikke i deres ting, tager ikke deres computere eller iPads, kun designermøbler og PH-lamper. De kan købe en ny, forsikringen betaler, han har coke til flere uger. Win-win.

Ny i kassen, står der på skiltet. Det er en gabestok. Hey, jeg kan ikke finde ud af det, lad være med at spørge. Kaldet efter en leder til kassen tordner ud i butikken. Igen.

Hun sveder. Varerne smutter ud af hænderne, bippene sender røde signaler til hendes flossede nerver.

Stemningen er anspændt, men ingen siger noget. Rastløse bevægelser, døde blikke, mobiltelefoner op af og ned i lommer, klynkende unger i stramme hænder.

Hun skanner køen med blikket. Flytter mælken i kurven, så den ikke maser bollerne. Holder vejret for gamlingens spritdunst. To mere, så er det hendes tur.

Fingrene danser på tastaturet. Jive eller pasodoble, måske, han er mest til tango. Han lægger et chartek på hendes bord, hun fortsætter dansen. Han har lyst til at fange hendes hånd midt i et indviklet dansetrin, trække hende op fra kontorstolen, holde hende tæt.

Hun har brug for det. De hårdt opstregede øjne stirrer indædt på skærmen. I går var de røde inde under alt det sorte. I dag er de let hævede.

Singlelivet er flygtigt, der må gerne komme noget fast. Lønnen er ved at nå et tilfredsstillende niveau, han er parat. Hvorfor skulle hun sige nej?

Hun drømmer. Solen leger i græsset, det suser i granernes toppe. Bølgerne slikker vådt tang i sig på den anden side af klitten. Hun ligger nøgen i sandet, skjult for alles blikke, bortset fra hans. Kun sollyset trænger ind gennem hendes lukkede øjenlåg.

Huden sitrer elektrisk, da strået prikker op ad benet, stryger armen ved albuen, stikker på halsen. Hun smiler, kniber øjnene helt sammen, fniser. Han vil have hende til at tro, det er et insekt, men hun lader sig ikke narre.

Skriget overrasker hende selv, hun farer op af sengen med stikkende sorte prikker overalt. Skide myrefarm.

Det er trist at se de pårørende forsøge at komme i kontakt med pigen. Sygeplejersken kender dem efterhånden ret godt. De kommer ikke hver dag mere, men næsten. Barnet ænser dem ikke, ligger bare der med stive øjne. Allerede fæstet på et sted bag forhænget.

Der skal ikke så meget til, et lille puf, så er hun videre. Til alles gavn. Hun stopper sig selv, før tanken gror fast. Skellet er tyndt som papir. Et tryk på en knap, en sprøjte i droppet. Smerten forsvinder ikke, men livet kan gå videre.

Heldigvis er der også andre patienter.

Nyhedsjinglen runger mellem væggene i opholdsstuen, han kigger op fra sin krydsord. Fru Jensen snorker derovre i lænestolen, køkkenet skramler med opvasken, så han må skrue på høreapparatet.

Overskrifterne skifter hurtigt, desværre kun trivialiteter. Ingen orkaner eller oversvømmede byer med mennesker siddende på hustagene. Ingen mortergranater eller antiluftskyts. Kun snakkende politikerhoveder og skatteunddragelser. Kedeligt, kedeligt. Der er intet, der kan løfte tunge øjenlåg og få blodet til at rulle raskere i årerne, som en lille katastrofe.

Christoffersen stirrer på ham med sine våde hundeøjne og lommetørklædet klar. Det er det tætteste, de kommer på springflod i dag. Ak, ja.

Han sidder fast i svingdøren. Den i storcenteret. De kan aldrig lade ham have et rum for sig selv, skal altid lige nå at smutte med, selv om han gør sig langsom og bred. Så stopper den med en hylende lyd. Den sætter sig i halsen og i ørerne, lyden, giver dagen en blå tone.

Idioter. Det hvisler ud mellem tænderne: Idiot. Pigen stirrer og gemmer næsen i halstørklædet, fniser til sin veninde. Han klemmer hårdt om flasken i lommen, det klirrer i posen.

Fem minutter hjem til hoveddøren. I dag skal han nok klare det.

Hun er altid glad. Er det fordi, hun arbejder med blomster? Drengen står på fortovet uden for butikken og glor. Han er på vej hjem fra skole. Damen smiler og vinker til ham, han studerer sine snørebånd og såret på skinnebenet efter Mikkels fodboldstøvle.

Han får lyst til at sparke hende, damen i blomsterbutikken. Lige der, på skinnebenet. Han ved godt, det er ondt, men han ved ikke, hvordan hun ser ud, når hun ikke smiler. Øjnene slipper såret, han lægger hovedet på skrå og vinker tilbage uden at smile. Måske finder han ud af det en dag.

Tyv. Det er mig. Livstyv. Jeg læser mig ind på dem, de andre, deres liv. Så slår jeg til. Stjæler de bedste vaner, de dårligste, mest besynderlige. Sætter dem sammen til nye liv, nye skæbner.

Skæve, uigenkendelige, alligevel så ens. Lunger, hjerter, tanker, følelser. Bevægelser. Fordomme. De er der allesammen. Alle dem, jeg har læst. Nu skriver jeg dem, om, på en ny måde, alligevel så ens.

De samme historier, der findes ingen nye. Alle har hørt allesammen før. De løfter brynene, åh, den var ny. Nej. Det ser bare sådan ud. Mærk efter. Så ved du det også.

Han lader fingrene glide langs panelet. Forsigtigt, med skriget siddende i halsen. Der kunne være en splint, hvor malingen skaller af. Gamle paneler, malet om og om igen. Såret af hundredvis af spark, stød med stole, legetøjsbiler, dukkevogne.

Øjnene er lukkede, kalder historierne frem fra fingerspidserne. Billederne flimrer bag øjenlågene, han smiler. Blokken med sandpapir er ubrugt. Malerbøtter med nye pensler på reklameaviser fra sidste uge.

Billederne erstattes af grus, kinderne glinser. Skriget river sig løs, runger i den tomme stue. Han fanger det med hånden. Klasker den ind i væggen. Ro på. Om lidt kommer mægleren.

Hun læner sig op ad væggen, hviler baghovedet mod det kølige metal. Lukker øjnene. Det summer, klikker. Hjertet dunker. Hårdt. Et sted skriger et barn, et kærestepar skændes. Glas klirrer, en hund gør.

Lydene suser forbi fra den anden side. Andre liv. Væggene trykker sig om hende, suget i maven trækker dem helt tæt på. Lige før næsen rammer døren foran hende … ding! Den går op, syvende sal.

Hun slipper den ophobede luft ud i et langt støn og åbner øjnene. Træder ud på reposen og løfter en tung arm op til søsterens ringeklokke.

Hun løber på markvejen flere gange om ugen. Når hun kommer forbi engen, skæver hun over mod det røde hus på skrænten. I dag er vejret gråt, pigen sidder der ikke. Downs, uden tvivl. Måske kunne det ikke ses på skanningen. Stakkels forældre.

En pludselig smerte under højre fod får benet til at ekse under hende, og hun lander i gruset med albuen først. En knasende lyd. Ikke knoglen, men skærmen på hendes iPhone. Pokkers. Hun tager skoen af og ryster den.

Sten i skoen burde være forbudt ved lov.

Veninderne ved bordet i hjørnet taler dæmpet og tier, hver gang han nærmer sig. Skæver stjålent op mod ham. Han er ikke pæn. Maven stikker for langt ud, spaghettiarmene appellerer ikke til kvinder først i trediverne. Månen er skjult under en kasket, heldigvis. Men drengen stirrer. Is i hele hovedet. Chokoladesovs på fingrene.

Det er længe siden, han har spist is. Han kniber øjnene sammen. Husker. Kold is på tungen og læberne, næsten-smerten i panden, klistrefingre, den kildrende fornemmelse af dråberne ned ad hagen. Lussingen, når hans mor opdagede svineriet.

Is er for børn, synes han. Kun for børn.

Hun studerer de røde pletter på skjortekraven. Snuser. Hans eau de cologne overdøver alt andet. Han kaster et stjålent blik mod hende fra spejlet i entreen. Glimtet i øjet irriterer hende. Der er ikke noget at grine ad. Hans små eskapader puster ham op, får ham til at ligne en mishandlet ballon. Han skal holde op, det ved han også godt.

Hvad ligner det at komme hjem og smage af fremmed mad. Rå løg. Hun hader rå løg. Han er nødt til at vælge. Hotdogs og burgere eller hende. Det burde vel ikke være så svært.

Verden snurrer rundt. De samme ting kommer ind fra venstre og forsvinder ud til højre. Først langsomt, fødderne rammer bordbenet blødt, så papirkurven. Den vipper, finder sin plads igen uden at vælte. Han fortsætter sin nynnen, men fingrenes trommerytme på ørerne pauser. De er der endnu, stemmerne fra stuen.

Verden snurrer rundt, hurtigt nu. Stolen knirker, fødderne tapper mod gulvet, speeder den op. Bordbenet slår igen, hårdt. Papirkurven kaster op ud over det hele.

Han ser det ikke. Øjnene er lukkede, han kører i karrusel. Helt alene uden vrede stemmer.

Hun ved ikke, hvordan det går til. Nogle gange ligger natkjolen og trusserne pænt lagt sammen ved siden af sengen om morgenen. Det er de nætter, hun drømmer mest.

Normalt vågner hun flere gange, det er alderen. Svedeture. Tissetrang. Alt det der. Men ikke de nætter. Drømmenætterne. Hun ved det allerede, inden virkeligheden prikker hendes øjne åbne, behøver ikke se efter den sirlige tøjbunke. Det er fornemmelsen af dynebetrækket mod den nøgne hud. Boblerne i maven. Fugtigheden i skridtet. En klar erindring om vind i håret.

Hun stopper tankerækken der. Det bliver en god dag.

Mikroovnen er ulækker, hvis man tager sig tid til at se efter. Det gør hun altid. Ligesom hun altid efterlader køkkenet renere, end da hun kom.

Desværre har de andre ikke samme indstilling. Hun skrubber og skurer, og lige skident er det. Fælleskøkkener har Fanden skabt. Godt hun snart er færdig på uni. Så skal de få en overraskelse.

Nej, hun bilder sig ikke ind, at de vil savne hende. Det er noget helt andet, hun har i tankerne. Det lille terrarium står på værelset. Hun glæder sig til at give krybene deres frihed. Så kan de lære det.

Nu står hun der igen. Helt ude på kanten. Splitterfornøjet. Det er tredje gang i denne måned, og vi er kun lige over halvvejs. Lukkede øjne, hænderne ud til siderne. Håret flagrer i vinden.

Titanic, kommer jeg til at tænke på. Filmen. Mangler bare Di Caprio. Tøjet, selvfølgelig. Og mågerne. Men det er altid om natten. Gør hun det med vilje, eller går hun i søvne? Håber det første. En midaldrende dame på taget af en boligblok, syv etager er der op.

Ja, det må hellere være med vilje.

Abort. Det står på skærmen. Helt uden mening eller sammenligning. Alligevel gør det ondt i halsen. Hun synker. Klikker hurtigt på knappen og afbryder den proces, der var i gang i computeren.

De burde få det program oversat. Hun har nævnt det flere gange, men de synes ikke, det er nødvendigt. Alle her forstår jo engelsk.

Hun rejser sig hurtigt og forsvinder ud på toilettet.

Hun kan ikke lade være med at gå i takt. Den røde lygte i Bellas halsbånd sender sine blink direkte ind i hendes nervebaner. Hellere det end holde øje med, om hun træder på stregerne. Hun burde være vokset fra det. Hundeposen slår samme takt uden på frakkelommen. Sætter tanken fri.

Den gamle mand i vinduet vinker til hende, som han plejer. Hun lader som om, hun ikke ser ham. Trafikken summer i baggrunden, overdøver hyletonen i ørerne. Det er det bedste ved morgenturen. En halv times tid uden stilheden, der aldrig bliver den samme igen.

De æder min selvtillid luns for luns. Sætter kroge i mit kød og trækker til, hver gang jeg bevæger mig. Som et insekt på en strimmel fluepapir, midt i deres klistrede forestillinger om, hvem jeg er.

Jeg får lyst til at gøre noget uventet. Noget, de ikke regner med. Opløse deres sirup med et par dråber syre.

Lovende, sagde de, så sad jeg der. Egentlig gjorde jeg ikke andet end at vinde den kamp. Sådan er det med succes. Man ser ikke de blinde vinkler, før man allerede ligger der.

Tungen i mundvigen. Hun har sat tænderne i den, så den ikke laver ulykker. En saks i græsset. Fingrene klemmer om papir. Folder, folder ud, folder igen. Nye vinkler. Øjnene hænger i en skarp kant. En stump hvidt vipper på et græsstrå.

Længere ude skråner plænen mod skrænten, så det bratte fald mod havet. Vinden tager fat i hendes hår, de små afklip på tæppet. Hun kigger op. Tænderne slipper tungen, en dråbe hænger i læben. Øjnene glipper.

Flagrende fugle i vinden. De forsvinder ud over kanten. Hun ser dem som hvide toppe på bølgerne. Smiler.